Sygeplejerske og SF'er: Drop så det gebyr!

16. sep, 20:19

SOM HJEMMESYGEPLEJERSKE kom jeg hos en familie, hvor manden, der var kommet hertil i 60'erne med sin familie, var dødeligt syg. Han havde kort tid tilbage at leve i. Hans kone kunne ikke et ord dansk. Jeg kunne ikke engang spørge til hendes dag og hendes eventuelle tanker om fremtiden. Parrets børn var spredt udover Europa og al kommunikation med ”System Danmark” var gået igennem manden, en i øvrigt varm og venlig mand der nu så sin snarlige død i øjnene.

LÆS OGSÅ: Læger om omstridt gebyr: "Et misfoster der truer patientsikkerheden"

Jeg har over årene mødt flere af den slags kvinder. I lejlighederne kører fjernsynet med oprindelseslandets tv-programmer, og de ved efter 10-20-30 år i landet ikke, hvad Christiansborg er, eller hvad lederen af landet hedder. Jeg gjorde mig mange overvejelser i forhold til, hvilken fremtid hun nu stod overfor, og hvem der skulle tale hendes sag. Hun var fuldstændig afhængig af andres hjælp eller af en tolk.

SOM KVINDE GYSER JEG ved tanken om de manglende muligheder og den manglende frihed. Tænk ikke at kunne tale frit med de mennesker, der skal hjælpe en. Tænk ikke at kunne gøre sig forståelig overfor lægen. Tænk ikke at have en stemme selv. Det er muligt, det passer nogle af de pågældende kvinder godt, men har de reelt chancen for at vælge? Og er det det, vi ønsker for det danske samfund og kvinder i Danmark? Jeg gør ikke.

Det skal ikke være frivilligt, om du vil lære sproget i det land, du bosætter dig i. Fordi sproget er forudsætningen for en fælles forståelse
Lise Müller, sygeplejerske og næstformand i SF

Som sygeplejerske kan jeg se, hvor store vanskeligheder det kan have at hjælpe denne kvinde. Hvor svær samtalen kan blive, selv med en tolk. Den dybe tillidsfulde samtale, der flyder, der hvor du fornemmer og hører i tone og sprog, hvornår du rammer noget rigtigt, eller hvornår der åbnes en dør til at spørge ind. Det er svært.

LÆS OGSÅ: Omstridt gebyr er en underskuds­forretning i million­klassen

På alle måder er jeg tilhænger af, at alle skal lære sproget – også med tvang. Jeg er helt forundret over, at vi faktisk har ladet mennesker bosætte sig, uden at kræve at give dem, uden at kræve at de tilegner sig de værktøjer, der er så vigtige for, at de bliver en ligeværdig del af samfundet. Jeg er endda indstillet på sanktioner over for de, der nægter. Det skal ikke være frivilligt, om du vil lære sproget i det land, du bosætter dig i. Fordi sproget er forudsætningen for en fælles forståelse.

HVAD JEG DOG MENER er skudt helt ved siden af, er at man vil løse dette i sundhedsvæsnet via et tolkegebyr. Det påfører et udmattet sundhedsvæsen irrelevante opgaver, det er dyrt og det er potentielt risikabelt, idet en manglende tolk kan forlænge eller udløse den forkerte behandling. Det er også på et meget sårbart tidspunkt i et menneskes liv, at vi vil gøre op med vores egen forfejlede politik. I årevis er der talt om, at vi skal mindske bureaukratiet og stoppe med at udføre tåbeligt arbejde. Alligevel fastholder man, at integrationsarbejdet skal udføres i sundhedsvæsenet som kompensation for vores fejlslagne integrationspolitik.

LÆS OGSÅ: Lise har været sygeplejerske i 20 år: Der har manglet en milliard længe!

Dertil kommer, at tolkegebyret kun har indbragt tre millioner kroner, mens det so far har kostet syv millioner kroner. De fire millioner kroner i udgifter kunne man i stedet have tilført danskundervisningen. Man bør i hvert fald spørge sig selv, om det har fået mennesker i sprogskole, eller om det bare har gjort dem fattigere og mere sårbare.

Kære Regering. Drop så det gebyr. Det er dyrt og besværligt og løser ikke det egentlige problem. Og i halen på det, så indkald gerne til forhandlinger om, hvordan vi undgår, at kvinder og mænd ikke lærer dansk!

Kontakt
Jobannoncer

[email protected]
+45 7174 7377

Kommercielt samarbejde

Jesper Berg
[email protected]
+45 93990460

A4 Medier er en del af A4 Medier Aps
CVR-nr. 31470021
Islands Brygge 32D
DK-2300 København S

Ansvarshavende chefredaktør

Nicolai Kampmann
[email protected]


Annoncering

Forretningsbetingelser

Cookies

Brug for hjælp?

Hvis du har spørgsmål til abonnementer, jobannoncer eller generelt behov for hjælp, så skriv til [email protected] eller ring 93 99 04 60 ...