"Nogle gange savner jeg dengang, jeg bare arbejdede på McDonald's", siger 24-årige Trine Cosmus Nobel. På billedet sidder hun sammen med sin mormor, 78-årige Lisbeth Nobel. Foto: Marie Hald

'Jeg savner dengang, jeg bare arbejdede på McDonald's'

29. sep, 2:00
24-årige Trine Cosmus Nobel og mormoren, 78-årige Lisbeth Nobel, diskuterer den stress, usikkerhed og det pres, unge oplever på vej ud på arbejdsmarkedet. Hør dem i A4 Arbejdslivs podcast.

Ældre danskere hører til den mest livstilfredse generation i hele EU, men for Danmarks unge generation er historien en anden.

De fortæller om økonomisk usikkerhed, om pres fra uddannelsesstederne og arbejdsmarkedet og er den generation, hvor stressniveauet er steget højest, i en ny undersøgelse fra EU, som A4 Arbejdsliv har beskrevet.

Men hvordan er kløften mellem de to generationer opstået?

Og hvordan ser de to generationer på meningen med arbejdslivet - og livet generelt?

A4 Arbejdsliv har sat 24-årige Trine Cosmus Nobel i stævne med hendes mormor, 78-årige Lisbeth Nobel, for at få nogle svar.

Hør hele samtalen mellem Trine Cosmus Nobel og Lisbeth Nobel her:

LÆS OGSÅ: 68’ere ser tilbage på et langt arbejdsliv: ‘Vi havde magten’
 

De to mødes over en kop kaffe hos mormoren i Virum, nord for København, hvor Trine Cosmus Nobel, der er studerende, fortæller, at hun har svært ved at få fritid, familie og arbejdsliv til at hænge sammen.

- I sidste uge tænkte jeg, at jeg nok må skære ned på søvn for at få det hele til at passe, siger Trine Cosmus Nobel.

Når hun kigger sig omkring på sin vennekreds, bliver hun bekymret.

- Jeg kender så mange, der har angst og bliver depressive, fordi de har så meget at se til. Det synes jeg sgu er lidt scary, siger Trine Cosmus Nobel.  

- Nogle gange savner jeg dengang, jeg bare arbejdede på McDonald's, siger hun. 

Trine Cosmus Nobel og Lisbeth Nobel (til højre). Foto: Marie Hald

Unge har for travlt

Hendes mormor, Lisbeth Nobel, er godt klar over, at unge er pressede i dag. 

- Unge mennesker i dag oplever et kæmpe pres, fordi de skal præstere hele tiden, siger hun.

Men hun forstår ikke, hvorfor unge har så travlt.

Lisbeth Nobel mener, de bør skrue ned for ambitionerne og skabe sig en hverdag, hvor fritid, studieliv og arbejde hænger sammen.

- Jeg valgte at gå i lære i tre år på et laboratorium, men det var jo noget andet at gå på arbejde dengang. Forretningerne lukkede klokken 17.30, og vi arbejdede fem-seks dage om ugen. Lørdag var en arbejdsdag, og vi havde 14 dages ferie. Sådan var det bare, fortæller Lisbeth Nobel.

Da hun var færdiguddannet og fik sit første barn med sin mand, forlod hun arbejdsmarkedet igen. 

- Det var helt naturligt, at man sluttede sin karriere som kvinde. Det gjorde de fleste kvinder dengang, der havde mulighed for det, siger Lisbeth Nobel.

Få de bedste historier fra A4 Arbejdsliv i din indbakke

- Man indrettede sig sådan, at man kunne leve af én løn. Der var ikke nogle børnehaver eller vuggestuer, og man havde barselsorlov i tre måneder. Det var forfærdelige betingelser, men det var betingelserne dengang, siger hun.

Trine Cosmus Nobel forstår ikke, hvorfor hun absolut skal have børn.

- Jeg tror måske heller ikke, at meningen med livet er at stifte familie. Som kvinde kan man godt være lidt bange for, at det er mig, der skal gå ned i tid, og mig der skal gå på kompromis med min karriere, siger hun.

Når Lisbeth Nobel hører om det arbejdsmarked, hendes barnebarn er på vej ud på i dag, med flere løse ansættelser og projektstillinger, mener hun ikke kun, der er ulemper ved det.  

-Det kan også have sine fordele. Jeg har arbejdet i staten, hvor der var tjenestemandsansættelser, og der sad nogle, som burde være gået på pension, og som man ikke kunn komme af med, siger hun.

Mange unge vælger ikke at være er en del af en fagforening, for de er lavet til de fastansatte.
Trine Cosmus Nobel, 24 år, studerende.

Men udviklingen bekymrer hende også.

- Arbejdsmarkedet er benhårdt i dag. Jeg tror nok, Trine skal klare sig, men jeg tror, der er nogle, der får det svært, siger Lisbeth Nobel.

Alt i alt er Trine Cosmus Nobel fortrøstningsfuld på sin generations vegne.

- Jeg tror på, at vi nok skal klare den, for vi har allerede prøvet at være stressede, men jeg tror, det bliver i en version , hvor vi nok ikke har det optimalt.

Men hun mener ikke, at unges problemer bliver taget alvorligt nok.

- Der skal ske noget i samfundet, før vi får det godt. Mange unge vælger ikke at være er en del af en fagforening, for de er lavet til de fastansatte. Vi gør ikke nok for at tilpasse velfærdsstaten til os unge, som har svært ved at blive en integreret del af arbejdsmarkedet, siger hun. 

Tegn et gratis og uforpligtende prøveabonnement på A4 Arbejdsliv

Kontakt
Jobannoncer

[email protected]
+45 7174 7377

Kommercielt samarbejde

Jesper Berg
[email protected]
+45 93990460

A4 Medier er en del af A4 Medier Aps
CVR-nr. 31470021
Islands Brygge 32D
DK-2300 København S

Ansvarshavende chefredaktør

Nicolai Kampmann
[email protected]


Annoncering

Forretningsbetingelser

Cookies

Brug for hjælp?

Hvis du har spørgsmål til abonnementer, jobannoncer eller generelt behov for hjælp, så skriv til [email protected] eller ring 93 99 04 60 ...