Christian Danvill gik sammen med sin familie ned på gaden for at finde ud af, hvad der var årsag til det høje brag, de hørte sent tirsdag aften. Foto: Privat.

Christian hørte brag fra eksplosion: Frygtede det var en bombe ud af mange 

7. aug, 16:02
- Jeg blev nervøs for, om det her ville være den første ud af flere bomber, fordi den var så voldsom, så det var bestemt ikke drengestreger. Sådan siger Christian Danvill, der bor tæt på Skattestyrelsen, der tirsdag blev ramt af eksplosion.

Tirsdag aften sad 57-årige Christian Danvill i sin lejlighed og så fodboldholdet FCK spille mod det serbiske hold Røde Stjerne Beograd. Hans forlovede og teenagedatter var også i stuen, og der var kaffe i kopperne.

Stemningen var munter, mens familien heppede på det københavnske hold. Men familiehyggen blev brat afbrudt, da et højt brag brød gennem stuen.

- Pludselig hørte vi den her eksplosion, og så fløj jeg jo hen til vinduet, men samtidig skulle jeg se fodbold, så det var meget forvirrende for mig, siger Christian Danvill til A4 Nu.     

Han har adresse et par gader væk fra Skattestyrelsen på Østerbro i København. Det brag, som familien hørte, kom fra en eksplosion, som ødelagde hovedindgangen ved Skattestyrelsen bygninger og knuste facadens ruder.

En hændelse, som både landets Skatteminister Morten Bødskov (S) og Statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag har fordømt.  

Statsministeren sagde på et pressemøde onsdag i Statsministeriet, at eksplosionen ved Skattestyrelsen tirsdag aften er en "bevidst handling".

Frygtede fly- eller togulykke 

Da Christian Danvill hørte det gigantiske brag føltes det som om, væggene vibrerede, fortæller han.

-  Så tænkte jeg, "Gud er der sket noget med højhuset lige i nærheden?". Jeg frygtede, at der var et tag, der var faldet af en bygning. Det var en ualmindelig forkert lyd, for den varede for lang tid til at være et kanonslag, siger han.

Han nåede også at tænke, om et fly var styrtet ned, eller om et tog var kørt af skinnerne ved den nærliggende S-togsstation Nordhavn Station.    

Kort tid efter eksplosionen blev gaden oplyst af blå blink, og familien besluttede at gå ned for at finde ud af, hvad der var sket. På de nærliggende gader var mange af områdets beboere stimlet sammen.

- I det absurde kaos var det faktisk lidt hyggeligt, at man pludselig kommunikerede med omverdenen, siger Christian Danvill.  

Nogle mennesker, der ikke kunne komme hjem til deres lejligheder, fortalte, at der havde været en eksplosion. Den information gjorde ikke Christian Danvill bange for sin egen sikkerhed. Alligevel oplevede han, at kroppen gik i alarmberedskab.   

- Jeg tænkte da, om det her var en afledningsmanøvre. Jeg blev nervøs for, om det her ville være den første ud af flere bomber, fordi den var så voldsom, så det var bestemt ikke drengestreger.

Da hændelsen skete, var der to personer inde i bygningen, som ikke kom noget til. Men en forbipasserende, der befandt sig nær Nordhavn Station, blev ramt af fragmenter. Personen søgte efterfølgende behandling på en skadestue. 

Kontakt
Jobannoncer

[email protected]
+45 7174 7377

Kommercielt samarbejde

Jesper Berg
[email protected]
+45 93990460

A4 Medier er en del af A4 Medier Aps
CVR-nr. 31470021
Islands Brygge 32D
DK-2300 København S

Ansvarshavende chefredaktør

Nicolai Kampmann
[email protected]


Annoncering

Forretningsbetingelser

Cookies

Brug for hjælp?

Hvis du har spørgsmål til abonnementer, jobannoncer eller generelt behov for hjælp, så skriv til [email protected] eller ring 93 99 04 60 ...