Synspunkt:
På tide at finde fælles veje til at sætte arbejdstiden ned

Sommerferie får en ting til at stå klart: Der er forskel på arbejdstid og fritid. Derfor har reducering af arbejdstid også været en historisk mærkesag for arbejderbevægelsen verden over - og med succes.

Arbejdstiden er faldet markant over de seneste 100 år. Før 70’erne skete der et kraftigt dyk, men i de seneste 20 år er udviklingen stoppet. Og i visse lande er arbejdstiden endda begyndt at stige.

Reduktionen i arbejdstid har haft mange former. Først blev længden af arbejdsdagen begrænset, så blev weekender introduceret efterfulgt af betalt ferie og generel nedsættelse af arbejdstiden. De her ændringer er primært et resultat af lovgivning og overenskomster, men der er også sket vigtige ændringer i arbejdsmarkedet, der har ført til et generelt fald i det gennemsnitlige antal arbejdstimer.

Deltidsarbejde er skævt fordelt

Indenfor det seneste årti har en fuldtids-arbejdsuge stabiliseret sig på en 40-42 timer, men antallet af timer i en gennemsnitlig arbejdsuge er fortsat faldet. Dette skyldes en af de største arbejdstids eksperimenter nogensinde: Udbredelsen af deltidsarbejde.

Desværre er udviklingen ikke lige fordelt på tværs af økonomiske sektorer, lønniveauer og faglighed. Deltidsansættelser er mest koncentreret omkring lavtlønnede servicesektorjob og varetages mest af kvinder.

Det generelle fald i arbejdstid som effekt af lovgivning og overenskomster havde en påvirkning på arbejdsmarkedet i det store hele, og der blev også taget hensyn til fordelingen indkomster.

Modsat dette, blev deltidsarbejde udarbejdet i skyggesiden af lovgivningen, og desværre på mere individuelle vilkår uden hensyn til indkomstfordelingen. Oveni dette er reduceringen ofte betalt helt og holdent af hvert deltidsansatte individ.

Det har været den generelle udvikling i arbejdsmarkedet, og specielt væksten af deltidsarbejde, der har drevet faldet i gennemsnittet af faktisk arbejdede timer i løbet af de seneste 20 år. Og udover den franske lovgivning om 35 timers arbejdsuger har der været meget lidt snak omkring en generel reducering af arbejdstid. Parallelt med denne udvikling, er mulighederne for både arbejdssted og – tider blevet endnu mere fleksible. (Messenger, 2018 - se referencer nedenfor).

Gode eksempler

Af mange årsager har en kollektiv reducering af arbejdstid fundet vej tilbage på dagsordenen.

For det første er kvindelig ansatte begyndt at genoverveje deres position på arbejdsmarkedet. Deltidsansatte kvinder ser, at de er nødsaget til at have et betalt arbejde, men når de samtidig skal stå for det meste af husholdningen, kan de på jobbet ikke konkurrere med fuldtidsansatte mænd.

For det andet har digitaliseringen af arbejdsmarkedet tendens til at betyde et netto-tab af job og ikke en netto-skabelse af job (om det faktisk forholder sig sådan vides endnu ikke med sikkerhed).

For det tredje kræver debatten om klimaforandringer en ændring i produktions- og forbrugsmodellen, der eventuelt vil føre til en netto-tab i mængden af tilgængeligt arbejde.

For det fjerde kalder den aldrende arbejdskraft på en mere bæredygtig balance i løbet af ens arbejdsliv og derfor en anderledes distribution af arbejdstimer på tværs af livet.

Det er på tide at genoverveje, hvordan man kollektivt reducerer arbejdstiden, og der findes et stort bagkatalog af case-studier fyldt med anbefalinger til, hvordan man bedst muligt sænker det kollektive antal arbejdstimer, om det er på nationalt, sektorielt eller firma niveau (De Spiegelaere og Piasna, 2017 - se referencer nedenfor) .

Og oveni har nye ændringer rundt omkring i Europa givet håb om, at nedsættelse af arbejdstider (uden tab af løn!) er inden for rækkevidde:

• I Holland indgik fagforeningen FNV Security en aftale i september 2018, der sikrer 30.000 sikkerhedsvagter en lønstigning og en nedsættelse af arbejdstiden på to timer om ugen (fra 38 timer til 36 timer).
• I Tyskland indgik Deutsche Telekom en aftale i april 2018, der dækker alle 55.000 ansatte. Aftalen giver de ansatte en lønstigning på omkring fem procent og en sænkning af arbejdstimer på to timer om ugen. Men i dette tilfælde ses reduceringen - i form af ekstra 16 dages ferie.
• Og i det sidste eksempel skal vi til Storbritannien, hvor der debatteres omkring en fire dages arbejdsuge. Her underskrev fagforeningen CWU en aftale med Royal Mail tilbage i januar 2018, der også sikrer en 2 timers sænkning af arbejdstimer (fra 39 til 37 timer) i løbet af de næste 2 år, samt en lønstigning på 2 procent. I 2020 er målet en 35 timers arbejdsuge, hvilket er meget tæt på en fire dages arbejdsuge.

I mange andre firmaer og lande drejer aftalerne sig omkring valget mellem flere penge eller mere fritid for de ansatte. Overenskomster giver muligheden for enten en lønstigning på for eksempel tre procent eller i stedet en reducering af arbejdstimer, der er proportionelt med lønstignings-tilbuddet. Den her mulighed for frit valg er blevet forhandlet i blandt andet hjem i den østrigske elektricitets sektor, Deutsche Bahn, Deutsche Post og mange andre firmaer på tværs af Europa.

Lavere arbejdstid er mulig!

Antallet af arbejdstimer har stået højt på fagbevægelsens dagsorden i evigheder, og det radikale dyk i antallet af arbejdstimer er en af fagbevægelsens største succeser. I løbet af de seneste år har den generelle måde at reducere arbejdstiden dog været individuel og betalt af egen lomme fra den ansatte: Igennem deltidsarbejde. En sådan tilgang har mange ulemper, og fagbevægelsen er derfor begyndt at genfinde interessen for en klar og stærk politik omhandlende arbejdstiden. Og heldigvis viser nylige aftaler, at det er et opnåeligt mål.

Referencer:
De Spiegelaere, S. and Piasna, A. (2017) The why and how of working time reduction, Brussels, ETUI.
Messenger, J (2018) Working time and the future of work, Geneva: ILO Future of Work Researhc Paper Series.

Oversat af Nicolai Toft Sode,