I december 2017 annoncerede Ryanair, at flyselskabet ville indlede forhandlinger med faglige organisationer med henblik på at indgå overenskomst. Dermed brød Ryanair med 32 års tradition for union-busting (indædt modstand mod fagbevægelsen, red.).

Ryanairs karismatiske leder Michael O’Leary har gennem årene ikke blot nægtet at forhandle med fagforeninger, men har også brugt enhver lejlighed til at udtrykke afstandstagen og foragt for enhver form for uafhængige fagforeninger. Men hvad ligger bag denne kursændring?

Når magtbalancer forskydes

Det hele startede med en fodfejl i Ryanairs ledelse, da man tilbage i september 2017 skyldte en betydelig del af piloterne i Ryanair ferie, efter de havde arbejdet maksimalt henover sommeren.

I første omgang søgte man med først trusler og siden belønninger at få piloterne til at flyve – men mange af dem ønskede at holde ferie, ligesom en stor del simpelt hen ikke måtte flyve, da de havde nået grænsen for, hvor meget de må flyve inden for ét år (Flight Time Limitations, red.). 2.000 flyafgange måtte aflyses, hvilket påvirkede 700.000 passagerer.

Men når denne fodfejl får så stor betydning, skyldes det, at piloterne pludselig forstår, at de har en magtposition. Ved at nægte at flyve og insistere på at holde ferie, kunne piloterne se, hvor meget Ryanair havde brug for dem.

Selvom Ryanairs topchef Michael O’Leary tilbage i oktober satte spørgsmålstegn ved, hvor svært det egentlig skulle være at flyve et fly, måtte han erkende, at han havde brug for piloterne, og han måtte acceptere deres nye forhandlingsposition.

Ryanair indså, at selskabet ville få store vanskeligheder, hvis man lige op til jul igen måtte masse-aflyse fly. Steen E. Navrbjerg, arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet

Selv når der findes et internationalt besluttet set-up – som for eksempel europæiske samarbejdsudvalg – benyttes det i mange tilfælde ikke af de ansatte på multinationale virksomheder. Og når det endelig anvendes, er det ofte med begrænset effekt på grund af sprogproblemer og andre praktiske udfordringer. Derfor har både arbejdstagere og arbejdsgivere i vid udstrækning sat deres lid til overnational regulering, når de mødes af globaliseringens udfordringer. Og så meget desto mere overraskende er det derfor, at Ryanairs kursændring skyldtes et pres fra neden – fra medarbejderne.

Kampen mellem Ryanair og piloterne er på mange måder klassisk arbejdsmarkeds-sociologi; en magtbalance forskydes af strukturelle årsager, og når – eller hvis – parterne opdager dette, er der skabt en ny relation mellem arbejdsgiver og arbejdstager.

Hvad der imidlertid ikke er klassisk, er, at det for én gangs skyld lykkes lønmodtagere på tværs af grænser at arbejde sammen over for en arbejdsgiver i et multinationalt selskab. Derfor er denne case ganske unik og interessant.

Tilbage står så, om Ryanair så rent faktisk får lavet overenskomster. Man har holdt en række møder med fagforeninger i en række lande, men kun to steder, i Storbritannien og i Italien, er reelle overenskomstforhandlinger igangsat.

Det kan tage lang tid at ændre DNA’et i en organisation, der gennem en menneskealder med næb og klør har bekæmpet fagforeninger, til en organisation, der kan bruge fagforeninger som samarbejdspartnere.

Analysen er skrevet af en ekstern skribent og er ikke udtryk for Ugebrevet A4's holdning.

Analyse: Fodfejl tvang Ryanair til forhandlingsbordet

Interesseret i et abonnement på A4 Aktuelt? - KLIK HER!

Prøv 14 dage for 0 kr. - ingen binding eller kreditkort

Analyse:
Fodfejl tvang Ryanair til forhandlingsbordet