42-årig død efter arbejdsulykke
En 42-årig mand, som tirsdag morgen kom ud for en arbejdsulykke på en betonfabrik i Hedensted, er afgået ved døden.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi til TV Syd onsdag morgen.
Den 42-årige var bosat i lokalområdet, og hans pårørende er underrettet.
Manden fik tirsdag et alvorligt hovedtraume, da han fik hovedet i klemme mellem en maskine med cement og en påhængsvogn.
Det var kolleger, som slog alarm om ulykken. Politiet modtog anmeldelsen klokken 04.30 tirsdag.
Manden blev efterfølgende bragt til Aarhus Universitetshospital i Skejby. Her afgik han ved døden som følge af sine kvæstelser tirsdag eftermiddag, siger vagtchef Lars Grønlund til TV Syd.
Arbejdstilsynet blev kaldt ud til stedet for at undersøge omstændighederne for ulykken nærmere.
Når Arbejdstilsynet undersøger dødsulykker eller andre alvorlige ulykker, skal tilsynet blandt andet være med til at fastslå, hvad der er sket, og om regler i forbindelse med arbejdet er blevet overholdt.
/ritzau/