10.000 offentligt ansatte tillidsfolk var torsdag til stormøde i Fredericia. De nyder i stort omfang danskernes opbakning i den aktuelle overenskomststrid, viser ny måling.  Foto: Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix

OK18:

Danskerne giver offentligt ansatte et varmt kram

22. mar 2018
En bølge af sympati strømmer de offentligt ansatte i møde i ny måling. Seks ud af ti danskere erklærer deres støtte til sosuer, pædagoger, lærere og de øvrige offentligt ansatte, mens arbejdsgiverne kun får skulderklap af hver tiende. Danskernes retfærdighedssans viser sig her, vurderer professor.

 

Da formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, forleden nød en pause i overenskomstforhandlingerne, satte han sig på en bænk uden for Forligsinstitutionen. 

To forbipasserende mænd genkendte lærerformanden, der også er de kommunalt ansattes topforhandler, på bænken i det indre København:

»Vi bakker jer op. Stå fast på jeres krav,« erklærede de højlydt. 

En af mændene havde en særlig hilsen til Bondo:

»Han kom over til mig og forærede mig en femmer. 'De offentligt ansatte fortjener mere i løn', sagde han. Jeg har gemt mønten i lommen,« fortæller Anders Bondo Christensen.

Historien om femmeren leverede han fra scenen i Fredericia Messecenter, hvor 10.000 tillidsfolk torsdag var samlet til stormøde med den truende konflikt på dagsordenen. Om de varslede strejker og lockouten på en lang række statslige, kommunale og regionale arbejdspladser bliver til virkelighed, afgøres af de kommende dages forhandlinger i Forligsinstitutionen. 

Her kan Anders Bondo Christensen og de øvrige forhandlere sætte sig til bordet med visheden om, at tillidsfolkene fra Fredericia-mødet står last og brast, når det gælder krav om løn, lærer-arbejdstid og retten til betalt frokostpause. 

Bondo & co. kan også glæde sig over, at et flertal af danskerne – lige som de to mænd foran Forligsinstitutionen - i disse dage erklærer deres støtte til de offentligt ansatte.

Når sympatien er så klar, tror jeg, at det hænger sammen med, at vores strejkevarsel kun omfatter 10 pct. af medarbejderne Anders Bondo Christensen, de kommunalt ansattes topforhandler

»I debatten har man ikke mindst oplevet den statslige arbejdsgiver Sophie Løhde tage nogle kampe med lønmodtagernes forhandlere. Det giver bagslag at køre så hårdt frem. Og når danskene hører, at det går rigtig godt med samfundsøkonomien, slår deres retfærdighedssans til, og så fatter de sympati for de offentligt ansatte,« vurderer Henning Jørgensen.  

Den nye måling viser også, at danskerne har langt større forståelse for de varslede strejker end for arbejdsgivernes trussel om lockout. 41 procent af danskerne siger, at de er ’helt enige i,’ at det kan være nødvendigt at strejke. Kun 13 procent af danskerne har den samme forståelse for, at arbejdsgiverne griber til lockout.

De seneste uger har lønmodtagernes forhandlere betonet, at de ikke er i konflikt med befolkningen, og at de mener, at arbejdsgiverne  optrapper konflikten med omfattende lockoutvarsler. Strejkerne vil omfatte 70.000 offentligt ansatte, mens lockouten vil betyde, at 440.000 ikke skal møde på job.

I Kommunernes Landsforening forsvarer samtidig Michael Ziegler imidlertid det omfattende varsel om lockout: 

»Lockout er nu engang det redskab, vi som arbejdsgivere har i den danske model på arbejdsmarkedet. Formålet er at lægge et pres på forhandlingerne, så der er større sandsynlighed for at nå en aftale og dermed undgå konflikt,« skriver Michael Ziegler til Ugebrevet A4.

Mens konflikt-uret tikker, og forhandlerne gør nye forsøg på at nå hinanden i Forligsinstitutionen, funderer cheføkonom i den liberale tænketank Cepos Mads Lundby Hansen over, om ikke tiden er inde til et ’paradigmeskifte’ i forhandlings-modellen.

Det hører ikke hjemme i dette århundrede, at man centralt forhandler løn for flere hundrede tusinde offentligt ansatte Mads Lundby Hansen, cheføkonom, Cepos

»Det hører ikke hjemme i dette århundrede, at man sidder centralt og forhandler løn for flere hundrede tusinde offentligt ansatte. Det burde i højere grad foregå på de lokale arbejdspladser. Ude på den enkelte skole,« siger Mads Lundby Hansen og fortsætter:

»Derfor vil jeg opfordre til, at man fremover lægger en større del af forhandlingerne ud, så for eksempel den enkelte lærer forhandler løn direkte med sin skoleleder.«

Mads Lundby Hansen mener, at forhandlingerne på den måde vil blive tilført »en anden dynamik« og give lederen mulighed for at belønne og fastholde dygtige medarbejdere.

Han afviser, at det kan være svært at gøre eksempelvis en sosu-assistents individuelle indsats op på plejehjemmet.

»Den køber jeg ikke. Den offentlige plejehjemsleder kan sagtens vurdere, hvor dygtig en sosu-assistent er. Man skal passe på med at undervurdere offentlige ledere og medarbejdere,« siger Mads Lundby Hansen.

Kontakt
Jobannoncer

[email protected]
+45 7174 7377

Kommercielt samarbejde

Jesper Berg
[email protected]
+45 93990460

A4 Medier er en del af A4 Medier Aps
CVR-nr. 31470021
Islands Brygge 32D
DK-2300 København S

Ansvarshavende chefredaktør

Nicolai Kampmann
[email protected]


Annoncering

Forretningsbetingelser

Cookies

Brug for hjælp?

Hvis du har spørgsmål til abonnementer, jobannoncer eller generelt behov for hjælp, så skriv til [email protected] eller ring 71 74 73 77 ...