3F afviser fleksjob-forslag fra DA: Urimelig klapjagt

EllenLykkegaard646
Foto: Pressefoto 3F
17. jul. 2019 15.48
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].
Udsatte lønmodtagere i fleksjob skal ikke fattiggøres på grund af DA-spin, mener 3F.

En uopmærksom bilist. Alvorlig sygdom. En arbejdsskade eller et arbejde, som stille og rolig har slidt kroppen op.

Vi kan alle havne i en situation, hvor vi ikke kan varetage et fuldtidsarbejde. Men det skal der være plads til i vores samfund. Derfor er der forskellige socialpolitiske tiltag - eksempelvis fleksjob. Hvis du er slidt ned, hvis du er ramt af en hæmmende sygdom, eller hvis du på andre måder ikke er i stand til 8-16 hver dag, men stadig godt kan arbejde noget, kan du komme i fleksjob.

LÆS OGSÅ:  Fleksjobber i opråb: "Er vi bare en grå masse?"

Mennesker i fleksjob er udredt til et bestemt antal timer. Denne udredning foregår i henhold til de skånehensyn, som det enkelte menneske har brug for. Derfor er det for mange ikke en mulighed at bevæge sig op i timetal. På Jobindsats.dk, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings database over beskæftigelsesindsatsen, kan man se, at de fleste af folk i fleksjob ikke bevæger sig hverken op eller ned i tid.

Hvis dette bliver opfattet som udtryk for manglende økonomisk incitament til at øge arbejdstiden, antager man dermed også, at alle fleksjobbere er i jobs, hvor en fuldtidsløn ikke overstiger 20.000 med mange kroner. Fleksjobordningen er dog konstrueret således, at den kan rumme både højt og lavt lønnede. Alle skal behandles ens. Men dermed vil incitamentet til at arbejde mere, den økonomiske gevinst, også være forskelligt – lige som det er med dagpenge.

Et menneske i fleksjob må ifølge loven ikke tjene mere end en ordinært fuldtidsansat i samme stilling. Derfor vil de lavtlønnedes tilskud hurtigere falde end de højtlønnedes, da de lavtlønnede relativt hurtigt rammer samme løn, som en ordinært fuldtidsansat. Det foreslår Dansk Arbejdsgiverforening, at man ”løser” ved at fattiggøre de lavest lønnede i fleksjob. Det er både urimeligt og uanstændigt, da der er tale om folk i en uforskyldt ulykkelig situation.

Samtidig kan man se af de officielle tal, at lavtlønnede i fleksjob ikke agerer anderledes end højtlønnede. Derfor er DA’s ”problem” konstrueret, og deres ”løsningsforslag” uanstændigt.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].