Madsen: DBU har destrueret sin LGBT-troværdighed

Med beslutningen om at fjerne det symbolsk spraglede anførerbind har DBU og seks øvrige landes fodboldforbund begået et regulært svigt.

Mod vores fælles værdier i vesten. Mod den mangfoldighed og inklusion som DBU i årevis har hyldet i et vellykket forsøg på at slippe af med sit ølbøvede image. Mod den juniorspiller, der er ved at springe ud som bøsse og regnede med, at DBU havde hans ryg. Og mod sig selv og de værdier, de hævder at stå for.

Truslen om noget så svagt som et gult kort fik de syv vestlige fodboldforbund til at bakke ned overfor FIFA. Så snart det indebar den mindste risiko at stille sig op for menneskerettigheder, faldt de højstemte solidaritetserklæringer sammen som et korthus.

Den danske fodboldboss Peter Møller var næsten ligeså tonedøv som Fifa-chefens skamfulde ‘today I feel gay’-tale, i et interview med Cecilie Beck: 

Cecilie Beck:
- Hvad tror du, de iranske spillere tænker om det danske landsholds mod og moral?

Peter Møller @DBUfodbold:
- De iranske spillere risikerer jo ikke at blive sanktioneret sportsligt for ikke at synge med. @ceciliebecktv2:
- Nej, de risikerer nogle andre ting.

— Abdel Aziz Mahmoud (@AbdelsTweet) November 21, 2022

Kære DBU. I har svigtet massivt. I har et kæmpe genopbygningsarbejde foran jer af den troværdighed, I på et øjeblik har destrueret.

Faldt sammen ved første vindpust

Det er ikke LGBT-personer, der har gjort anførerbindet til symbolet på DBU’s og de øvrige forboldforbunds opbakning. Det har I selv.

Læs også: Satiriker Nina Rask er årets LGBT-person: Bad til Gud om ikke at blive lesbisk

Det lidt fesne og mildt sagt ukontroversielle slogan ‘one love’ og en farveskala, der med sin sorte stribe ikke for alvor kan mistænkes for at være en regnbue, var den meget lave fællesnævner af stille protest, man kunne samles om mod et diktatur, hvor nogle danske fodboldfans ville blive betragtet som forbrydere, blot for at elske dem, de elsker.

Det var jer, der påstod, at jeres solidaritet kunne måles på det armbind. Men ved det første vindpust af pres fra Fifa, så faldt DBU sammen. 

Landstræner Kasper Hjulmand, dette åbenlyst begavede og sympatiske menneske, er pludselig blevet til en ridset plade, der spiller den gamle sang om, at man ikke kan blande sport og politik sammen, og vi har fuld fokus på fodbold - uden at vide hvor heldig han er at kunne have det priviligium. 

Hjulmand blev symbol på forandring

Hjulmand var anderledes klar i mælet, da der var EM i trygge europæiske rammer sidste år.

Kasper Hjulmand fik hele to store LGBT-priser, Årets Laks og Årets Straight Ally, fordi han under EM havde bakket utvetydigt op om LGBT-rettigheder i forbindelse med kampen i München, hvor stadion ville lyse op i regnbuens farver som protest mod Ungarns diskrimination af LGBT-personer.

Prisen til Kasper Hjulmand udløste aftenens største klapsalver til Danish Rainbow Awards fra bøsser, lesbiske, transpersoner, drag queens og resten af regnbuens farveskala.

For Hjulmand var symbolet på, at LGBT-personer endelig blev lukket indenfor af fodboldverdenen, der for mange har været et lukket, heteroseksuelt mandligt fællesskab: fra mobberier i skolegården, til et ‘bøsserøv’ udskreget fra stadion i Superligaen. Fodbold var en fremmed verden, hvor man ikke var velkommen. 

Læs også: Madsen: 11 ting jeg hader ved VM i fodbold

Nu var tonen en anden, og det kunne mærkes meget konkret. Ikke mindst for en ny generation, der snører lilleput-støvlerne for første gang og dem på drenge eller ynglinge-holdet, der springer ud. Der er også plads til dig. 

Væk fra hyggeracisme og homofobi

Hjulmands priser var en kroning af ti års indsats fra DBU og ikke mindst Spillerforeningens side med at trække sig op ved hårrødderne af en sump, hvor racistiske tilråb ikke usædvanlige mod farvede spillere på stadions, og ‘svans’ og ‘bøsse’ socialt accepterede hygge-fornærmelser på de fleste old boys-hold.

‘Du må godt i Parken’-kulturen, hvor stadion var et frirum til homofobi og hyggeracisme, er med en målrettet indsats forvandlet til fokus på mangfoldighed og fejring af World Pride. 

Det er derfor, at DBU’s beslutning om at stryge det spraglede anførerbind ved årets VM føles som et frygteligt forræderi. Meget større end hvis I bare havde været ligeglade fra starten.

Bakker op i Danmark og bakker ned i Qatar

Vi troede lige, at I var med. Vi nåede at bilde os ind, at det ikke bare var noget, I sagde. At I også ville være der, når det blev svært.

Nu ved vi, at det var I ikke. I bakker op i Danmark, men i Qatar bakker I ned.

Jeres regnbuekampagner kommer til at klinge hult i de næste mange år frem. Jeres undren over, at der ikke er nogen åbne bøsser i topfodbold for herrer står tilbage som påtaget dumhed, for hvordan skal nogen turde springe ud, hvis de ikke har et håb om at blive grebet? 

Den besked, som I har sendt til tusinder af børn og unge, der dyrker jeres sport, er, at forsvaret for LGBT-rettigheder ikke er så meget som et gult kort værd.