Enhedslistens nye beskæftigesesordfører vil have spørgsmålet om, hvorvidt pensionsalderen skal hæves, til folkeafstemning, da hun ikke føler sig sikker på, at Socialdemokratiet vil fraholde sig fra at hæve den. Foto: Foto: Pressefoto

Nyvalgt profil: Lad danskerne stemme om pensions­alder

11. jul, 5:30
Enhedslistens nye beskæftigelsesordfører, Victoria Velásquez, er bekymret for, at pensionsalderen bliver sat yderligere op.

Hvis den nye socialdemokratiske regering endnu en gang vil stemme for at hæve pensionsalderen, er der behov for at spørge danskerne, om de er enige. Det mener Enhedslistens beskæftigelsesordfører, Victoria Velásquez, der sætter spørgsmålstegn ved, om politikere og befolkning er på bølgelængde. 

LÆS OGSÅ: Ikke et ord om tidlig pension: Nedslidte Hanne er skuffet

- Hvis det virkelig skulle komme til, at Socialdemokratiet ikke vil lytte til alle de mennesker, der siger, at man ikke skal hæve pensionsalderen, så bør vi overveje muligheden for, at der kommer en folkeafstemning. De står altså fast på velfærdsforliget fra 2006 (der fastlægger stigningen i danskernes pensionsalder, red.), selv om presset fra neden er vokset, blandt andet udtrykt ved de næsten 70 fagforeningsformænd, der i fælles annoncer lige inden valgets afslutning krævede forliget opsagt, siger Victoria Velásquez, der er en af de nyvalgte profiler i Enhedslistens folketingsgruppe.

Og hun tilføjer:

- Det her vedrører alle. Både de unge, som må se langt efter en folkepension, når pensionsalderen hele tiden presses op, og det handler også om alle dem, der i dag går direkte fra arbejde til sygesengen. Det her problem er presserende, siger Victoria Velásquez.

Spørgsmålet om nedslidtes tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet var en central del af Socialdemokratiets valgkamp. Socialdemokratiets udmelding om, at nedslidte skulle have ret til at gå tidligere på pension, glædede i første omgang Victoria Velásquez og Enhedslisten. I dag er ordføreren bekymret for, at Socialdemokratiet vil lægge stemmer til, at pensionsalderen bliver hævet ved en kommende afstemning i Folketinget. 

I det politiske ’forståelsespapir,’ som Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten enedes om, og som banede vejen til Statsministeriet for Mette Frederiksen, er pension til nedslidte ikke nævnt med et ord. Victoria Velásquez mener, at regeringen mangler at svare på, hvordan retten til tidlig tilbagetrækning skal blive til virkelighed.

Nye profiler har ordet

I en miniserie interviewer A4 Nu Folketingets nye beskæftigelsesordførere. Hvad er de optaget af, og hvad vil de kæmpe for? I dag med Enhedslistens nyvalgte folketingsmedlem Victoria Velásquez.

Det er i det lys, at hun mener, at danskerne selv skal have lov til at tage stilling til, om pensionsalderen skal hæves eller ej. Victoria Velásquez har ikke en konkret formulering til stemmesedlen. Hun mener dog, at spørgsmålet om tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet er så centralt i alle danskeres liv, at hun ikke tør overlade det til sine kolleger.

- Hvis du er en 17-årig murer i dag, så står du til at kunne gå på pension som 74-årig. Det, synes jeg ærlig talt, er groteskt. Udover at pensionsalder er en helt grundlæggende del af, hvordan vi gerne vil indrette vores arbejdsmarked, så er det også et politisk spørgsmål om, hvordan vi vil finansiere vores velfærd. Hvis pengene skal findes ved, at pensionsalderen stiger, så kan regningen ramme socialt skævt, og derfor skal alle have lov til at kunne svare på det her spørgsmål, siger Victoria Velásquez, der ikke mener, at spørgsmålet om højere pensionsalder er for komplekst til at sende til folkeafstemning.

Fakta: Folkeafstemninger

Det er sjældent, at der er folkeafstemninger i det danske demokrati.

Tidligere bindende afstemninger har handlet om grundloven, valgretsalderen, afgivelse af suverænitet og internationale traktater. 

En eventuel folkeafstemning om pensionsalder ville være en vejledende afstemning, som et simpelt flertal i Folketinget kan udskrive, men som regeringen ikke vil være tvunget til at følge.

Sådan en afstemning har vi kun haft en gang før i Danmark. Det var i 1986, hvor man stemte om, hvorvidt Danmark skulle tilslutte sig den nyeste EF-pakke.

(Kilde: ØKONOMI- OG INDENRIGSMINISTERIET)

Enhedslistens ordfører er også optaget af, at medlemmer af Folketinget har mulighed for at gå på pension mindst fem år før resten af befolkningen.

- Man har finansieret skattelettelser i toppen ved at hæve pensionsalderen. Det er en interessant politisk vægtning, når man laver en pensionsalder for sig selv, som er lavere end den, der gælder for resten af befolkningen, siger Victoria Velásquez og tilføjer:

- Jeg tænker, at de andre politikere inderst inde godt ved, det ikke er i orden at blive ved med at hæve pensionsalderen. For mig er det et politisk spørgsmål om, hvem der skal betale.

Vil rette op på social ulighed

Victoria Velásquez ser også en kæmpe opgave i at få rettet op på den sociale ulighed, hun ser i Danmark trods den økonomiske fremgang.

-  Det er tydeligt, at der trods højkonjunktur er nogle mennesker, som ikke er en del af fællesskabet. Det skal vi tage hånd om. Det er folk, der på grund af førtidspensionsreglerne er for syge til at arbejde, men for raske til at få tildelt pension. De er fanget i beskæftigelsessystemet. Der er flere, der oplever, at deres retssikkerhed bliver presset, fordi sagsbehandlerne simpelthen har alt for mange opgaver, og nogle af lovene er modstridende med hinanden, siger hun. 

I denne uge deltager Victoria Velásquez i forhandlinger med den nye regering om et nyt midlertidigt børnetilskud, der skal hjælpe de børnefamilier, der er berørt af kontanthjælpsloftet eller integrationsydelsen. Enhedslistens ordfører så dog gerne, at der blev taget et mere grundlæggende opgør med 'fattigdomsydelserne'. Og hun er optaget af, at der igen bliver indført en egentlig fattigdomsgrænse i Danmark.

- Der er det vigtigt for os, at vi kommer tilbage til, at man får en basisindkomst, og så giver man tilskud til de faste udgifter, man har, som boligsikring, boligydelse, børnecheck og så videre. Der skal ikke være mennesker, der skal leve et uværdigt liv, siger hun.

Mit første job

Victoria Velásquez er 27 år og Enhedslistens beskæftigelses- , erhvervs-, social dumping- og arbejdslivsordfører plus medlem af Europarådet. Hun blev valgt til Folketinget for første gang den 5 juni i Fyns Valgkreds. Hun kommer dog oprindeligt fra Sydhavnen i København og har været medlem af Enhedslisten siden 2007.

Som 13-årig fik Victoria Velásquez sit første job som bogopsætter på Blågårds bibliotek på Nørrebro. Men det arbejde, der har præget hendes karriere mest, var et telefonsælger-job for at telemarketingfirma, der blandt andet stod for at sælge abonnementer for Berlingske.

Her oplevede hun for første gang en faglig kamp, som HK førte mod telemarketingfirmaet, og igennem en bekendt blev hun faglig aktiv. Med årene blev Victoria Velásquez  ungdomsformand for HK Hovedstaden, og efter hun blev færdiguddannet, fik hun job i HK. Hun mener derfor selv, at hun er blevet 'politisk skolet' i HK.

Victoria Velásquez har en kandidat i arbejdslivsstudier og socialvidenskab fra Roskilde Universitet.  

Kontakt
Jobannoncer

[email protected]
+45 7174 7377

Kommercielt samarbejde

Jesper Berg
[email protected]
+45 93990460

A4 Medier er en del af A4 Medier Aps
CVR-nr. 31470021
Islands Brygge 32D
DK-2300 København S

Ansvarshavende chefredaktør

Nicolai Kampmann
[email protected]


Annoncering

Forretningsbetingelser

Cookies

Brug for hjælp?

Hvis du har spørgsmål til abonnementer, jobannoncer eller generelt behov for hjælp, så skriv til Jonathanri[email protected] eller ring 71 74 73 77 ...