3F og MEP for Socialdemokratiet: At svække seniorpensionen er et fejlskud af dimensioner

3F_MEP
Marianne Vind (tv.) og Lene Krabbe Dahl (th.). Foto: Mariannevind.dk / 3F
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].
Både seniorpension og tidlig pension er kommet for at blive. Dansk Arbejdsgiverforening er på gal kurs i kampen for mere arbejdskraft.

DANSK ARBEJDSGIVERFORENINGS direktør, Jacob Holbraad, mener, at seniorpensionen skal svækkes, fordi ordningen trækker for mange arbejdsduelige mennesker ud af arbejdsmarkedet.

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) er på helt gal kurs. Seniorpensionen er etableret for at sikre nedslidte danskere en fair vej ud af arbejdsmarkedet, når de nærmer sig pensionsalderen. En stor del af 3F’erne i senioralderen har taget piller for at kunne passe deres arbejde - de værst plagede tager piller hver eneste dag! De skal kunne sige stop, når kroppen ikke kan mere.

Hvis arbejdsgiverne vil have mere arbejdsudbud, skal de se indad i egne rækker
Marianne Vind, medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet, og Lene Krabbe Dahl, forbundssekretær i 3F

Samtidig viser tallene, at der kun er meget lidt arbejdskraft at hente ved at stramme seniorpensionen. Kun seks procent af dem, der får tilkendt seniorpension, kommer nemlig fra arbejdsmarkedet, så det potentielle arbejdsudbud ved helt at droppe ordningen ligger på måske maksimalt 1.000 personer.

EN SVÆKKELSE AF SENIORPENSIONEN vil derfor i praksis kun skabe et mikroskopisk større arbejdsudbud, men til gengæld en række voldsomme problemer for de mange ældre mennesker, især ældre 3F’ere, der er totalt slidt ned efter et hårdt og langt arbejdsliv. Det, mener vi, er uværdigt, uretfærdigt og menneskefjendsk, og vi er glade for, at regeringen i sin 2030-plan har valgt at lade ordningen fortsætte på de nuværende betingelser.

Hvis arbejdsgiverne vil have mere arbejdsudbud, skal de se indad i egne rækker. Rigtig mange ældre vil nemlig gerne blive på arbejdspladsen, hvis arbejdsgiverne sørger for ordentlige seniorordninger og fleksibilitet for seniorerne.

I 3F har vi for nyligt gennemført en stor undersøgelse blandt vores 20.000 seniorer over 60 år. Undersøgelsen viser, at kun halvdelen af de danske virksomheder har seniorordninger, og at seniorordninger og fleksible arbejdsforhold får de ældre til at blive lidt længere på arbejdspladsen – også selv om de faktisk har fået retten til tidlig pension (Arne-pensionen). 

3F’s økonomer har regnet ud, at hvis alle virksomheder indfører attraktive seniorordninger, vil det give et ekstra arbejdsudbud på op mod 5.000 personer – og en masse glade medarbejdere. 

PÅ SAMME MÅDE KAN VIRKSOMHEDERNE se indad omkring arbejdsulykker. En ny rapport fra Beskæftigelsesministeriet viser, at arbejdsulykker hvert år koster godt 28 milliarder kroner årligt og et manglende arbejdsudbud på 26.000. Hvis arbejdsgiverne investerer mere i forebyggelse af arbejdsulykker, er der langt mere arbejdsudbud at hente end ved at svække seniorpensionen.

Hvis arbejdsgiverne vil have mere arbejdskraft, kan de for det første hente den blandt vores stigende antal arbejdsløse. Dernæst kan de hente den i Europa, hvor der er 13 millioner arbejdsløse, men desværre er danske virksomheder langt dårligere end vores skandinaviske naboer til at søge den europæiske arbejdskraft. Endelig kan de hente den ved at forbedre forholdene på arbejdspladserne, så de ældre har lyst til at arbejde lidt længere, end de egentlig havde planlagt.

At svække seniorpensionen er et fejlskud af dimensioner, som både vi og langt de fleste danskere siger nej til. DA må genopfinde sig selv og finde progressive løsninger omkring arbejdskraft i stedet for at gentage gamle dogmer om at forringe vilkårene for de kortuddannede og nedslidte for at presse den sidste arbejdskraft ud af dem. Det er tiden for længst løbet fra.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].
GDPR