Kontanthjælpsmodtagere flytter væk fra de store byer

FotoBenteJ__ger--17__3_
Mange med små indtægter flytter ud af de store byer. Flyttemønstret skaber sociale udfordringer for eksempel i forhold til børnesager, lyder det fra Langelands borgmester. (Arkivfoto) Foto: Bente Jæger
6. apr. 2022 06.38
Danmarkskortet trækkes skævt. Kontanthjælpsmodtagere flytter væk fra de større byer, og det øger de sociale problemer i små samfund.

Da Langelands borgmester, den 63-årige Tonni Hansen, voksede op i Rudkøbing, var det en arbejderby med et bybillede præget af mænd i blåt arbejdstøj. Mange arbejdede i byens industrier. I dag er der færre arbejdspladser, og mange førtidspensionister og kontanthjælpsmodtagere er rykket ind i de tidligere arbejderboliger.

- Man kan tydeligt se, at befolkningssammensætningen er en anden end tidligere, og at folk på overførselsindkomst flytter til Langeland på grund af vores billige boliger, lyder det fra Tonni Hansen (SF), der er tidligere specialarbejder og født og opvokset på Langeland.

Borgmesterens udsagn bekræftes af en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, skriver Kristeligt Dagblad.

Analysen viser, at personer på offentlig forsørgelse i 2020 og første halvdel af 2021 især rykkede til Langeland, Vest- og Sydsjælland, Fyn samt dele af Jylland og Bornholm og bosatte sig i kommuner, der i forvejen havde mange kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister.

- Under corona er flere ressourcestærke flyttet ud af byerne til de mindre kommuner. Men der er samtidig et meget skævt mønster i forhold til, hvor offentligt forsørgede flytter hen. De flytter til kommuner, hvor der i forvejen er mange på overførselsindkomst, og det belaster en i forvejen trængt kommunekasse og trækker danmarkskortet skævt, siger senioranalytiker Sune Caspersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd til Kristeligt Dagblad.

Den tendens bekræfter Langelands borgmester:

- Mange med små indtægter flytter til Langeland, fordi boligerne er billige. Flyttemønstret skaber sociale udfordringer for eksempel i forhold til børnesager, og det udhuler vores skattegrundlag. Vi har i princippet en velfungerende kommune, som desværre er underfinansieret. Lige nu mangler vi 35 millioner kroner i kommunekassen. Samtidig har andre kommuner bugnende pengekasser, siger Tonni Hansen, der er ”bitter” over, at de gældende kommunale udligningsordninger ikke i højere grad tilgodeser de sociale problemer i små kommuner med flest socialt udsatte.

Den sociale organisation KFUM’s Sociale Arbejde står bag hjælpeindsatsen Social Drive Out, hvor de bringer mad og andre fornødenheder til 80 lokal- og yderområder i hele Danmark.

- Vi kommer ud i små bysamfund og møder mennesker for enden af en grusvej, der lever i isolation fra omverdenen, og hvor kulden siver ind fra de dårligt isolerede vinduer, fortæller generalsekretær i KFUM’s Sociale Arbejde Peder Meisner.