De syv kvindelige ministre har tilsammen 12 børn og nummer 13 ventes til oktober. Foto: Liselotte Sabroe, Scanpix-Ritzau.

Børnefamiliernes regering: Mette F. og de nye ministre har 31 børn til sammen

3. jul, 19:27
Havregrød til morgenmad, bleskift og lektielæsning er hverdag for flertallet af de nye S-ministre. Lad os da for pokker lovprise, at vi har fået en regering, der kender fødestuer, børnehaver og folkeskoler indefra i stedet for at bashe en gravid minister.

Af Gitte Redder, journalist på A4 Medier og A4 Nu

SYNSPUNKT. Mette Frederiksen (S) er blevet drillet, både godmodigt og det modsatte, et utal af gange for sin melding inden valgkampen om, at hun ville være børnenes statsminister.

LÆS OGSÅ: Kritik af Mette F for at vælge gravid minister: "Hun burde ikke være udnævnt"

Når man tæller, hvor mange børn hendes ministerhold har, fristes man til at gentage drilleriet og sige, at hun i hvertfald er statsminister for 31 og snart 32 børn. Så mange børn, små som store, er de socialdemokratiske ministre nemlig forældre til alt i alt.

I den nye regering har 15 ministre børn mellem 0 og 25 år. Og den nye kulturminister Joy Mogensen er gravid med termin i oktober måned.

Dermed har 16 ud af 20 ministre børn, der går i vuggestuer, børnehaver, folkeskoler og gymnasier. Vi klager tit over, at ministre og politikere generelt ikke har erfaring med det virkelige liv. Men den holder i hvert fald ikke, når man ser den her regering, som er eksperter i børnefamiliernes vilkår. 

Hårvask og godnathistorier 

Rigtig mange af minister-børnene er i 'Gurli Gris'- og 'Cirkus Summarum'-alderen. Hvor børnene skal have havregrød inden aflevering i daginstitution og skole, og hvor der skal vaskes hår, læses godnathistorier eller lyttes til brok over, at man igen har haft vikar i matematik-timen.

Og hvor ungerne lufter bekymringer over klima-forandringer eller frustrationer over, at kolonien er sparet væk. 

Det kan da kun være en gevinst, at vi har ministre, hvor deres egne børn er livline til velfærdssamfundet.
Gitte Redder, journalist og blogger.

Det er tidskrævende at være forældre, men via børnene får man det mest ærlige og direkte indblik i, hvordan velfærdsdanmark fungerer. Om der er brug for flere jordemødre på landets fødeafdelinger. Om vi skal have minimumsnormeringer i daginstitutionerne. Om der er for mange nationale tests i folkeskolen. Om der er for mange børn i klassen, der mistrives.    

Det er også tidskrævende at være minister. Tunge komplicerede sager. Samråd. Slagsmål. Virksomhedsbesøg. Forberedelse af lovforslag. Regeringsmøder, gruppemøder og så videre.   

Men selvfølgelig kan man være gode forældre og gode ministre på samme tid. Akkurat som skoleinspektøren, virksomhedslederen og andre med topposter kan være gode nærværende forældre. Og akkurat som sygeplejersken med weekendvagter eller industriteknikeren med skifteholdsarbejde. Og det er uanset, om man er alene-forælder, samboende, gift eller noget helt fjerde. 

Planlægning og prioritering

Derfor er det helt ude af proportioner, når blandt andre debattøren Karen West kritiserer Mette Frederiksen for at udnævne en højgravid Joy Mogensen til minister med henvisning til, at man ikke kan anbefale en førstegangsfødende alenemor at påtage sig et af landets ledende offentlige embeder. 

Som minister kan du sagtens indrette dit arbejdsliv, så du får tid til at være småbørnsmor eller småbørnsfar samtidig. Det er ligeså legitimt for en minister at tage barselsorlov som alle andre på det danske arbejdsmarked, og når man efter endt barsel er tilbage på ministerkontoret, kan man tage en eftermiddag tidlig hjem for at nå til sommerfest i vuggestuen eller gå i svømmehallen med børnene.

Spørg bare tidligere sundhedsminister Ellen Trane-Nørby (V) eller tidligere socialminister Mai Mercado (K). Begge markante ministre i VLAK-regeringen, der ser ud til at have mestret både et krævende minister- og familieliv.
Gitte Redder, journalist og blogger.

Når barnet sover, kan man arbejde en time eller to og indhente det forsømte. Ligesom tusindvis af andre travle småbørnsforældre gør. Det hedder planlægning og prioritering! 

Det har rigtig mange både kvindelige og mandlige ministre prøvet før den nye S-regering. Spørg bare tidligere sundhedsminister Ellen Trane-Nørby (V) eller tidligere socialminister Mai Mercado (K). Begge markante ministre i VLAK-regeringen, der ser ud til at have mestret både et krævende minister- og familieliv. 

Sørgelig debat skal vendes om

Dybest set er det sørgeligt, at vi i 2019 overhovedet har en debat, der sætter spørgsmålstegn ved, om det er okay at have en gravid kvinde, der ønsker at blive alene-mor, med i en regering.  

Lad os i stedet vende debatten og glæde os over, at vi har en børnerig regering. Det kan da kun være en gevinst, at vi har ministre, hvor deres egne børn er livline til velfærdssamfundet.

Og det er da lutter gevinst , at statsministeren signalerer, at det ikke er nogen forhindring for at gøre topkarriere, at man er småbørnsfar eller mor.   

Så velkommen til børnefamiliernes regering. Det passer så fint, at I vil gå forrest i kampen mod klimakrisen, vil indføre minimumsnormeringer, bekæmpe børnefattigdom, styrke folkeskolen, fremme børn og unges trivsel og meget mere. 

Kontakt
Redaktionschef for A4 Medier

Iver Houmark Andersen
[email protected]
+45 27277661

Jobannoncer

[email protected]
+45 7174 7377

Kommercielt samarbejde

Jesper Berg
[email protected]
+45 93990460

A4 Medier er en del af A4 Medier Aps
CVR-nr. 31470021
Islands Brygge 32D
DK-2300 København S

Ansvarshavende chefredaktør

Nicolai Kampmann
[email protected]


Annoncering

Forretningsbetingelser