TL: Vi overser fuldstændig en af vores vigtigste ressourcer til arbejdskraft - erhvervsakademierne

Jimmi_Eiberg_regionsformand_Teknisk_Landsforbund_Hovedstaden_og_Bornholm_Pressefoto_1920px_tre_to
Foto: Teknisk Landsforbund
21. feb. 2024 06.00
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].
Uddannelsesdebatten fokuserer primært på nogle få retninger og muligheder for danske unge, men desværre cementerer det et bedaget syn på uddannelsessystemet. Og endnu værre, så overser vi uddannelser, der kan hjælpe os i mål med den grønne omstilling.

VI FÅR TRAVLT i de kommende år. EU-Kommissionen har netop lanceret sit forslag til et nyt reduktionsmål på tværs af kontinentet, og det er ikke småting, vi taler om. EU skal frem mod 2024 skære 90 procent af sin udledning af drivhusgasser sammenlignet med 1990.

Det kommer unægtelig til at fremtvinge lidt sved på overlæben på politikerne - også i Danmark. Det er et ambitiøst men stærkt udspil.

Hvis Danmark – og resten af EU – skal gøre sig nogle forhåbninger om at nå i mål med ambitionen, er vi nødt at have den rigtige arbejdskraft. Men det lader ikke til, at politikerne helt har forstået det endnu. Vi mangler ikke flere hænder. Vi mangler de rigtige hænder.

LÆS OGSÅ: Ny analyse: Studiemotivationen er lavere på erhvervsakademier end på universiteter

Antallet af beskæftigede på det danske arbejdsmarked har aldrig været højere, hvilket naturligt resulterer i et samstemmende kor af politikere, arbejdsgivere og for den sags skyld også os selv i fagbevægelsen som råber på mere arbejdskraft. Men det er tid til, at vi ændrer fokus og i stedet i langt højere grad snakker om, hvilke kompetencer vi har brug for nu og i fremtiden.

MEGET TYDER PÅ, at vi kommer til at holde et højbeskæftigelsesniveau lang tid endnu, men der er til gengæld klare indikationer af, at de nødvendige kompetencer hos arbejdsstyrken ændrer sig markant. 

Analyser fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at vi kommer til at mangle op mod 90.000 faglærte i 2030. Men lige så vigtigt viser analyserne også, at der kommer til at mangle rigtig mange med kortere og mellemlange uddannelser, og at vi nu uddanner langt flere akademikere, end der er behov for, viser analyserne.

LÆS OGSÅ: Nyt estimat: Frem mod 2035 står antallet af faglærte til at falde med 150.000

Jeg anerkender fuldt ud behovet for, at vi skal uddanne flere faglærte. Og jeg anerkender også akademikernes vigtige rolle i samfundet. Men jeg forstår vitterligt ikke, at vi bliver ved med at overse potentialet i de kortere og mellemlange uddannelser.

Vi ser kun to veje for unge efter folkeskolen - enten kan de tage en erhvervsuddannelse – eller gå mod universitetet gennem en gymnasial uddannelse. Det er et meget ensidigt syn på uddannelsessystemet, som er ret så udbredt blandt politikere og almindelige danskere.

VI OVERSER FULDSTÆNDIG erhvervsakademierne. Dem bør vi snakke meget mere om. Det er uddannelser designet til at uddanne arbejdskraft, som er plug-and-play på arbejdsmarkedet. Og de er efterspurgte ude på landets arbejdspladser. Og det bliver ikke mindre i de kommende år, hvor der bliver et markant behov for arbejdskraft, der kan indfri EU’s ambitioner om en accelereret grøn omstilling.

Erhvervsakademierne er den uddannelsesinstitution, hvor den største andel modtager og ønsker undervisning i  grøn omstilling. Det er for eksempel på uddannelserne til energiteknolog, VVS-installatør, miljøteknolog og byggekoordinator.

LÆS OGSÅ: Stort interview med ny direktør i Danske Erhvervsakademier: “Vi er en central leverandør til en kæmpe del af arbejdsmarkedet. Det skal folk sgu da vide!”

Et hurtigt eksempel: En studerende på energiteknologuddannelsen fra Københavns Erhvervsakademi var i praktik i en kommune. Via sine kompetencer fandt han en løsning på at energieffektivisere en af de kommunale bygninger. Han skar i bygningens energiforbrug – og sparede kommunen 90.000 kroner årligt. Tænk på potentialet på landsplan.

Derfor skal vi smide skyklapperne og stoppe med kun at se to veje for unge i uddannelsessystemet. Vi er nødt til at kigge på de oversete uddannelser, der lige nu er vores bedste kort til at nå i mål med den grønne omstilling.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].