Elektrikeren Tahir Mahmood er mentor og ildsjæl: "Vi skal skabe et mere attraktivt uddannelsesmiljø"

Tahir_1.0
Tahir Mahmood brænder for at skabe et mere attraktivt uddannelsesmiljø på erhvervsuddannelserne, og derfor har han skabt en lektiecafé på TEC Frederiksberg. Foto: Tahir Mahmood
ANNONCØRBETALT INDHOLD
Hvad er dette?
5. jan. 2024 06.00
Da den handelshøjskoleuddannede Tahir Mahmood besluttede sig for at skifte karrierevej og blive elektriker, gik det op for ham, hvor stor forskel der er på uddannelsesmiljøerne herhjemme. Med det for øje har han skabt en lektiecafé på TEC Frederiksberg.

"Den her slags miljøer, hvor der virkelig er plads, til at man kan fordybe sig og dyrke både de sociale og faglige fællesskaber har længe været en integreret del af de gymnasiale uddannelser og universitetsverdenen, mens det har været underprioriteret og manglet ressourcer på erhvervsuddannelserne."

Sådan forklarer Tahir Mahmood om bevæggrundene for det lektiecaféprojekt, som han har startet og er primus motor for, på TEC Frederiksberg - hvor han i 2021 selv blev færdiguddannet som elektriker.    

Oprindeligt er Tahir Mahmood uddannet erhvervsøkonom fra handelshøjskolen, men efter at have været inden for den branche i en årrække besluttede han sig i sine 40'ere for, at karrieren skulle gå i en ny retning, og i 2017 startede han på elektrikeruddannelsen. 

Det var i det skifte, at Tahir Mahmood noterede sig store forskelle i miljøet omkring uddannelserne og uddannelsesinstitutionerne.

På elektrikeruddannelsen oplevede han nemlig, at der manglede rum og plads til fordybelse, fællesskab og faglig forfængelighed - og det blev startskuddet til projekt lektiecafé.    

"Jeg gik i dialog med Dansk El-Forbund og TEC Frederiksberg om, hvordan vi kunne forbedre miljøet omkring uddannelserne, og jeg kom op med ideen om en lektiecafé med plads til fordybelse og socialt samvær, hvor jeg skulle være tovholder. Der blev givet grønt lys, og vi startede lektiecaféen op i 2019," fortæller Tahir Mahmood. 

Vil skabe mere attraktivt uddannelsesmiljø for alle 

På lektiecaféen på TEC Frederiksberg mødes elever og lærlinge hver onsdag med Tahir Mahmood som tovholder, hvor der er mulighed for fordybelse og fagligt nørderi, men også til bare at være, at turde at fejle og at række ud og spørge om hjælp til det svære og udfordrende - både i ens uddannelse og i livet. 

I bund og grund, fortæller Tahir Mahmood, er hele idéen bag projektet, at det skal hjælpe til med at skabe et mere attraktivt uddannelsesmiljø på erhvervsuddannelserne (EUD) ved at løfte fagligheden, styrke fællesskabet og fællesskabsfølelsen samt højne trivslen.  

For vil man gerne have flere til at gå EUD-vejen, som der bliver prædiket fra politisk side, så må man også skele til helheden omkring de forskellige uddannelser og uddannelsesmiljøer, mener Tahir Mahmood. 

"Selvom det er vigtigt med en god løn, som vi i store træk jo har i elektrikerfaget, så er det langtfra nok kun at lokke med det, hvis vi skal beholde folk i faget - og ikke mindst tiltrække nye. Og her er lærings- og uddannelsesmiljøerne omkring EUD’erne bare blevet groft underprioriteret. For en ting er, hvad politikerne siger, men noget andet er handling bag ordene, så det rent faktisk ændrer noget i praksis i forhold til at komme rekrutteringsudfordringerne til livs. Vil man det, må man også skabe bedre og attraktive lærings- og uddannelsesmiljøer på alle måder," forklarer Tahir Mahmood.  

Derfor er det også et kardinalpunkt for Tahir Mahmood, at det skal skabes uddannelsesmiljøer omkring EUD'erne, der får dem til at appellere til en bredere gruppe af mennesker i samfundet.  

Noget, som han håber, at lektiecaféen kan være med til at understøtte. 

"En del af projektet er også at skabe et miljø til de mere ressourcestærke, så flere fra den gruppe aktivt vælger EUD'erne til. For det er lige så komplekst og udfordrende at læse en EUD som en gymnasial uddannelse. Samtidig med at der selvfølgelig også er plads til dem, der måske har lidt mere med i bagagen og har mere brug for hjælp og støtte. Det vigtigste her er ikke 12-tallet, men at skabe inspiration, nysgerrighed, glæde og sociale fællesskaber, der er med til at gøre vores arbejde og fag bedre til gavn for os allesammen," lyder det fra Tahir Mahmood.     

Uddannelsesmentor, skuemester og rollemodel

En af de ting, der ifølge Tahir Mahmood er en mangelvare i håndværkerfagene, er eksponeringen af rollemodeller, som de unge kan spejle sig i. 

Og det er noget, som han selv håber på at kunne være med til at ændre på. 

"Jeg synes, at vigtigheden af rollemodeller er blevet negligeret i vores fag. Rollemodeller, der gør noget for eleverne og faget. Rollemodeller, der kan repræsentere de underrepræsenterede grupper i vores fag - om det så handler om at være kvinde, at have en anden etnisk baggrund end dansk, ens seksualitet eller noget fjerde," forklarer Tahir Mahmood. 

Og det er ikke kun i projekt lektiecafé på TEC Frederiksberg, som Tahir Mahmood gennemsnitligt bruger cirka 15 ugentlige frivillige timer på, at han efter bedste overbevisning forsøger at gebærde sig som rollemodel.

For sideløbende med den tjans og jobbet som sikringstekniker hos Kemp & Lauritzen har Tahir Mahmood nemlig også påtaget sig hvervet som uddannelsesmentor for fire elektrikerlærlinge i virksomheden, mens der også er blevet tid til at være ekstern censor - også kendt som skuemester - ved de afsluttede svendeprøveeksamener på elektrikeruddannelsen.

Men som Tahir Mahmood selv forklarer det, så er de mange opgaver ingenlunde noget, der generer ham - tværtimod holder han meget af dem.

"Det falder mig naturligt at prøve på at hjælpe og kæmpe for en sag. Jeg kan godt lide det og synes, det er fedt, at jeg kan se frugterne af arbejdet. Vi skal ikke tabe unge mennesker, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at prøve at være med til at gøre en forskel. Jeg vil også gerne gøre mit for samfundet og løfte min del af ansvaret, og for mig handler det om at være rollemodel uden at flashe for meget med det," siger Tahir Mahmood.