Tandklinikassistent-elever kan risikere at skulle have fire forskellige praktikpladser, før uddannelsen er i hus. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Tandlæger kritiseres: - Eleverne er konstant på prøvetid

30. sep, 6:31
Tandklinikassistent-elever må affinder sig med at være på konstant prøvetid. Tandlægerne benytter sig nemlig i høj grad af korte praktikaftaler, der ikke binder dem til en elev i et helt uddannelsesforløb. HK mener, det skaber dårlige arbejdsvilkår for eleverne.

De leverer 120 procent, brokker sig ikke, er billige i lønbudgettet og så hopper de fra kontrakt til kontrakt.

Det er blevet mere og mere almindeligt, at virksomheder ansætter elever i korte praktikforløb, siden det blev muligt i 2007. Det er ikke kun et problem blandt elektriker- og murerlærlinge, men også i tandlægebranchen.
Tal fra HK viser, at for tandklinikassistent-elever gælder det for op mod 40 procent af de aftaler, der bliver indgået. I januar blev der eksempelvis indgået 89 aftaler om praktikforløb, af dem var de 34 korte aftaler.  

LÆS OGSÅ: ”Når jeg er færdig som minister, gider jeg ikke at diskutere praktikpladser mere”

-  Tanken var, at det skulle give flere elevpladser, således at små virksomheder ikke skulle binde sig for en lang periode for derefter at risikere ikke at have ordrer nok. Det problem vil jeg vove at påstå, at tandlægebranchen ikke har. De må nødvendigvis have et nogenlunde jævnt kundegrundlag i deres praksis, siger Klara Hoffritz, der er advokat og politisk konsulent i HK Privat.

At praktik-aftalerne er korte, vil sige at arbejdsgiveren ikke binder sig for hele elevens uddannelsesforløb.
Der er ifølge Klara Hoffritz ingen begrænsning på de korte uddannelsesaftalers længde, men de skal indeholde et skoleophold og en praktikperiode, hvor eleven altså arbejder i virksomheden.

- Det, vi oplever, at tandlæger gør i særlig høj grad, det er, at de holder eleverne i den her korte uddannelsesaftale med mulighed for forlængelse, hvis eleverne opfører sig ordentligt, leverer 120 procent og ikke brokker sig, fortæller Klara Hoffritz.

En konstant prøvetid

Ifølge Klara Hoffritz tager tandklinikassistentuddannelsen cirka 2,5 år, og i den periode kan klinikken altså lave 2-3 korte uddannelsesaftaler og så en sidste aftale, der rummer resten af uddannelsestiden, det man kalder en restlæreaftale. Det vil sige, at eleven vil kunne have 3-4 aftaler med den samme klinik gennem de cirka 2,5 år som uddannelsen tager. 

- Det jeg oplever, eleverne er frustrerede over, er, at de føler sig i en konstant prøvetid, og de føler, de hele tiden prøves af og skal levere noget ekstraordinært, ellers er der ikke nogen sikkerhed for, at de får deres uddannelse.

Tandlægeforeningen svarer

Torben Schønwaldt, der er klinikejer og formand for klinikejerne i Tandlægeforeningen, mener, at årsagen til de mange korte aftaler for tandklinikassistent-eleverne skyldes, at overenskomsten ophørte mellem tandlægerne og regionerne i juni 2018. Det betød, at tandlægerne er blevet mere økonomisk sårbare:

- Tandlægerne er blevet mere udfordret på økonomien, derfor tør de ikke binde sig i lang tid med en elev. Så vi ser det om et resultat af den økonomiske udvikling. Vi er jo selvstændige på samme måde, som de praktiserende læger er det.

Er det noget I rådgiver jeres tandlæger til fra foreningens side:

- Nej det er ikke noget, vi direkte rådgiver om. Men vi informerer om, at muligheden eksisterer, hvis tandlægen er usikker på sin drift. På samme måde informerer vi også om, at der eksisterer mulighed for en gammeldags mesterlærer, siger han til A4 Nu.  

Hvad er jeres holdning til, at det er så mange, der får de her korte praktikaftaler?

- Det er et symptom på virkeligheden. Tandlæger er blevet mere usikre på fremtiden.

Hun oplever også, at eleverne føler, at de finder sig i meget fra arbejdsgiverens side:

LÆS OGSÅ: Tømrer tog usædvanligt skridt for at skaffe praktikplads: Nu bliver han kimet ned

- Der kan være små gnidninger, som de bare lever med. Vi oplever, at eleverne ringer til os og spørger til deres rettigheder, men de vil ofte ikke have, at der bliver ikke gjort noget ved det, hvis der er noget, der ikke er, som det skal være. De vil ikke risikere, at de ikke får deres næste korte uddannelsesaftale og dermed risikere ikke at få deres uddannelse gjort færdig. Vi oplever også elever der bliver stressede over at skulle levere 120% hele tiden.

Nogle gange kan eleverne færdiggøre uddannelsen på skolen ved en såkaldt skolepraktikplads, eller ved at de finder en ny praktikplads, hvis ikke de bliver forlænget. Men i praksis er det svært.

- Det, vi fornemmer, det er, at når der har været en konflikt, og tandlægen ikke vil forlænge elev-forholdet, så kan eleven ofte heller ikke få en aftale hos en anden tandlæge. Det er som om det på en eller anden måde blacklister det dem.  

Kontakt
Jobannoncer

[email protected]
+45 7174 7377

Kommercielt samarbejde

Jesper Berg
[email protected]
+45 93990460

A4 Medier er en del af A4 Medier Aps
CVR-nr. 31470021
Islands Brygge 32D
DK-2300 København S

Ansvarshavende chefredaktør

Nicolai Kampmann
[email protected]


Annoncering

Forretningsbetingelser

Cookies

Brug for hjælp?

Hvis du har spørgsmål til abonnementer, jobannoncer eller generelt behov for hjælp, så skriv til [email protected] eller ring 93 99 04 60 ...