Johanne Kloster Kirk har netop afsluttet uddannelsen Global Studies på Lund Universitet og meldte sig for nylig ledig. I jobcentret blev hun sat i højrisiko-gruppen for ledighed. Foto: Privat foto

Interview:

'Hvis jeg ikke har fået et job om to måneder går jeg i panik'

21. aug, 4:00
Johanne Kloster Kirk er nyuddannet akademiker, og selvom hun ved, hun stiler højt med sine karriereplaner og risikerer at gå arbejdsløs, satser hun på at lande drømmejobbet hurtigt.

Dimittendledighed rammer mange nyuddannede, og specielt nyuddannede akademikere i København har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet.

Den besked fik Johanne Kloster Kirk på jobcenteret i København, da hun for lidt over to måneder siden meldte sig ledig.

Hun har netop afsluttet universitetsstudierne på Global Studies på Lund Universitet, og i jobcentret blev hun sat i højrisiko-gruppen for ledighed.

Hun ved godt, at hun ville være havnet i lavrisiko-gruppen, hvis hun fx. havde læst til ingeniør, men hun har ikke fortrudt sit studievalg.

LÆS OGSÅ: Sådan undgår du stress i jobcenterkøen

 -  Nogle vælger deres studie ud fra, at de nemt kan få et job bagefter eller tjene mange penge, men det har jeg aldrig tænkt over, siger Johanne Kloster Kirk.

Hun hele tiden har vidst, at der var en sandsynlighed for, at hun ikke ville stå med et job på hånden, når hun blev færdig med sin uddannelse.

En analyse fra Akademikerne viser således, at 18,3 procent af samtlige nyuddannede i 2015 med lange, videregående uddannelser var ledige et år efter endt uddannelse.

Analysen viser også, at ledigheden for universitetsuddannede næsten var halveret efter to år og lå på 10,9 procent. 

Johanne Kloster Kirk

- 25 år 

- Kandidatgrad fra Global Studies, Lund Universitet

- Bor i København

- Drømmer om at arbejde i et ministerium

Men det tager hun foreløbigt ikke så tungt, og lige nu er hun mere forventningsfuld end bekymret for, hvad fremtiden byder.

Ambitionerne og drømme er store. Hun skal arbejde med international politik, og hun tror på, hun har gjort forarbejdet, så det kan lykkes.

Høje ambitioner

I løbet af studietiden arbejdede hun som studentermedhjælper hos DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier), og hun nåede også forbi den danske ambassade i Washington D.C. i et halvt års udveksling.

Lige nu søger hun kun "drømmejob" i ministeriers internationale afdelinger. Det seneste job var der 270 ansøgere til. 

- Jeg ved, jeg er en god kandidat. Det er jeg slet ikke i tvivl om, men jeg kan ikke konkurrere med én, der har fem års erfaring, siger Johanne Kloster Kirk.

LÆS OGSÅ: 'Aktivering er en klub, jeg ikke vil være en del af'
 
Hun har indtil videre søgt 15 stillinger uden at være blevet kaldt til samtale.

- Hvis jeg ikke har fået et job om to måneder, går jeg i panik. Jeg vil i hvert fald skulle revurdere min søgetaktik til den tid, siger hun.

Om hun ender med at skulle sænke sine ambitioner, vil tiden vise.

- Voksne siger altid: ‘slap af, du kan altid skifte', 'du kommer til at skifte mange gange i dit liv' eller 'arbejdsmarkedet har ændret sig’, siger Johanne Kloster Kirk.

Det kan hun sådan set godt forstå, men nu har hun med egne ord "fucking læst" i fem år, og "så er det klart", at hun gerne vil bruge den uddannelse, hun har brugt så meget tid på, til noget fornuftigt.

Kontakt
Jobannoncer

[email protected]
+45 7174 7377

Kommercielt samarbejde

Jesper Berg
[email protected]
+45 93990460

A4 Medier er en del af A4 Medier Aps
CVR-nr. 31470021
Islands Brygge 32D
DK-2300 København S

Ansvarshavende chefredaktør

Nicolai Kampmann
[email protected]


Annoncering

Forretningsbetingelser

Cookies

Brug for hjælp?

Hvis du har spørgsmål til abonnementer, jobannoncer eller generelt behov for hjælp, så skriv til [email protected] eller ring 93 99 04 60 ...