Lad os bare stå ved, at der kan være nogle praktiske problemer i starten, i stedet for at lade som om, der ikke er. Men lad os også tale om, hvilke fordele der kan være ved at have en medarbejder i kørestol, lyder opfordringen fra Antoniett Vebel Pharao. Foto: Privatfoto

Antoniett er jobsøgende i kørestol: Jeg vil ikke ansættes af medlidenhed

9. sep, 8:55
I stedet for at gøre handicap og kørestol til noget, vi skjuler og ikke taler om, skal vi tale om, hvad vi kan bruge det til. Det kan nemlig også være en styrke og en fordel for arbejdspladsen, mener Antoniett Vebel Pharao.

For 30-årige Antoniett Vebel Pharao er der én ting, hun især frygter på en ny arbejdsplads: Hvad nu, hvis hun ikke kan komme på toilettet, fordi det ikke er stort nok til hendes kørestol?

LÆS OGSÅ: Ny undersøgelse: Chefer fravælger ansøgere i kørestol

- Det er næsten det værste. Der kan være berøringsangst og folk kan være tilbageholdende med at tale til mig og give mig opgaver, men de sociale barrierer kan jeg godt nedbryde. Jeg er god til at arbejde mig ind på folk. Men jeg kan altså ikke holde mig en hel dag, siger den nyuddannede akademiker med et grin.

Toiletsituationen er et eksempel på en overvejelse, som andre jobsøgende næppe har skænket en tanke, men som man er nødt til at overveje som kørestolsbruger.

I forvejen er det svært for nyuddannede at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Men nu viser en ny undersøgelse, at arbejdsgivere i høj grad fravælger kvalificerede jobansøgere, som sidder i kørestol.

Når man er anderledes end andre, gør man tit tingene 110 procent, fordi man er vant til at blive set ned på. Man vil ikke stemples som "den dumme handicappede, der ikke kan noget". Det label sætter man hurtigt på sig selv.
Antoniett Vebel Pharao

Antoniett Vebel Pharao har søgt cirka 40 stillinger, siden hun blev færdig med sin kandidat i pædagogisk sociologi ved Aarhus Universitet. Men bortset fra et vikariat på tre uger ved en handicaporganisation, er hun end ikke blevet kaldt til samtale.

- Det er jo svært at sige, om det er på grund af kørestolen eller fordi jeg er nyuddannet. Mange stillinger er der jo 200 eller 300 ansøgere til, siger Antoniett Vebel Pharao, som blandt andet søger job som konsulent og underviser.

Vil ikke stemples som "den dumme handicappede"

Gennem sin studietid har hun hele tiden vidst, at kørestolen kunne blive en hindring for at få job. Hun valgte i sin tid en lang videregående uddannelse, fordi hun frygtede, at det ville blive endnu sværere for hende at få job med en kort uddannelse.

- Jeg har jo taget den her uddannelse, fordi jeg vil bruge den. Men jeg har mange bekymringer omkring det. Jeg har altid tænkt, at hvis der var mig og en anden med samme kvalifikationer, ville arbejdsgiveren tage den anden, siger Antoniett Vebel Pharao, der fik konstateret muskelsvind som 11-årig og har siddet i kørestol, siden hun var 16.

Med tiden gør helbredet måske, at hun er nødt til at søge fleksjob, men indtil videre søger hun almindelige fuldtidsjob.

Det værste må da være at starte på en arbejdsplads, hvor man føler, man er kommet ind som en medlidenhedscase, og hvor man nærmest skal starte hver morgen med at sige "tak, fordi du tog mig ind".
Antoniett Vebel Pharao

Hun kan til dels godt forstå arbejdsgivere, som tøver med at ansætte en kørestolsbruger.

- Hvis en arbejdsgiver skal bruge en konsulent til at sende rundt på skoler og arbejdspladser, skal de til at bekymre sig om, hvorvidt jeg nu kan komme ind alle steder, og om der er elevatorer. Det er ikke kun arbejdsgivernes skyld, for samfundet er ikke helt der endnu, hvor alt er tilgængeligt for kørestolsbrugere.

Så du kan faktisk godt forstå, hvis en arbejdsgiver fravælger dig?

- Ja, hvis det udelukkende skyldes de fysiske rammer. Men jeg bliver træt af, hvis forbeholdet går på noget med min hjerne. Jeg har taget samme uddannelse som de andre, og kan yde det samme, måske endda mere. For når man er anderledes end andre, gør man tit tingene 110 procent, fordi man er vant til at blive set ned på. Man vil ikke stemples som "den dumme handicappede, der ikke kan noget". Det label sætter man hurtigt på sig selv.

"Ej, hvor er det sødt af dem at ansætte en i kørestol"

Man kan lige så godt være ærlig og sige, at der godt kan være nogle praktiske problemer i starten ved at ansætte en medarbejder med et bevægelseshandicap, mener Antoniett Vebel Pharao. Til gengæld skal arbejdsgiverne også kende til de støtteordninger, der findes, som kan løse dem.

- Jeg tror, at information og nogle gode eksempler er vejen frem. Der er ikke brug for at udskamme de arbejdspladser, der siger nej til at ansætte en i kørestol. For det tror jeg ikke får nogen til at skifte mening, siger hun.

I stedet for at prøve at skjule kørestolen og handicappet og gøre det til noget, vi ikke snakker om, så lad os da snakke om, hvad det så kan.
Antoniett Vebel Pharao

Hun får det også lidt stramt med at se de historier i medierne, hvor arbejdsgivere, som har handicappede medarbejdere, fremhæves.

- Det er lidt for meget "ej, hvor er det sødt af dem, at de har ansat en, der sidder i kørestol". Det værste må da være at starte på en arbejdsplads, hvor man føler, man er kommet ind som en medlidenhedscase, og hvor man nærmest skal starte hver morgen med at sige "tak, fordi du tog mig ind". Lad os i stedet få nogle historier om, hvad handicappede også kan, siger Antoniett Vebel Pharao.

Kørestolsbruger kunne være en styrke for DSB og kommuner

Hvad er det så for eksempel?

- Jamen, man kan jo også se det som en fordel at have en medarbejder med den rette uddannelse og de rette kvalifikationer, som samtidig sidder i kørestol. Vi kan bidrage med noget insider-viden, for eksempel i firmaer, der fremstiller kørestole, eller hvis DSB vil arbejde med at gøre deres tog mere tilgængelige for kørestolsbrugere. Eller hvis der i kommunens handicapafdeling var ansat en sagsbehandler, der selv havde et handicap. Jeg fremhæver også i mine ansøgninger, at jeg har mange års ledererfaring, for jeg har skullet være leder og lægge vagtplaner og holde MUS-samtaler for mine hjælpere siden jeg var helt ung. Det ser jeg som en ressource.

Os, der sidder i kørestol, ved jo godt, at der er ting, der er svært, og ting, vi ikke kan. Vi er vant til, at når vi skal i tivoli, kan vi ikke prøve tingene, men må sidde med en pose popcorn og kigge på.
Antoniett Vebel Pharao

Så du bruger det som noget positivt i din jobsøgning?

- Ja. Jeg synes, der er meget berøringsangst, men jeg har brug for, at nogen taler om elefanten i rummet. Også at der er nogle problemer i starten, men at det kan man løse. Det er meget bedre end at lade som om, der ingen problemer er. For os, der sidder i kørestol, ved jo godt, at der er ting, der er svært, og ting, vi ikke kan. Vi er vant til, at når vi skal i tivoli, kan vi ikke prøve tingene, men må sidde med en pose popcorn og kigge på. I stedet for at prøve at skjule kørestolen og handicappet og gøre det til noget, vi ikke snakker om, så lad os da snakke om, hvad det så kan.

Selvom Antoniett Vebel Pharao kan søge job i det offentlige på særlige vilkår, fordi hun har et handicap, så hun har ret til at komme til en samtale hvis hun har kvalifikationerne, har hun indtil videre ikke sat kryds i feltet. - Jeg vil helst bare ansættes på mine kvalifikationer, siger hun.
Mennesker med handicap kan bidrage med en særlig indsigt, og det ønsker Antoniett Vebel Pharao at arbejdsgiverne får øjnene op for. Billedet til højre er fra, da hun var frivillig til Aarhus Festuge.
Kontakt
Jobannoncer

[email protected]
+45 7174 7377

Kommercielt samarbejde

Jesper Berg
[email protected]
+45 93990460

A4 Medier er en del af A4 Medier Aps
CVR-nr. 31470021
Islands Brygge 32D
DK-2300 København S

Ansvarshavende chefredaktør

Nicolai Kampmann
[email protected]


Annoncering

Forretningsbetingelser

Cookies

Brug for hjælp?

Hvis du har spørgsmål til abonnementer, jobannoncer eller generelt behov for hjælp, så skriv til [email protected] eller ring 93 99 04 60 ...