De rigeste hæver langt mest i SU:
"Overførselsindkomst til fremtidens vindere"

20180529-162941-L-1600x1030we
Cepos har lavet beregninger, der viser, at de 10 procent rigeste blandt 40-årige danskere i dag i gennemsnit har hævet omkring syv gange så meget i SU på kandidatdelen af deres uddannelse som danskere i den nederste halvdel af indkomstfordelingen har. (Arkivfoto) Foto: Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix
19. apr. 2022 06.57
Den borgerlig-liberale tænketank Cepos har beregnet, at de rigeste har langt mest gavn af SU på kandidatuddannelser. Det er "overførselsindkomst til fremtidens vindere", mener Cepos.

Det er svært at forsvare, at staten udbetaler verdens højeste SU til personer, der senere i livet vil være blandt de rigeste i landet. Det mener Cepos.

Både den borgerlig-liberale tænketank og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ser fornuft i Reformkommissionens forslag om at lægge SU'en på kandidatuddannelser om fra at være en ydelse til at være et lån. Men akademiske fagforeninger er bekymrede ved udsigten, og S-regeringen afviser også blankt forslaget. Det skriver Avisen Danmark.

Reformkommissionens forslag er at omlægge SU'en - altså Statens Uddannelsesstøtte - på kandidatuddannelserne fra at være en ydelse til et være et statsgaranteret lån på op til 12.500 kroner om måneden - altså penge, der skal tilbagebetales.

Cepos har lavet beregninger, der viser, at de 10 procent rigeste blandt 40-årige danskere i dag i gennemsnit har hævet omkring syv gange så meget i SU på kandidatdelen af deres uddannelse som danskere i den nederste halvdel af indkomstfordelingen har.

- De 10 procent rigeste får på kandidatdelen cirka 73.000 kroner i SU, mens de 50 procent med lavest indkomst i gennemsnit får 10.000 kroner i SU. Det er en voldsom forskel, og man må spørge om, hvorfor fremtidens vindere skal have så meget i overførselsindkomst betalt via skatten af for eksempel den ufaglærte på fabrikken, siger Mads Lundby Hansen fra Cepos til Avisen Danmark.

I Dansk Magisterforening betragter formand Camilla Gregersen forslaget fra Reformkommissionen som et unødvendigt pres på de unge studerende.

- De økonomer, der har siddet i Reformkommissionen, har flere gange før foreslået at skære i SU’en. Nu kommer forslaget igen som gammel, sur vin på en ny flaske, men det er altså ikke tid til at tage et minimalt forsørgelsesgrundlag væk fra en ungdom, der er ultra presset og stresset i forvejen, lyder det i en skriftlig kommentar fra Camilla Gregersen til Avisen Danmark.

I fagforeningen Djøf, hvor ledigheden blandt de nyuddannede medlemmer er lav, vækker forslaget om at omdanne SU’en på kandidatuddannelserne til lån også bekymring blandt de godt 24.000 medlemmer af Djøf Studerende.

I Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kan man derimod ligesom Cepos godt se fornuften i at udbetale de kandidatstuderendes SU som et lån. Faktisk har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd selv foreslået at omlægge SU'en til kandidatstuderende til et rentefrit lån, fordi det giver mening ud fra et ulighedsperspektiv.

SU på bachelor- og professionsbacheloruddannelserne er derimod helt afgørende for de unges mulighed for at bryde den sociale arv, mener Lars Andersen, der er direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

- Men der er ikke noget, der indikerer, at det har nogen synderlig effekt på den sociale mobilitet at omlægge SU’en på kandidaten til et lån, siger han til Avisen Danmark.

Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) var hurtig til at hælde Reformkommissionens forslag ned ad brættet. Og forslaget er stadig ikke en del af regeringens program, uddyber ministeren over for Avisen Danmark:

- Vi kan se, at kommer man fra et velstillet hjem, er sandsynligheden for at tage en kandidatuddannelse væsentligt større, og jeg vil være nervøs for, at den ulighed vokser, hvis SU i stedet bliver til et lån, skriver ministeren.