Analyse: Mette Frederiksen vil samarbejde om velfærdsreformer - bare ikke med fagbevægelsen

20230316-134222-L-1920x1280we
Statsminister Mette Frederiksen (S) tegnede et dystert billede af fremtidens velfærdssamfund på talerstolen til KL's kommunalpolitiske topmøde torsdag. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Velfærdssamfundet står i en skæbnestund, lød det torsdag fra statsministeren, som inviterede til et flerårigt samarbejde om fremtidens velfærdssamfund. Fagbevægelsen fik imidlertid ikke nogen invitation, skriver A4 Aktuelts politiske redakatør.

Der er kold luft mellem fagbevægelsen og regeringen.

Og luften er kun blevet koldere, efter statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag talte for landets kommunalpolitiske spidser til KL topmøde i Aalborg Kongres og Kultur Center.

Mette Frederiksen brugte nemlig talen på at invitere til et flerårigt samarbejde mellem stat, kommuner og regioner om fremtidens velfærdsreformer og nedskæringer i det evigt voksende bureaukrati.

Men der var én gæst, der ikke fik nogen invitation til det samarbejde, og det er fagbevægelsen.

Og det er da heller ikke gået ubemærket hen i flere af de offentlige forbund. I dele af toppen opfatter man det ikke som en forglemmelse, men som en klokkeklar tak for sidst fra statsministeren.

"Det er payback time for store bededag," som en af fagbevægelsens topfolk tørt bemærker.

Fagbevægelsen blev ikke nævnt med ét ord i statsministerens tale, ligesom de heller ikke blev nævnt i et stort interview med Berlingske samme dag.

Og det er bemærkelsesværdigt, fordi besparelserne ikke kun omhandler arbejdsgange og dokumentation. Det handler også om sammensætningen af medarbejdere. Vi skal have færre bureaukrater og flere varme hænder. Færre HK'ere og djøffere til at føre kontrol og tilsyn og flere sosu'er og pædagoger til de borgernære opgaver.

Der ligger ganske givet et potentiale i, at de offentligt ansatte bruger mere tid på de borgernære kerneopgaver, men det rækker kun så langt, når der skal spares tre milliarder på bureaukratiet i kommuner og regioner, som det fremgår af regeringsgrundlaget.

Derfor kan det ikke undgås også at blive en barsk diskussion om, hvilke medarbejdere der skal være færre af i fremtiden.

Men det er tilsyneladende kun en sag for regeringen og de offentlige arbejdsgivere, som har fået en invitation til noget, der mest af alt minder om en topartsforhandling.

Den tredje part, lønmodtagernes repræsentanter, må indtil videre stå og vente pænt på invitationen. Men det ligger ikke i fagbevægelsens dna at vente på en forsinket indbydelse fra statsministeren. Får de den ikke, vil de selv forsøge at sparke døren ind.

Skæbnestund

Invitationen kom i kølvandet på en tale fra statsministeren, som tegnede et dystert billede af fremtidens velfærdssamfund.

"Vi står en skæbnestund," sagde statsministeren og pegede på fem centrale udfordringer for velfærdssamfundet, som nok fungerer nu og i den nærmeste fremtid, men som på den lange bane risikere at gå i opløsning.

Det er kombinationen af flere børn og ældre, rekrutteringsproblemer i velfærdsfagene, det voksende bureaukrati, gruppen af indvandrere, hvis afsondrede liv truer sammenhængskraften og den voksende forvetning til den offentlige service, som ifølge regeringen kræver rettidig omhu nu.

Eller som statsministeren formulerede sig:

"Vi kan vælge at humpe videre og lappe lidt her og der, eller vi kan tage mere grundlæggende fat og indrette samfundet på en ny måde."

Den nyindretning skal vel at mærke finde sted, uden at det får konsekvenser for den borgernære velfærd.  Og opgøret med administrationen er bestemt ikke en ny opgave. En perlerække af regeringer har forsøgt og fejlet før SVM-regeringen. 

Og statsministerens tale anviste heller ikke nogen konkrete bud på, hvordan opgaven kan gribes an. Det var mest af alt en tale, der skulle skabe en fælles krisebevidsthed og platform for det fremadrettede samarbejde.

Med Mette Frederiksens tale har regeringen ikke desto mindre for alvor smidt hele sin politisk kapital ind på at lykkes, hvor alle andre hidtil har fejlet. 

Og talen kan da også vise sig at markere begyndelsen på en historisk fornyelse af det danske velfærdssamfund. Hvis det altså lykkes.

Ellers bliver det bare endnu en historie om en regering, der tabte til bureaukratiets logikker.

GDPR