Aktindsigt afslører gentagne problemer med sikkerheden på Børsen-byggeplads

20240416-172316-L-1920x1280we
Tilsynssagerne fra Arbejdstilsynet viste blandt andet, at håndværkerne arbejdede på tagfladen tæt på kip uden at være sikret af skærm, net eller lignende. Mens en anden tilsynssag viste, at nedrivning af tagbrædder foregik uden handsker, overtræksdragt og åndedrætsværn. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
26. apr. 2024 07.00
Denne artikel er gjort gratis tilgængelig for dig via et særligt link.
Linket er personligt og må ikke deles!
Alt indhold på A4 Medier er beskyttet af lov om ophavsret.
Enhver anden form for udnyttelse af indholdet på A4 Mediers online medier forudsætter A4 Mediers forudgående udtrykkelige, skriftlige tilladelse.
En aktindsigt fra Arbejdstilsynet viser, at restaureringsarbejdet af Børsen-bygningen har fået fire strakspåbud tidligere i byggeprocessen. Dansk Erhverv og arkitektfirma bag afviser, at påbuddene er udtryk for en byggeplads uden styr på sikkerheden.

Børsen i København var ved at gennemgå en gennemgribende renovering, da der i sidste uge opstod en brand, der fortærede halvdelen af den historiske bygning. En aktindsigt, som A4 Arbejdsmiljø har fået fra Arbejdstilsynet, viser nu, at der var flere problemer med sikkerheden, da restaureringsarbejdet stod på. 

Siden renoveringsarbejdet startede i 2022, har Arbejdstilsynet i alt givet fire strakspåbud til to virksomheder. I to tilfælde er der konstateret nedstyrtningsfare "med betydelig fare for alvorlig tilskadekomst til følge". Derudover har tilsynet ved to forskellige lejligheder konstateret, at håndværkerne ikke brugte værnemidler, selvom de arbejdede med materialer, der indeholdt farlige stoffer som bly, kobber og kviksølv. 

"Det er alvorlige problemer, og alle fire påbud peger på mangelfuld planlægning. Det er i sagens natur en meget speciel opgave, hvor man tilsyneladende ikke har lavet en risikovurdering af de materialer, som skal nedrives, og tilsvarende for nedstyrtningsfare," siger Peter Hasle, arbejdsmiljøforsker ved Syddansk Universitet, og fortsætter: 

"Hvis man havde lavet en ordentlig risikovurdering i forvejen, så ville det jo have været relativt enkelt at undgå. Her virker det lidt som om, at det er kommet som en overraskelse, at der er hul, når man bryder noget ned, og at der så opstår nedstyrtningsfare." 

Virksomheder kan få et strakspåbud fra Arbejdstilsynet, hvis der er tale om et alvorligt arbejdsmiljøproblem. Et strakspåbud betyder, at fejlen skal udbedres med det samme. 

De fire strakspåbud 

De fire påbud er givet i perioden november 2022 til oktober 2023 til to forskellige virksomheder. 

I to tilfælde påbyder Arbejdstilsynet to forskellige firmaer at sikre, at der anvendes personlige værnemidler i form af handsker, overtræksdragt og åndedrætsværn under arbejdet med nedrivning af kobbertag, hvor der er risiko for påvirkning fra støv indeholdende bly, kobber og kviksølv.

Mens der i to andre tilfælde bliver påbudt at opsætte rækværk, skærm, net eller lignende for at undgå nedstyrtningsulykker. 

Kilde: Arbejdstilsynet

Praksis ved ældre bygninger

Kirsten Nielsen, der er formand for Konstruktørforeningen, fortæller, at det er helt normalt praksis, at man som bygherre er opmærksom på, at man kan støde på især farlige stoffer og nedstyrtningsfare, når man arbejder med ældre bygninger. 

"I ældre bygninger kan der være stoffer som for eksempel asbest i fliseklæb og bly i malingen. Man skal typisk også være opmærksom på, hvordan man sikkerhedsmæssigt skal færdes i forhold til bygningens konstruktion. Der kan være forskellige forholdsregler, man skal tage i forhold til konstruktionernes stand. For eksempel kan der være råd og svampeangreb, der kan have svækket trækonstruktionerne," siger hun. 

Arkitektfirma: Vi har gjort vores forarbejde

Det forarbejde har man "helt bestemt" også gjort, forklarer Leif Hansen, der er ejer af LH Arkitekter, der stod for restaureringen af Børsen, inden branden brød ud. Han forklarer blandt andet, at virksomheden har haft en ekstern arbejdsmiljøkoordinator tilknyttet restaureringen, der har foretaget alle de nødvendige foranstaltninger og undersøgelser. 

Han henviser til koordinatoren for yderligere kommentarer, men det har ikke været muligt for A4 Arbejdsmiljø at få kontakt til koordinatoren inden deadline. 

I en mail til A4 Arbejdsmiljø skriver Dansk Erhverv, der ejer Børsen, at man ikke mener, at de fire påbud er udtryk for et restaureringsarbejde, der ikke var sikkert og ordentligt planlagt. 

"Vi og vores arbejdsmiljøkoordinator har i tæt samarbejde og dialog med myndigheder og entreprenør gjort meget for at sikre, at restaureringen foregik på bedste vis – herunder også i forhold til brandsikring," skriver Dansk Erhverv. 

Endnu ingen brandårsag

Hvad der startede branden er endnu ikke fastlagt, men på et pressemøde dagen efter, at flammerne fik fat, fortæller brandvæsnet og Politiet, at brandens opståen højest sandsynligt har at gøre med det restaureringsarbejde, der var i gang på Børsen. 

Det omfattende restaureringsarbejde, der stod på, skulle have fortsat helt ind til 2029. Det var planen at give den historiske bygning et nyt kobbertag, udskifte facadens mursten og restaurere bygningens mange sandstensudsmykninger.

Restaureringsprojektet er støttet med større millionbeløb fra blandt andet Realdania, Den AP Møllerske Støttefond, Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond samt Novo Nordisk Fonden.