Blogger: Den uværdige behandling af Else minder mig om min fars sidste tid

Forleden dag så jeg det omtalte videoklip med Else. Jeg har læst historien om den 90-årige demente kvinde, som har været udsat for uværdig behandling på et plejehjem.

Det går lige i hjertet på mig, da jeg kan genkende historien fra de oplevelser jeg havde, dengang min far lå for døden.

Dengang skrev jeg blogindlæg om mine oplevelser, og jeg var rystet over, hvor få ressourcer personalet havde, og hvordan min fars sidste tid var uværdig og traumatisk for ham.

Jeg har efterfølgende prøvet at fortrænge minderne fra de sidste måneder af min fars levetid, fordi minderne fra den sidste tid var ikke til at holde ud. Det var en tid, hvor jeg konstant måtte slås med min dårlige samvittighed.  Jeg vidste, at den behandling, han fik, ikke var værdig.

Men jeg havde ikke selv ressourcerne til at gøre mere end det, jeg gjorde. Nogle foreslog, at jeg selv passede min far derhjemme, men det var ikke en mulighed for mig, da jeg ikke havde plads til ham.

Samtidig havde jeg mit arbejde og mine børn, jeg også skulle tage hensyn til. Jeg tænker, at mange pårørende kan genkende den indre kamp, der dagligt foregår i ens tanker, når man har et familiemedlem, der ikke kan tage vare på sig selv.

I ugen før min far døde faldt han en aften, da han var på vej i seng. Han fortalte mig, at han lå et godt stykke tid uden at kunne rejse sig og før, der kom hjælp.

Efterfølgende havde han stærke smerter. Han kunne ikke sove den nat på grund af smerterne. Han fortalte, at nattevagterne ikke ville ringe efter lægen, og han fik i stedet at vide, at det ville dagvagterne gøre, når de mødte ind næste morgen.

Selvom han spurgte igen og igen flere gang den nat, fik han samme svar. Da dagvagterne mødte ind, gik der et stykke tid, før de ringede til lægen, og efterfølgende gik der yderlige mange timer, før lægen kom.

I alt lå min far i over 12 timer med stærke smerter, før han blev tilset af en læge. Han blev kørt på hospitalet, og her fandt man ud af, at han havde brækket sit bækken. Min far blev aldrig sig selv igen derefter, og en uge senere døde han.

Jeg synes, at det er forfærdeligt, at der ikke for lang tid siden er blevet gjort noget i forhold til behandlingen af vores ældre. Det, der sker i videoen med Else, er ikke nyt.

Jeg er sikker på, at mange af landets politikere godt kender til lignende historier. Hvor mange flere ældre skal som Else og min far opleve, at deres sidste tid bliver uværdigt og traumatisk.

Selvom vi alle lige nu er rystet over det, vi ser og hører, så tror jeg desværre ikke, der kommer til at ske konkrete ændringer i ældreplejen. Det gør mig ked af det. Lige så snart, der kommer en anden stor nyhed, fortrænger vi langsomt billederne af Else.

Ligesom jeg i mange år har prøvet at fortrænge billederne af min fars sidste tid, fordi ellers er det ikke til at holde ud. Vi lever videre med forestillingen om, at vi har et velfærdssamfund, hvor vi med værdighed tager os af hinanden og passer på de svageste i samfundet.