DEBAT:
Flere sygeplejerskestuderende kræver nye investeringer

Randi_Brinckmann_1650_px1
Randi Brinckmann, dekan for det sundhedsfaglige fakultet på Københavns Professionshøjskole.
22. aug. 2019 16.08
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

LAD DET VÆRE SAGT MED DET SAMME. Sygeplejerskeuddannelsen er en meget populær og velfungerende uddannelse. Vi har i år tilbudt plads til 1.218 nye sygeplejerskestuderende på Københavns Professionshøjskole, og det er 126 flere end for fem år siden. Det er netop i disse dage, at de nye sygeplejerskestuderende tager hul på studielivet, og vi tager imod dem alle sammen med kyshånd.

Stigningen i antallet af studerende er på alle måder en positiv udvikling, for der bliver brug for mange flere sygeplejersker i vores sundhedsvæsen i fremtiden. I 2025 forventes der at være 80.000 flere danskere, der er 80 år eller ældre – det svarer til en stigning på hele 30 procent, viser tal fra Danmarks Statistik.

LÆS OGSÅ: Debat: Flere sygeplejerskestuderende kræver nye investeringer

Selv om sygeplejerskeuddannelsen i forvejen er en af vores største uddannelser, så kan vi rent faktisk godt uddanne endnu flere. Det bliver der også brug for, hvis regeringen skal leve op til sit valgløfte om at ansætte 1.000 flere sygeplejersker i sundhedsvæsnet. Men flere sygeplejersker kræver altså nye investeringer, da uddannelsen kræver en del ressourcer i forhold til andre videregående uddannelser.

EN DYGTIG SYGEPLEJERSKE skal have øvet og trænet rigtig meget, inden hun står alene med den enkelte patient og borger. Derfor foregår hele 43 procent af uddannelsen i praktikken. Flere sygeplejerskestuderende betyder altså, at der er brug for langt flere praktikpladser på hospitalerne og i kommunerne. Det er allerede en udfordring i dag, så på sigt kan manglende praktikpladser blive lidt af en flaskehals. Politikerne skal altså være klar med flere ressourcer, så der kan oprettes flere praktikpladser og ansættes og uddannes flere praktikvejledere.

LÆS OGSÅ: Debat: Hvor er ambitionerne for fremtidens sygeplejersker og pædagoger?

Træning og øvelse er også en vigtig del af uddannelsen, mens de studerende er på skolen. Her får de blandt andet mulighed for at træne genoplivning, akutsituationer og anlæggelse af kateter i virkelighedstro omgivelser, men på dukker i stedet for rigtige mennesker. Det siger sig selv, at jo mere den studerende får trænet, jo bedre er den studerende rustet, når de står overfor rigtige patienter. Og det siger også sig selv, at når vi har flere studerende, så skal der etableres flere træne- og øve faciliteter. Det er dyrt.

SYGEPLEJERSKEUDDANNELSEN er som tidligere nævnt en rigtig velfungerende uddannelse, de studerende er generelt tilfredse med undervisningen, og aftagerne er også generelt tilfredse med de nyuddannedes kompetencer. Men lige præcis muligheden for at træne og øve endnu mere efterspørges af både studerende og aftagere. Det tager noget af presset under den praktiske del af uddannelsen, og det giver dygtigere nyuddannede.

LÆS OGSÅ: Der er stor mangel på varme hænder i det offentlige

Regeringen sidder i disse dage og forhandler om en ny økonomiaftale med kommuner og regioner, som jo netop er en del af aftagerne af vores dimittender. Senest har Danske Regioner anslået, at de har brug for to milliarder kroner for at følge med den demografiske udvikling på sundhedsområdet. Det er ikke småbeløb, men viser meget tydeligt, at et velfungerende sundhedsvæsen kræver flere investeringer. Og det gælder også på uddannelsesområdet, hvis vi skal sikre dygtige og kvalificerede sygeplejersker i fremtiden.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].