I DECEMBER MÅNED lyttede jeg til “Endnu en jul med Poul Nesgaard” på P1. Den 21. december havde Poul besøg af Hanne Leth Andersen, som er rektor for Roskilde Universitet. Hanne sagde en sætning, som jeg bed mærke i - “Børn bliver født, som forskere”.

LÆS OGSÅ: Pædagog og mor:'Barnets første sygedag' er et forældet koncept

Den sætning satte sig fast, fordi den rammer ind i det kæmpe store ansvar, som jeg mener, at jeg har i mit arbejde som pædagog. Børnene skal udforske og lære om verdenen, og jeg skal følge deres spor, når børnene inviterer til det, får en idé eller efterspørger viden. Så skal jeg dykke ned i det eller tage det med og undersøge det sammen med børnene. Det kan være alt lige fra viden om de skrubtudser vi finder på legepladsen, lære reglerne i et brætspil eller legen, som de inviterer mig til at være med i.

Jeg er stadig fritidspædagog, men tiden til det er langt fra den samme, som den var førhen. Børnenes fritid er begrænset, og det samme er antallet af mine kolleger

Marianne Gaardsdal, pædagog

FØR SKOLEREFORMEN arbejdede jeg på et fritidshjem, det var en helt anden tid.

Jeg sidder udenfor med en lille gruppe børn. Vi har tændt bålet, fordi det ville børnene gerne. Et par af dem taler om pirater, skibe og guldskatte - en leg opstår gradvist og vokser sig støt mere og mere omfattende.

Jeg sidder stille og følger med i deres leg. Jeg følger med i kompleksiteten i deres fantasi, deres forhandlinger og konstante dialog om næste skridt i legen. Pludselig spørger Peter: “Vil du være med Marianne?” Jeg svarede selvfølgelig ja til Peters gavmilde tilbud, og vi forsvandt alle ind i en fantasiverden med skattejagter, sværdkampe og et ægte brændende bål, hvor vi stegte det store vildsvin vi havde fanget i vores fantasi.

LÆS OGSÅ: Kommuner vil spare på børnehaver og vuggestuer: Se hvor det rammer

Jeg havde meget oftere tid til at følge børnenes spor dengang. Normeringen var ikke fantastisk, men stadig langt bedre end hvad mange fritidspædagoger er vant til i dag. Der var tid til at følge børnenes udforskning af verdenen, lade børnene sætte retningen eller sagt på en anden måde lade børnene være forskere og jeg kunne bakke dem op i at udforske verden på deres præmisser.

JEG ER STADIG FRITIDSPÆDAGOG, men tiden til det er langt fra den samme, som den var førhen. Børnenes fritid er begrænset, og det samme er antallet af mine kolleger. Virkeligheden er, at vi ofte løber meget stærkt for at nå omkring så mange børn som muligt. Jeg kan med mellemrum stadig følge børnenes spor, men ofte må jeg sige nej til at følge med dem, fordi jeg er nødt til at prioritere overblikket fremfor nærværet og fordybelsen.

LÆS OGSÅ: Forældre skal betale mere til SFO: Rammer fattige familier

Jeg er desværre langt fra den eneste fritidspædagog, som oplever det. En undersøgelse lavet af BUPL i 2018 viser at 70 procent af fritidspædagogerne sjældent eller aldrig har tid til at arbejde med børnene i mindre grupper. Det er så ærgerligt, at vi ikke har tid.

Børnene udvider deres viden om verdenen omkring dem på en måde, som fanger dem, fordi de får den viden, som de selv har efterspurgt. Pædagogerne i fritidstilbuddene burde følge børnenes spor, men vi er alt for få til alt for mange børn og mangler derfor tid. Mine kolleger og jeg er derfor ofte tvunget til at sige nej, når børnene inviterer til at undersøge og lære om verdenen sammen med dem. Så føler jeg, at jeg svigter børnene, når jeg er nødt til at prioritere overblikket.

Børn er nysgerrige og “født som forskere”, det burde pædagogerne have tid til at bakke op om i fritidstilbuddene.

Pædagog: Jeg føler, jeg svigter børnene

Interesseret i et abonnement på A4 Aktuelt? - KLIK HER!

Prøv 14 dage for 0 kr. - ingen binding eller kreditkort