Som følge af 2006-velfærdsreformen (hvor den lovgivningsmæssige pensionsalder blev sat til at følge den stigende levetid i fremtiden) og tilbagetræknings-reformen fra 2011 (med forkortelse af efterlønsperioden og fremrykning af forhøjelsen af pensionsaldrene) er efterlønsalderen allerede steget, så den i dag er 62,5 år, mens folkepensionsalderen næste år sættes op fra de nuværende 65 år.

I 2022 rammer folkepensionsalderen således 67 år. Fra 2030 sættes den yderligere op til 68 år. Efterlønsalderen er 65 år fra 2027.

Man kan høre forslag herhjemme om, at pensionsalderen skal sættes endnu mere op. Frederik I. Pedersen, cheføkonom i 3F

Det er præcis, hvad opgørelsen fra Finansministeriet viser, se figur. Kigger man på 90’erne viser den, at målt på den lovgivningsmæssige folkepensionsalder lå pensionsperioden helt nede under 13 år (mørkeblå kurve i figuren med formel pensionsperiode i figuren). Måler man derimod på den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder, så lå den reelle pensionsperiode derimod mellem cirka 17 og cirka 20 år (lyseblå kurve med gennemsnitlige tilbagetrækningsperiode i figuren).

I årene frem mod 2030 ligger den formelle pensionsperiode omkring 18 år i gennemsnit, mens den reelle pensionsalder i gennemsnit ligger omkring 17 år. Kigger man ud i tid så dykker den formelle pensionsperiode ganske markant ned mod 15¼ år, mens den reelle pensionsperiode ligger og svinger omkring knap 16½ år, når vi kommer ud på den anden siden af 2030.

Så mens udviklingen i den formelle pensionsperiode giver indtryk af en mærkbar ulighed mellem de nuværende og fremtidige generationer, så er forskellen i pensionsperioden markant mindre, når man måler på den reelle længde. Det kan man i figuren se ved, at den lyseblå kurve er langt mere flad end den mørkeblå.

Generationstyveri er et postulat

Det er den anden vigtige pointe, fordi mange med udgangspunkt i den mørkeblå kurve argumenterer for at øge pensionsalderen tidligere på grund af et påstået såkaldt 'generationstyveri'.

Finansministeriets svar afslører også årsagen til dette billede:

Med en efterlønsordning, der de facto er på vej mod udfasning, er det ikke den, der trækker. Det gør derimod tilgangen til førtidspension – en ordning der forventes at fylde markant mere for de fremtidige generationer. Dertil kommer, at flere frivilligt forventes at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet for egne midler før den lovgivningsmæssige pensionsalder.

Hvor markant et skifte, der er tale om for udviklingen i førtidspensionen, viser et andet svar til folketinget baseret på Finansministeriets lange fremskrivninger.

Hver fjerde slutter arbejdslivet på førtidspension

Hvor det i dag (2017 i figuren) gennemsnitligt er cirka 16 procent af befolkningen, der er på førtidspension året inden den lovgivningsmæssige folkepensionsalder, forventes denne andel i fremtiden at stige til gennemsnitligt cirka 22,25 procent i 2050 og knap 24 procent i 2080.

Hvad kan man så uddrage af det:

For det første skal man passe ekstremt meget på med at argumentere for en endnu højere pensionsalder i dag med henvisning til en stor ulighed i længden i pensionsperioden på tværs af generationer. Som det helt åbenlyst fremgår ovenfor, er der både bagud og fremad i tid, stor forskel på den formelle og den reelle pensionsperiode.

Derudover så springer det i den grad i øjnene, at næsten hver fjerde i befolkningen i fremtiden forventes at ende arbejdslivet på førtidspension. Og det er den tredje vigtige pointe. Det uhyggelige tal viser på den ene side, at der er afsat nogle midler i Finansministeriets lange fremskrivninger til førtidig tilbagetrækning. På anden side virker det simpelthen urealistisk, medmindre de nuværende tilkendelseskriterier løsnes.

Denne analyse er skrevet af en ekstern skribent og er ikke udtryk for Ugebrevet A4's holdning.

Analyse: Pas på med argumenterne i debatten om pensionsalder

Interesseret i et abonnement på A4 Aktuelt? - KLIK HER!

Prøv 14 dage for 0 kr. - ingen binding eller kreditkort

Analyse:
Pas på med argumenterne i debatten om pensionsalder