Venstres formandsskab møder nu fornyet modstand fra Midtjylland. Foto: Mads Claus Rasmussen / Scanpix

V-højborg vil af med Løkke og Jensen: "Der skal ryddes op"

27. aug, 17:23
Venstre i Region Midtjylland har bedt formandskabet Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen om at trække sig.

Venstre i Region Midtjylland opfordrer nu offentligt Venstres formandskab - formand Lars Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensen - til at trække sig fra deres poster.

Det skriver Avisen Danmark og TV Midtvest. Meldingen fra den magtfulde region, der er del af Kristian Jensens bagland, kommer efter et møde mandag i Pårup.

- Der har været alt for meget turbulens i Venstre. Vi synes, at det er nu, der skal ryddes op. Der er fire år til næste valg.

- Det handler ikke om, at vi ikke er tilfredse med det nuværende formandskab, for de har gjort et fantastisk stykke arbejde på alle fronter.

- Men på et tidspunkt må der være nogle voksne i lokalet, der siger, at nu skal der ryddes op, siger formanden for Venstre i Region Midtjylland, Jens Nicolai Vejlgaard, til TV Midtvest.

Den åbne opfordring kommer efter flere måneders uro i Venstre om ledelsen, ikke mindst om hvem der skal erstatte Lars Løkke Rasmussen.

I de seneste dage har der været møder i de fleste af Venstres regioner om emnet og om opbakningen til ledelsen. Ingen af disse har dog offentligt sagt, om de kom frem til at støtte ledelsen.

Det har Region Midtjylland altså nu gjort efter et møde mandag aften.

- Af hensyn til Venstres fremtid, troværdighed og stabilitet opfordrer vi formandskabet til, at de trækker sig kollektivt, lyder det blandt andet i udtalelsen.

Regionen kontaktede både Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen og gav dem et døgn, inden de offentliggjorde opfordringen.

Den sene udmelding begrundes med, at man i Venstre-baglandet har villet give Løkke og Jensen tid til eventuelt selv at trække sig fra posterne.

Det er rent formelt de delegerede på et landsmøde, der stemmer om, hvem der skal lede partiet.

Jens Nicolai Vejlgaard siger til TV Midtvest, at man ikke vil pege på en alternativ kandidat til posten som formand for Venstre.

- Det må landsmødet bestemme. Det er alt for tidligt at tage navne frem. Der er 35.000 medlemmer af Venstre, så mon ikke, at vi finder en enkelt, der kan bruges. Det tror jeg, siger han til tv-kanalen.

Han er dog ikke i tvivl om, at der skal ske noget hurtigt på formandsposten.

- Den røde regering boltrer sig som en fisk i vandet - vi skal i gang med at være reel opposition, og den eneste måde, vi kan nå derhen, er ved at få ryddet op, få stabilitet og se fremad, siger han.

/ritzau/

Kontakt
Jobannoncer

[email protected]
+45 7174 7377

Kommercielt samarbejde

Jesper Berg
[email protected]
+45 93990460

A4 Medier er en del af A4 Medier Aps
CVR-nr. 31470021
Islands Brygge 32D
DK-2300 København S

Ansvarshavende chefredaktør

Nicolai Kampmann
[email protected]


Annoncering

Forretningsbetingelser

Cookies

Brug for hjælp?

Hvis du har spørgsmål til abonnementer, jobannoncer eller generelt behov for hjælp, så skriv til [email protected] eller ring 93 99 04 60 ...