Pædagoger vil kunne begrænse antallet af børn i institutioner

20170709-144939-L-1920x1272we
Bupl er bekymret for, at pædagoger kan komme til at stå med for store børnegrupper, hvis mange kolleger er syge. Derfor ønsker de en nødbremse. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
16. dec. 2021 05.38
Bupl efterspørger mulighed for at kunne begrænse antallet af børn i institutioner, der er pressede af corona.

Pædagogernes fagforening Bupl ønsker en nødbremse i daginstitutionerne.

Den skal gøre det muligt lokalt at begrænse antallet af børn i daginstitutioner, så det kun er de børn med det største behov, der møder op.

Det siger Bupls formand, Elisa Rimpler. Hun peger især på institutioner, hvor få voksne pludselig kan stå med ansvaret for et stort antal børn.

- Situationen er ekstremt alvorlig mange steder. Det er der også flere eksperter, der peger på. Vi mærker, at daginstitutionerne er ekstremt pressede. Vi frygter simpelthen et sammenbrud, siger hun.

Det er den stigende coronasmitte, der rammer både pædagoger og børn, som får Bupl til at efterspørge en nødbremse.

- Det her handler om at sikre tryghed og nærvær for alle børn.

- Det er jo ikke noget, vi skal gøre alle steder. Det handler om, hvor presset er størst, og hvor vi kan se, at pædagoger står alene med store børnegrupper, siger Elisa Rimpler.

Hun nævner Greve som en kommune, der er hårdt presset af coronavirus i øjeblikket.

- Her har man været nødt til at reducere i åbningstiden, fordi under halvdelen af personalet er til stede, siger hun.

Elisa Rimpler siger, at hun håber, at politikerne vil hjælpe pædagogerne.

- Vores forslag er, at der, hvor der er uforsvarlige situationer, og vi er meget lidt personale, skal være mulighed for at rykke i håndbremsen og sikre, at de børn, der har det største behov, er dem, der er der, siger hun.

Bupl har forståelse for, at den ordning, de ønsker, kan skabe problemer for mange forældre.

- Vi er fuldstændig klar over, at forældrene er maksimalt pressede. Mange af os er selv forældre og oplever de samme udfordringer.

- Vi kan sagtens sætte os i forældrenes sted, men vi er nødt til at hjælpe hinanden. Det kan vi ved at opfordre arbejdsgiverne til, at de udviser kæmpestor fleksibilitet, siger hun.

Desuden vil Bupl have bedre mulighed for, at pædagogerne kan blive testet på arbejdet samt et krav til, at forældre bærer mundbind på institutionernes område.

/ritzau/