Præsident Trump bryder alle spilleregler, hvis han melder afbud til statsbesøg i Danmark mindre end to uger før den røde løber skal rulles ud, mener Hans Engell. Foto: Nicholas Kamm, AFP/Ritzau Scanpix.

Engell om mulig Trump-aflysning: "Han bryder alle spilleregler"

19. aug, 15:09
Præsident Trump aner ikke, hvad takt og tone er, og samtidig lever han i den vildfarelse, at Grønland er et spillecasino i Las Vegas, som man bare lige kan købe, siger Hans Engell. Den politiske kommentator er rystet over Trump.

I midten af juli inviterede den amerikanske præsident Donald Trump sig selv på statsbesøg i Danmark.

En opringning fra Det Hvide Hus til Slotsholmen om, at Donald Trump da godt kunne forestille sig at besøge Danmark i forbindelse med et besøg i Polen, fik straks Dronning Margrethe til at sende en officel invitation til præsiden og førstedamen Melania om at komme på officielt statsbesøg mandag 2. og tirsdag 3. september.

LÆS OGSÅ: Efter Lars Larsens død: Nu taler Pia K

Lige siden har kongehuset, statsministeriet, udenrigsministeriet, Folketingets præsidium og ordensmagten stået på gloende pæle for i lyntempo at planlægge et besøg af lederen for en af verdens supermagter. Samtidig med at Trump har luftet sin absurde ide om, at USA skal købe Grønland, har snesevis af embedsmænd haft travlt med at lægge programmet for det amerikanske præsidentpars to dage lange besøg. 

Derfor giver det også genlyd, at den amerikanske præsident nu tilsyneladende overvejer at melde afbud til Dronning Margrethe. 

Ifølge politisk kommentator Hans Engell er Donald Trumps opførsel uhørt:

- Det her viser i hvert fald, at Donald Trump ikke aner, hvad takt og tone er. Præsidenten har meddelt den danske dronning og statsminister, at han gerne vil inviteres på officielt statsbesøg med alt, hvad det indebærer, og så har han fået invitationen og sagt ja tak.

Et brud på god demokratisk tone  

- Og så kort tid inden de røde løbere skal rulles ud, begynder Trump at tale om, at han måske ikke kommer. Det er enormt uhøfligt og et brud på enhver form for god diplomatisk tone, siger Hans Engell.

Trump er stadig en upoleret forretningsmand og politisk nybegynder, der tror, at det er muligt at købe Grønland som om det var et spillecasino i Las Vegas.
Hans Engell,  politisk kommentator.

Den tidligere forsvarsminister, garder og konservative partiformand har selv deltaget i adskillige statsbesøg både foran og bagved kameraerne. Og som hovedregel bliver etiketterne omkring officielle statsbesøg respekteret af alle, fordi det er en stor arbejdsopgave og giver værdi for de diplomatiske relationer mellem to lande. Derfor er han rystet over Donald Trump. 

- Der er intet overhovedet, der kan retfærdiggøre, at en præsident opfører sig sådan. Der er ingen akut international krise eller højspændt situation, der tilsiger, at Trump skal melde afbud, og han er heller ikke blevet akut syg, siger han.

- For et lille land som Danmark er det et kæmpe stort arbejde at tilrettelægge et amerikansk præsidentbesøg, ligesom det beslaglægger en stor del af politiets mandskab. Derfor er det dødhamrende uhøfligt at opføre sig som Donald Trump gør nu, fastslår Hans Engell.

- Det viser, at det ikke er lykkedes for staben i Det Hvide Hus at styre præsidenten. Trump er stadig en upoleret forretningsmand og politisk nybegynder, der tror, at det er muligt at købe Grønland som om det var et spillecasino i Las Vegas, siger Hans Engell.

Kan ikke spise med kniv og gaffel 

I forbindelse med et officielt statsbesøg af udenlandske statsoverhoveder i Danmark er der masser af ceremoniel pomp og pragt.  Ofte er der en velkomstceremoni og militære æresvagter i Kastrup Lufthavn, hvor også Dronningen eller Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary er for at byde velkommen.  Så vil der være statsmiddag på Amalienborg, hvor gæsten sidder til højbords med majestæten, og der vil være besøg i Folketinget og hos danske virksomheder.

Heldigvis lever vi i et land, hvor man godt kan have stiv overlæbe, selvom Trump hverken kan spise med kniv eller gaffel og er dårlig opdraget.
Hans Engell, politisk kommentator. 

Når Danmark på allerøverste niveau kører alle kanoner i stilling for den amerikanske præsident, er det ifølge Hans Engell fuldstændig uhørt at overveje at droppe statsbesøget.

- Donald Trump kan godt være underholdende indimellem, men det her tyder på, at han ikke har fået en god opdragelse. Han bryder alle spilleregler, simpelt hen, siger Hans Engell.

Hvis facit bliver, at den amerikanske præsident melder afbud til det officielle statsbesøg, vil det ikke hverken få Dronning Margrethe eller statsminister Mette Frederiksen til at skælde ud og sige til Trump, at det er dårlig opførsel.

- Hverken majestæten eller statsministeren kan sige noget som helst officielt. Men heldigvis lever vi jo i et land, hvor man godt kan have stiv overlæbe, selvom Trump hverken kan spise med kniv eller gaffel og er dårlig opdraget, siger Hans Engell.

Kontakt
Jobannoncer

[email protected]
+45 7174 7377

Kommercielt samarbejde

Jesper Berg
[email protected]
+45 93990460

A4 Medier er en del af A4 Medier Aps
CVR-nr. 31470021
Islands Brygge 32D
DK-2300 København S

Ansvarshavende chefredaktør

Nicolai Kampmann
[email protected]


Annoncering

Forretningsbetingelser

Cookies

Brug for hjælp?

Hvis du har spørgsmål til abonnementer, jobannoncer eller generelt behov for hjælp, så skriv til [email protected] eller ring 93 99 04 60 ...