ET TIDLIGERE BANDEMEDLEM, Daniell Aziz, fortalte til TV2 Østjylland om sin opvækst, sit liv som kriminel, sin straf og sit mål med at ville hjælpe andre unge kriminelle ud af kriminaliteten eller forebygge, at de unge mennesker overhovedet ender i kriminalitet. Det må man tage hatten af for.

Journalist Signe Larsen spørger: "Du fortæller, at du har haft det svært. Men er det i bund og grund ikke dig selv, der har ansvar for dine handlinger?"

Spørgsmålet her har sine rødder i illusionen om 'den frie vilje'- et begreb introduceret af Sankt Augustin i det 4. århundrede. Med det i hånden er kvinder op igennem historien blevet udråbt til at være 'hekse' og brændt på bålet, fordi de ikke ville underlægge sig kirkens og kronens magt. Det var deres egen skyld, for det var deres eget valg og de havde jo bare kunnet rette ind.

LÆS OGSÅ: Professor ser én vej ud af coronakrisen: Erstat grådighed og turbokapitalisme med solidaritet

Vi har alle taget illusionen om 'den frie vilje' til os. Vi bruger den dagligt, når vi dømmer og fordømmer hinanden. Vi bruger den til at slå hinanden i hovedet med. Og den bruges den dag i dag stadig til at nedgøre og stigmatisere med.

Daniell Aziz påtager sig skylden. Men er han alene skyldig? Sociologisk forskning har over de sidste fem årtier gang på gang slået fast, at vores opvækst, rammerne for samme og økonomiske status uvægerligt vil forme et menneske på godt og ondt.

Med hvilken ret peger vi fingre af unge mennesker, der synker til bunds i et system, der svigter dem, og som vi selv har skabt?

Liliane Murray, debattør

DET HANDLER OM ARV OG MILJØ. Daniell Aziz er ikke alene skyldig. Han voksede op som barn af en flygtning. Uden tvivl under trange økonomiske kår. Han var udsat for omsorgssvigt både i hjemmet og i velfærdssystemet. Et velfærdssystem der til enhver tid ved bedre, og som nok skal fortælle det sårbare barn og unge menneske, hvad der er bedst for dem og på den måde skubbe barnet eller det unge menneske fra sig. Overformynderiet er sat i system og som det ikke er usædvanligt, når man har været anbragt i pleje eller på børnehjem, så er man fra den dag man fylder atten på egen hånd og må alene finde vej i livet uden støtte fra en kærlig familie eller et godt netværk. Et systemisk svigt.

Jo, vi har til dels et ansvar for vores egne handlinger, men bør man ikke kikke på, hvorledes disse handlinger er kommet i stand? Bør vi ikke spørge os selv, hvorfor dette sker? For det sker hele tiden, at unge mennesker svigtes og lades i stikken. Børn og unge der ikke vokser op i priviligerede omgivelser. Der ikke får den kærlighed og støtte, som de fleste børn og unge i veletablerede familier får. Med hvilken ret peger vi fingre af unge mennesker, der synker til bunds i et system, der svigter dem, og som vi selv har skabt?

HØR OGSÅ: Podcast: Minister og kendt forfatter diskuterer: Vil vi bo blandet?

Ingen har bedt om at blive født. Vi er ikke alle født lige. Vi er ikke alle født med de samme privilegier. Vi er end ikke alle lige for loven. Ingen har bedt om at vokse op i et miljø og et system, der gang på gang svigter. For det er jo meget nemmere, at se den anden vej, og derefter skyde skylden på ofret. Og det er det Daniell Aziz har været – et offer.

LÆSER MAN DIVERSE debatspor i aviser eller på de sociale medier, opdager man hurtigt at illusionen om 'den frie vilje' lever i bedste velgående. Offer-mobning er blevet en nationalsport i Danmark. Den er der – overalt: Illusionen om at vi alle besidder 'den frie vilje', og derfor også er ansvarlige for vore egne valg og handlinger, er en forestilling vi burde have gjort op med for længst. Det er en illusion skabt for 1.600 år siden. Er det ikke på tide, at vi ser igennem den, i stedet for fortsat at bruge den til at slå hinanden oveni hovedet med?

LÆS OGSÅ: Debat: Ham, der ikke bør nævnes, har fået alt for meget opmærksomhed

Men vi elsker artikler og historier om mennesker, der bryder med deres sociale arv, for dem og deres historier kan vi også bruge til at 'bashe' alle de andre underpriviligerede oveni hovedet med: ”Hvis han kan, så kan du det også!” Og med det udsagn nedgør vi det enkelte menneske i stedet for at støtte det, således som Daniell Aziz nu har til hensigt at gøre og respekt til ham for det.

Han er et godt eksempel, en god rollemodel, men det kræver mere end styrke at kravle op af den sociale rangstige, det kræver den rette støtte og det kræver mulighederne. Er vi villige til at stoppe op og give dem det?

Debattør: "Den frie vilje og jeg skal komme efter dig"

Interesseret i et abonnement på A4 Aktuelt? - KLIK HER!

Prøv 14 dage for 0 kr. - ingen binding eller kreditkort