Mere hjælp på vej til erhvervsskoleelever

Kasper_Palm_Henrik_Stilling_Ole_Heinager_2
Kasper Palm, forbundssekretær i Dansk Metal, Henrik Stilling, afdelingsformand i Metal Hovedstaden og Ole Heinager, formand hos Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne
26. jan. 2021 13.10
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

I SLUTNINGEN AF NOVEMBER sidste år indgik arbejdsmarkedets parter en vigtig trepartsaftale med regeringen, som skal sikre, at elever på erhvervsskolerne ikke står alene, når det gælder om at få sig en læreplads. I aftalen indgår det, at ansvaret for at få en læreplads bliver rykket fra den enkelte elev og over til erhvervsskolerne, for dem som har svært ved at finde en læreplads.

LÆS OGSÅ: Gulerødder synes at virke: Stor stigning i antal praktikaftaler

Det er forhåbningen, at den ændring først og fremmest skal give et bedre forløb for eleverne, hvor de får en læreplads tidligt og ikke risikerer at blive afbrudt midt i et lærlingeforløb. Det skal også gøre erhvervsuddannelserne mere attraktive, da eleverne i højere grad kan garanteres en god og spændende læreplads. Her kommer vi i Dansk Metal i allerhøjeste grad også til at række ud til virksomhederne og løbende påminde dem om, at hvis de ønsker god og kvalificeret arbejdskraft i fremtiden, så kræver det også, at de opretter nogle flere lærepladser og dermed selv er med til at uddanne den.

LÆS OGSÅ: Trepartsaftale afgørende for fremtidens erhvervsuddannelser

DET ER IKKE EN LET OPGAVE, arbejdsmarkedets parter har taget på sig at løse og implementere sammen med erhvervsskolerne, men der følger 500 millioner kroner med til at få løst den. Derudover bliver de faglige udvalg og dermed arbejdsmarkedets parter en stor del af det lærepladsopsøgende arbejde. Dansk Metal har selv bedt om denne større rolle i både det opsøgende arbejde, men også i forhold til søgningen og kvaliteten på erhvervsskolerne.

LÆS OGSÅ: Ny trepartsaftale: 500 millioner til flere praktikpladser

Heldigvis mener vi alle, at der er store og gode perspektiver i det kommende arbejde, men det kræver, at vi lægger godt fra land med samarbejdet. Det gælder både samarbejdet i de faglige udvalg, men også samarbejdet mellem faglige udvalg og skoler, skoler og virksomheder. Vi har nu redskaberne og midlerne til at gøre noget rigtig godt for eleverne på erhvervsuddannelserne, men også for de virksomheder, der står og mangler arbejdskraft. Så vi glæder os til for alvor at komme i arbejdstøjet, så vi kan skabe den bedste fremtid for erhvervsskolerne, eleverne, virksomhederne og hele samfundet.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].