Chefredaktør: Mink-hastværk svækker tilliden

NK_i_1650_px
10. nov. 2020 15.00
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

Det er en voldsom stor beslutning at aflive alle mink i Danmark.

Selvom vi stoler på de sundhedsfaglige anbefalinger om at inddæmme virus, så den ikke overføres til mennesker, giver den seneste uges hovsa-kommunikation ikke videre tillid til det, der foregår.

Sagesløse minkavlere mister deres livsværk og daglige brød. Kompensation vil komme. Men de seneste dages usikkerhed om, hvordan beslutningen er blevet til, skaber nogle berettigede spørgsmål:

-  Hvorfor skal det gå stå stærkt, at der ikke kunne blive tid til en bredere drøftelse af beslutningen? Både politisk og sundhedsfagligt?

- Hvorfor kan nogle raske mink ikke overleve, isoleret, så fortsat opdræt og avl kan ske på den anden side af denne sundhedsfare?

- Hvordan skal minkavlere uden for sikkerhedszonen forstå først et påbud og nu blot en opfordring fra Fødevarestyrelsen?

LÆS OGSÅ: Trump er ved at tabe - republikanerne vinder

Den sidste melding er svær at sluge på nuværende tidspunkt. Tirsdag siger formanden for Danske Minkavlere, Tage Pedersen, at beslutningen om at nedlægge dansk minkavl er endelig.

- Det er en skrækkelig og vanskelig situation, at der med ét nedlægges et erhverv. Men der er ingen vej tilbage. Bestyrelsen og ledelsen i vores organisation er helt enige om det, siger formand Tage Pedersen til Finans.

Der er ingen grund til at gå så hurtigt frem, at man tilsidesætter de normale, parlamentariske spilleregler. Slet ikke, når konsekvenserne af beslutningerne er så drastiske som her.
Nicolai Kampmann

- Skulle der være få minkavlere tilbage, som fik lov at fortsætte i en eller anden situation, er der alligevel ikke en fremtid. Vi kan kun overleve, hvis vi er et stort og stærkt erhverv.

Statsminister Mette Frederiksen beklager. Fødevareminister Mogens Jensen beklager. At kommunikationen ikke har været god nok. En frådende opposition lader den ikke dø der. Regeringens støttepartier  vil også have hele forløbet kortlagt.

Når Mogens Jensen tirsdag kan sige, at han ”ikke vidste, at der ikke var lovhjemmel til at aflive alle mink,” så er der nogle, der har gjort i nælderne. Det politiske ansvar får Jensen vanskeligt ved at frasige sig.

Nuvel, intet tyder på, at regeringen og Statens Serum Institut (SSI) handler i ond tro. Men det bringer ikke mink-erhvervet og de tabte arbejdspladser tilbage. Fuldt forståeligt undrer mange sig over, om ikke man spørger sit embedsmands-system, før så voldsomme beslutninger meldes ud.

Når Mogens Jensen tirsdag kan sige, at han ”ikke vidste, at der ikke var lovhjemmel til at aflive alle mink,” så er der nogle, der har gjort i nælderne.
Nicolai Kampmann

Regeringen opfylder mantraet om hellere at gå for langt end for kort, når det gælder at beskytte folkesundheden. Men der er ingen grund til at gå så hurtigt frem, at man tilsidesætter de normale, parlamentariske spilleregler. Slet ikke, når konsekvenserne af beslutningerne er så drastiske som her. For ja, både dyr og mennesker.

- Situationen ændrer sig meget hurtigt lige nu, derfor har det været nødvendigt at præcisere og ændre i det brev vi sendte ud fredag den 6. november. Fødevarestyrelsen beklager meget, at det i brevet ikke fremgik, at der for raske minkfarme, der befinder sig længere væk end 7,8 km fra en smittet besætning, var tale om en opfordring til aflivning hurtigst muligt af hensyn til folkesundheden, skriver Fødevarestyrelsen.

Danskerne har empati for situationen. Både for at gribe ind over for akut smittefare – og for de mennesker, der mister deres job på grund af de handlinger, den indgriben medfører.

Den store hast og for sene indsigt i lovgrundlaget slider på tilliden.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].