400 værnepligtige må blive på kaserner over nytåret:
Porte lukket frem til 4. januar

20211206-075423-A-1920x1371we
De værnepligtige hjælper blandt andre de kommunale beredskaber med at slukke ildebrande, ligesom de i flere regioner assisterer med coronatest. (Arkivfoto) Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
30. dec. 2021 07.30
Beredskabsstyrelsens værnepligtige skal blive på kaserner hen over nytåret for at undgå smitte og sikre drift.

Op mod 400 værnepligtige skal indfinde sig og blive på Beredskabsstyrelsens kaserner hen over nytåret.

Portene er lukket på beredskabets fem centre til og med 4. januar.

Det sker for at holde coronasmitten ude og for at sikre, at de værnepligtige kan indgå i beredskabet, hvis der skulle blive brug for det.

- Vi ser en udbredt samfundssmitte med omikronvarianten, og derfor er vi nødt til at få de værnepligtige ind på kasernerne. Det skal sikre, at vi kan opretholde vores beredskab, siger sektionsleder Anders Lindholm, Beredskabsstyrelsen.

De værnepligtige hjælper blandt andre de kommunale beredskaber med at slukke ildebrande, ligesom de i flere regioner assisterer med coronatest og -vacciner.

De værnepligtige må kun forlade kasernens område, hvis det sker som led i varetagelsen af disse opgaver.

- De skal blive på kasernerne, så vi får minimeret den smitte, de kunne blive eksponeret for ude i samfundet, siger Anders Lindholm.

De værnepligtiges uddannelse og øvelserne på centrene fortsætter, mens de værnepligtige er på kasernerne.

Det er ikke første gang, at de værnepligtige får inddraget frihed og orlov.

Beredskabsstyrelsen har tidligere i pandemien måtte holde værnepligtige på kasernerne. Det skete omkring nedlukningen i marts 2020.

- Det sker fra tid til anden af forskellige årsager. Nogle gange skyldes det en stor vejrhændelse - eksempelvis stormen Bodil (i 2013, red.), hvor vi så sørger for, at vi har al personel inden for hegnet, så vi kan disponere over det, siger Anders Lindholm.

De værnepligtige har ifølge sektionslederen modtaget inddragelsen af frihed og orlov med oprejst pande.

- Vi har haft en føler ude på de fem kaserner for at fornemme stemningen. De unge udviser faktisk en god forståelse for, hvorfor vi gør det her.

- Nogle ærgrer sig over det, men på den lange bane vil jeg tro, de vil tænke tilbage på det som en begivenhed, hvor de var med til at løse noget større, siger han.

Og i det omfang, der ikke er brug for de værnepligtige ude i felten, vil de også få mulighed for at hygge sig nytårsaften, forklarer han.

- Jeg har lige hørt, at man på en af kasernerne er i gang med at forberede kransekage og alkoholfri champagne.

I Den Kongelige Livgarde var cirka 100 værnepligtige også bag lukkede porte på kasernen på Gothersgade i København i perioden fra 22.-28. december.

Det oplyser chef for livgarden, oberst Mads Rahbek. Der var en del syge og isolerede på det tidspunkt, og derfor blev de værnepligtiges orlov og frihed inddraget, forklarer han.

/ritzau/