LO og FTF må styrke samarbejdet, hvis de vil matche Bjarne Corydon og regnedrengene i Finansministeriet, mener professor Ove Kaj Pedersen fra CBS. Foto: Jakob Dall/Scanpix

ARMLÆGNING:

Ekspert: Finansministeriet tromler fagbevægelsen

14. jan 2015
LO og FTF må vedtage et nyt, stærkt samarbejde på efterårets kongresser, hvis de vil have en chance for at bide skeer med Bjarne Corydons regnedrenge, vurderer en forsker. Den kommende fusion mellem KL og Danske Regioner gør oprustningen endnu mere aktuel. Både LO og FTF fremhæver, at man er i fuld gang, men vil ikke lægge sig fast på, om det ender med en fusion.

Magten i Danmark ligger i Finansministeriet, og hvis fagbevægelsen vil have et ben til jorden, må man opruste på analysekraften. Det mener samfundsforsker på CBS professor Ove Kaj Pedersen.

»Vi har set en kæmpe centralisering omkring Finansministeriet i de seneste 10 – 15 år – ikke kun under Bjarne Corydon, men også under tidligere regeringer. Hvis man som interesseorganisation vil have en større slagkraft og indflydelse, er man simpelthen nødt til at have flere ressourcer for at kunne matche Finansministeriets analysekraft,« siger Ove Kaj Pedersen.

Hans melding kommer, netop mens lærere, sosuer, sygeplejersker og andre offentligt ansattes organisationer bokser med kommuner og regioner om overenskomster for mere end en halv million lønmodtagere.

Også de skrappe regnedrenge fra Finansministeriet er med ved bordet – ligesom embedsmænd fra departementet og Moderniseringsstyrelsen er med, når de årlige økonomiaftaler skal laves for kommuner og regioner, når statens husholdningsbudget, finansloven, skal rigges til, og når der forhandles overenskomster i staten.

Der skal være analysekraft og tænketanke, der kan matche Finansministeriet. Altså en regnedreng over for en regnedreng. Et regneark over for et regneark. Ove Kaj Pedersen, professor, CBS

I den sammenhæng finder Flemming Vinther det vigtigt, at LO og FTF drøfter alt igennem og lærer hinanden godt at kende inden et eventuelt ægteskab.

»Jeg afslører jo ikke nogen statshemmelighed ved at sige, at bare i LO-familien har vi af og til en lille smule svært ved at blive enige om alting. Det bliver ikke nemmere, hvis vi skal være sammen med mere end 70 FTF-forbund,« siger han.

Med soldaterformandens ord kan man analysere sig herfra og til månen og tilbage igen, men det nytter ikke noget, hvis der ikke er mandat til at bruge analysen til at anlægge en slagkraftig politisk linje.

»Du kan jo have hele Rigsarkivet fyldt med analyser, men hvad nytter det, hvis du ikke kan bruge det til noget?« spørger Flemming Vinther.

Endelig fremfører han, at det snildt kan lade sig gøre at pulje sine ressourcer sammen på en intelligent måde uden at gifte sig.

»For mig er det helt afgørende, at vi bliver politisk stærkere, men om det skal ske via en sammenlægning eller på en anden måde er for tidligt at sige. Men selvfølgelig skal vi hele tiden overveje, om hovedorganisationsstrukturen passer til arbejdsmarkedet, og om vi kan blive stærkere politisk og leverer endnu mere for pengene til vores medlemmer,« siger han og tilføjer:

»Hold op, nu lyder jeg vist som finansministeren.«

Fusion er ikke nogen let operation

Flere forbundsformænd fra FTF, blandt andre Dansk Socialrådgiverforenings formand Majbrit Berlau og Politiforbundets formand Claus Oxfeldt, har tidligere udtalt sig meget varmt om en fusion mellem de to hovedorganisationer. I LO er meningerne mere delte og blandt andet Danmarks største fagforbund, 3F, er lunkne ved tanken om at gifte sig med de offentlige ansatte i FTF.

Netop uenighederne understreger ifølge professor Ove Kaj Pedersen, at det er vigtigt at være enige, inden man smelter sammen.

»Vi ved alle sammen, at det ikke er nogen let operation at lægge LO og FTF sammen, og at der er masser af modstand imod den. Sådan en fusion skal tage sin rimelige tid og gennemføres under hensyntagen til traditioner og historie, men den skal ende lykkeligt og må ikke hastes igennem,« mener Ove Kaj Pedersen.

Kontakt
Jobannoncer

[email protected]
+45 7174 7377

Kommercielt samarbejde

Jesper Berg
[email protected]
+45 93990460

A4 Medier er en del af A4 Medier Aps
CVR-nr. 31470021
Islands Brygge 32D
DK-2300 København S

Ansvarshavende chefredaktør

Nicolai Kampmann
[email protected]


Annoncering

Forretningsbetingelser

Cookies

Brug for hjælp?

Hvis du har spørgsmål til abonnementer, jobannoncer eller generelt behov for hjælp, så skriv til [email protected] eller ring 93 99 04 60 ...