Jacob Mark (SF) kalder det "torskedumt", at regeringen ikke har fjernet sparekravene til studievejledning. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.

Regeringen skærer på studievejledning: "Torskedumt"

10. okt, 16:42
Trods regeringsskiftet skal Studievalg Danmark fortsat spare to procent om året. Det vil ramme de unge på ungdomsuddannelserne, som har brug for studierådgivning, mener direktør. SF vil have besparelsen fjernet.

De faste, årlige besparelser på uddannelserne skal stoppe, mener regeringen.

Men nu møder uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) kritik fra SF for at fortsætte besparelserne på Studievalg Danmark, som vejleder unge på landets ungdomsuddannelser i deres valg af videregående uddannelse.

LÆS OGSÅ: Akademiker-top overrasker: Bakker op om tidlig pension til Arne

I regeringens forslag til finanslov for næste år er Studievalg Danmark nemlig fortsat omfattet af det omprioriteringsbidrag, som betyder, at man skal spare to procent hvert år.

- Det er torskedumt, fordi mange unge har brug for bedre vejledning, når de skal træffe valg om uddannelse, siger SF's uddannelses- og forskningsordfører, Jacob Mark.

Omprioriteringsbidraget betyder mindre vejledning til de unge.
Mathilde Tronegård, direktør i Studievalg Danmark

Hos Studievalg Danmark er man også kede af, at besparelserne skal fortsætte efter regeringsskiftet. Mathilde Tronegård, direktør i Studievalg Danmark, peger på, at der er tale om en lille institution, som vejleder unge i alle hjørner af landet. Ifølge hende ligger omprioriteringsbidraget for Studievalg Danmark på omtrent 800.000 kroner årligt, hvilket svarer til to årsværk.

- Omprioriteringsbidraget betyder mindre vejledning til de unge. Der kommer til at gå længere tid, inden de kan komme til en vejleder, og det vil betyde lidt færre samtaler om uddannelse, karriere, valg og tvivl for den enkelte, siger Mathilde Tronegård.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen skriver i et mailsvar til A4Nu, at regeringen har "prioriteret at fjerne besparelserne på alle uddannelser, men har ikke fundet penge til at fjerne alle den tidligere regerings besparelser".

- Studievalg Danmark er ikke en uddannelsesinstitution. Derfor er Studievalg Danmark heller ikke omfattet i udkastet til finansloven, hvor vi foreslår at annullere den tidligere regerings omprioriteringsbidrag på alle uddannelser, lyder det i svaret fra uddannelses- og forskningsministeren.

Åbner for erhvervsuddannelse

SF vil i forbindelse med finanslovsforhandlingerne rejse krav om, at Studievalg Danmark fremover skal friholdes fra omprioriteringsbidraget.

Derudover vil Jacob Mark også gerne ændre reglerne, så Studievalg Danmark fremover ikke alene kan vejlede de unge om videregående uddannelser, men også om erhvervsuddannelser.

Det er en god idé, mener Mathilde Tronegård, som peger på, at der i alle klasser på de gymnasiale uddannelser sidder elever, som er interesseret i at tage en erhvervsuddannelse.

- De unge går slet ikke op i, hvilken kasse en uddannelse ligger i. Derfor giver det ikke mening, at vi kun har hjemmel til at vejlede om dele af uddannelsessystemet (de videregående uddannelser, red.), siger hun.

Hvad er Studievalg Danmark?

Studievalg Danmark er en selvstændig organisation, placeret under Uddannelses- og Forskningsministeriet. Studievalg Danmark består af et sekretariat, som er placeret i Odense, samt syv centre rundt i landet, som udfører vejledningen. Læs mere her.

Kontakt
Jobannoncer

[email protected]
+45 7174 7377

Kommercielt samarbejde

Jesper Berg
[email protected]
+45 93990460

A4 Medier er en del af A4 Medier Aps
CVR-nr. 31470021
Islands Brygge 32D
DK-2300 København S

Ansvarshavende chefredaktør

Nicolai Kampmann
[email protected]


Annoncering

Forretningsbetingelser

Cookies

Brug for hjælp?

Hvis du har spørgsmål til abonnementer, jobannoncer eller generelt behov for hjælp, så skriv til [email protected] eller ring 93 99 04 60 ...