Pædagog: Normeringskrav er kun begyndelsen

5. sep, 15:35

THOMAS GYLDAL PETERSEN, formand for KL’s Børne- og undervisningsudvalg, rækker hånden ud til pædagoger og forældre, da han d. 3 september i Altinget skriver, at han gerne vil danne fælles front for at tale dagtilbuddene op. Dog føler jeg, som pædagog, at han taler ned til mig.

Jeg synes, at det er direkte nedladende og negligerende at kalde minimumsnormeringer for “lette slagord”
Malene Seest Holmqvist, pædagog og blogger

For han vil ikke anerkende vores vurdering, som fagfolk, af, hvad der er brug for i daginstitutionerne, og han forsimpler vores krav og behov.

Læs også: Hver anden kommune skærer ned: Sparekniv rammer børnene

Han mener, at vi skal passe på med at reducere ambitionen om kvalitet til kun at handle om minimumsnormeringer, fordi det også handler om tilrettelæggelse og ledelse. Det vil jeg give ham fuldstændig ret i, for området er blevet svigtet igennem så mange år, at der er alt for dårlig ledelse mange steder. Pædagogernes uddannelse er svækket, så det afspejler sig i hverdagen på gulvet.

Minimumsnormeringer er ikke løsningen på det hele, men det er det nødvendige første skridt, før vi kan få gavn af de andre tiltag. Lige meget hvor dygtig du er som leder og tilrettelægger, bliver puslespillet aldrig færdigt, hvis der mangler 10 brikker. Så kan du blive ved at at flytte rundt på dem, og der vil altid være huller. I dette tilfælde vil hullerne være børn, som svigtes. Børn, som ikke bliver set, trøstet, talt med, støttet i leg, får hjælp til at spise eller gemmer sig i garderoben, fordi der ikke er pædagoger nok. Jeg er nysgerrig på, hvordan knus, kram, smil, trøst og leg kan effektiviseres.

Jeg er nysgerrig på, hvordan knus, kram, smil, trøst og leg kan effektiviseres
Malene Seest Holmqvist, pædagog og blogger

Thomas Gyldal Petersen siger, at velfærd skal tænkes ind i en større kontekst, fordi midlerne til minimumsnormeringer er svære at finde. Der er stigende udgiftspres på det specialiserede område. Men vi tænker netop velfærd i en større kontekst ved at ville tilgodese og prioritere børneområdet. Fordi alle fagfolk, psykologer og forskere siger, at det er en god investering for samfundet. Fordi udgiftspresset på blandt andet det specialiserede område vil stige endnu mere, hvis ikke vi prioriterer minimumsnormeringer som det første skridt og derefter tager de næste skridt.

JEG SYNES, at det er direkte nedladende og negligerende at kalde minimumsnormeringer for “lette slagord”. For det er i virkeligheden desperate nødraketter fra et område, som har været svigtet og nedprioriteret igennem så mange år, at resultatet er skræmmende. En hverdag, hvor Sofia på 3 år vandrer rundt alene på legepladsen og venter på sin mor. Eigil bliver sendt i skole med en diagnose på grund af manglende nærvær og anerkendelse af behov. Adskillige børn bliver efterladt alene på toilettet, ved spisebordet eller i garderoben. Det har konsekvenser for resten af deres liv.

Læs også: Pædagog: Børn har brug for en voksen som har deres ryg

Kære Thomas Gyldal Petersen! Jeg vil som pædagog rigtig gerne danne fælles front. Men det kræver, at du indser, at vi, pædagoger, også er en del af kommunerne i denne sammenhæng, for det er os, som kender behovene ude i institutionerne.

Vi er enige om, at vi er alt for få pædagoger til at løse opgaven. Lovbestemte minimumsnormeringer spænder ikke ben for lokale forhold, ønsker og behov, for det er kun bunden. Ingen steder vil minimumsnormeringer være for meget, men mange steder vil det stadig være for lidt.

SÅ LAD OS danne fælles front og kræve, at regeringen sørger for den nødvendige økonomiske ramme, så vi kan koncentrere os om at bygge ovenpå, hvor det er nødvendigt. For derefter at kigge på forbedring af ledelse og tilrettelæggelse af arbejdet.

Kontakt
Jobannoncer

[email protected]
+45 7174 7377

Kommercielt samarbejde

Jesper Berg
[email protected]
+45 93990460

A4 Medier er en del af A4 Medier Aps
CVR-nr. 31470021
Islands Brygge 32D
DK-2300 København S

Ansvarshavende chefredaktør

Nicolai Kampmann
[email protected]


Annoncering

Forretningsbetingelser

Cookies

Brug for hjælp?

Hvis du har spørgsmål til abonnementer, jobannoncer eller generelt behov for hjælp, så skriv til [email protected] eller ring 93 99 04 60 ...