Siden sidste valg har Kristian Thulesen Dahl navigeret dansk politik med en langsigtet kølighed, der truede med at vende Dansk Politik på hovedet. Uanset hvem der vandt regeringsmagten i Danmark, ville han stå med hånden på grænsebommen:

Garanten for den stramme udlændingepolitik. ”Mette – du har mit nummer”, sagde han med et smørret grin til den socialdemokratiske formand på sit partis årsmøde og fik lange klapsalver for det. Mette Frederiksen selv havde længe varmet sig ved tanken om, at ikke også hun skulle spærres inde i et sort tårn i fire ulykkelige år.

Dansk Folkeparti skulle være det nye midterparti, der uanset om V eller S leverede statsministeren, var DF den uomgængelige partner. For at opnå den position, har Thulesen Dahl hver dag vredet hver en liberal dråbe ud af Lars Løkkes to regeringer. Trynet og tværet Liberal Alliance, så man fik helt ondt af at se på det, og spændt det borgerlige flertal ind i socialdemokratisk økonomisk politik ”i bredeste forstand”, som Vestager sikkert ville have formuleret det.

Og så smed han det hele væk til sidst. Hvad i alverden er der sket?

Det er klart, at manøvren med at omlægge DF fra en højrepopulistisk position ind imod et velfærdsparti med en stram udlændingepolitik, ville koste noget på højre side af vælgerkorpset. Særligt da Vermund-fænomenet i Seier-parti nr. 2 dukkede op, måtte man have gjort sig det klart, at man ville skalle nogen vælgere af ude til højre: De regulært Glistrup-sindede vælgere, dem der drømmer om Schweiz og den lukkede minimalstat – dem måtte man have kalkuleret med, at de røg overbords.

Det ville også give fin mening. Det er jo lige meget, om DF smed-5-6 procent overbords. Man havde 21 procent at tage af fra sidste valg.

Hvis de mandater man havde tilbage blev dobbelt så meget værd, ville meget være vundet for DF’erne. Altså, hvis de blev det samarbejdsparti, der kunne få stor indflydelse og fastholde udlændingepolitikken både med en rød og en blå regering, så ville de mandater partiet havde blive ”fordoblet” i værdi.

Pyt med, at der var nogle færre af dem. Så langt, så godt – Thulesen Dahl lignede en vinder af valget, uanset hvem der blev statsminister. Før foråret 2019.

Men tre et halvt års arbejde og en strategi, der kunne forandre den politiske dynamik i det danske folketing, røg overbords til sidst. Thulesen-Dahl skar sit højre ben af, for at kunne komme ind på midten, og så skar han det venstre af i ugerne op til valgets udskrivelse.

Først smed han Glistrup-fløjen over til Vermund. Så smed han de velfærdsorienterede vælgere over til socialdemokraterne. Pludseligt blev roret lagt om, parløbet med S blev afløst af loyalt fokus på at løse blå bloks problemer.

Man kørte solo med Løkke på sundhedsreformen, hvor ingen forstod, hvordan en administrativ omlægning af sundhedsvæsenet skulle være en reel forbedring. Så spærrede DF sig inde med Venstre og – helt uforståeligt – De Radikale. Partiet man havde svoret at ville holde ude af alt, hvis man kunne, for at lave en taktisk men værdiløs udfordring af Socialdemokraterne på tilbagetrækningspolitikken.

Hvad er meningen?

Først kørte man henover nogle af sine vælgere, for så at slå bak og se, om man kunne ramme de overlevende.

Mysteriet om hvad der sker inde i DF, er kun blevet større af relationen til Lars Løkke: Efter at have ført en regulær oppositionspolitik overfor den Lars Løkke, der smækkede døren i over fingrene på DF’s regeringsambitioner efter sidste valg, er DF i den yderste time blevet Lars Løkkes eneste ven i politik.

Mens hele Venstres eget bagland og politiske parnas lader Lars Løkke ”passe sin egen troværdighed”, som Søren Gade så yndefuldt udtrykte det efter EP-valget, så har Thulesen Dahl meldt sig som dansk politiks eneste helhjertede støtte af den vildt-om-sig-svingende venstreformand. Hvorfor nu det?

Man kan selvfølgelig sige, at nu har Thulesen Dahl og DF langt om længe fået Lars Løkke helt for sig selv.

Der er tre mulige teorier om kursskiftet.

Der er ”tynd-mave-teorien”, at man i DF-toppen ikke kunne tåle at smide Glistrup-banden overbords. Da meningsmålingerne viste det, de naturligt måtte, fik de tynd mave, og så lagde de roret om i forskrækkelse over nedgangen i meningsmålingerne.

Så er der ”politisk vildrede”-teorien: Er det reelt kommet som et chok for DF-ledelsen, at meget af DF’s politik (udenfor udlændingeområdet) har været upopulært? Sundhedsreformen er én sag, men et medieforlig, der slagtede Bamse og Kylling i DR for at give danskerne 13 kr i skattelettelse om måneden, og den lukning af radio 24syv, partiet slet ikke engang magtede at gennemføre, er måske billeder på et DF, der er blevet ustabilt i takt med at de policy-dagsordener, man har haft (uden for udlændingeområdet), ikke har fænget an.

Når DF i 2015 blev det største borgerlige parti, skulle man jo efterhånden til at mene noget mere end det med udlændingene. Hvordan er det gået?

Selv de udflytninger af statslige arbejdspladser, der blev det politiske svar på ”den gule fare” fra sidste valg, er blevet en dårlig historie. Nå, ja, så er der de sidste mange års 2%-besparelser, partiet har lagt stemmer til, som har klemt luften ud af sygeplejersker og sosu’er.

Hvad mener DF egentlig om fordelingspolitik? DF er ikke et parti med en stab af mandariner, der på samme måde som S & V arbejder DJØF-metodisk i en politisk-økonomisk stab med forskellige dagsordener.

Det har i høj grad været mavefornemmelsen hos de valgte politikere, man har stolet på. Det gik faktisk overbevisende godt længe. Spørgsmålet er om maven stadig har rigtige fornemmelser.

Endeligt er der ”det ideologiske nederlag”-teorien. Der har altid været to veje, Dansk Folkeparti kunne gå: Enten skulle man fortrænge De Radikale fra midten af dansk politik, og overtage den multipolære position de radikale med så stor succes har udnyttet til at give deres få mandater så stor indflydelse. Det har de sidste år været Thulesen Dahls position.

Eller også kunne DF fortrænge de konservative fra netop den nationalkonservative position. DF har jo allerede taget Gud, konge og fædreland fra de konservative. Det har vel været Morten Messerschmidts position. Det er en den højrenationale position, en ideologisk position, hvor det med ”højre” ikke er til forhandling.

Det er en position, hvor man ikke har det ret godt med socialdemokrater, hvis pragmatiske modernisme, kulturelle pluralisme og materialistiske kynisme vel nærmest er roden til alt ondt. I den position, kan man ikke sidde med Mette Frederiksen i en grøn sofa med 3F-formanden og tryne de andre borgerlige.

Nej, der skal man være mere borgerlig end fanden selv. Selve ankeret i blå blok. DF har brugt tre et halvt år på den første strategi. Og tre en halv måned på den sidste.

Begge veje for DF havde ret beset kunne forfølges med succes. Men når partiet tumler groggy ud af EU-valgkampen, så er det fordi deres vælgere ikke ved, hvad DF vil. De kan ikke se positionen. Lige nu er der ingen DF-position. Det er ind på midten eller ud til højre, Tulle. Og der bliver først sat prop i, når du svarer klart på, hvor du vil hen.

Det mest logiske vil være at tage konsekvensen af det forarbejde, der er gjort. Hvad er det logiske, hvis blå blok er død, som Thulesen Dahl jo selv siger, at den er? Det giver jo kun mening at bruge tre år på at belejre midten, hvis man har tænkt sig at indtage den.

Men hvis det er ideologien, der er kommet i vejen, har logikken selvfølgelig trange kår.

Billede:

Der er sket meget siden Dansk Folkeparti var et ”frisk pust”. Nu er tiden ikke længere til eksperimenter.

Kasper Fogh, politisk chef Cevea: Da DF skar først sit højre og så sit venstre ben af

Interesseret i et abonnement på A4 Aktuelt? - KLIK HER!

Prøv 14 dage for 0 kr. - ingen binding eller kreditkort

Kasper Fogh, politisk chef Cevea:
Da DF skar først sit højre og så sit venstre ben af