Analyse: Regeringen har indledt en offensiv i tofrontskrigen om store bededag

20220525-155337-L-1920x1376we
Formænd for partierne bag det nationale kompromis om forsvarsudgifterne. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Der er lagt maksimalt pres på K og SF, som kan blive tvunget til at skrive under på afskaffelsen af en helligdag. Store bededag ser ud til at være fortid, skriver A4 Aktuelts politiske redaktør.

Krigen om store bededag tager til i styrke, og regeringen kæmper i øjeblikket på to fronter.

På den ene side er der hele den samlede fagbevægelse, på den anden side oppositionspartierne, og siden årsskiftet har der været tale om en nærmest konstant salve af beskydning fra begge fronter.

Men det har ikke fået regeringen i defensiven. Nærmest tværtimod.

Ved at slå fast, at regeringen vil afskaffe en helligdag, og at det samtidig bliver en afgørende forudsætning for, at man kan være med i det kommende forsvarsforlig, har udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) på vegne af regeringen indledt en offensiv ved den politiske front. 

Koblingen mellem afskaffelsen af en helligdag og forsvarsforliget lægger nemlig pres på partierne bag det nationale kompromis - Socialdemokratiet, Venstre, De Radikale, De Konservative og SF - og ligner mest af alt et siciliansk tilbud til navnligt SF og De Konservative. Altså sådan et tilbud man ikke kan afslå.

Sagen er nemlig den, at det nuværende forsvarsforlig udløber til nytår. Og partierne bag det nationale kompromis fra marts sidste år - hvori det blev besluttet at hæve forsvarsudgifterne til to procent af bruttonationalproduktet i 2033 - vedtog samtidig, at den konkrete udmøntning af de godt og vel 18 milliarder kroner, der er tale om, skal aftales i et nyt forlig, som skal gælde ti år frem.

Forsvar er hjerteblod for De Konservative, som ikke kan overleve at stå uden for sådan et forlig. For SF er der traditionelt mere manøvredygtighed på det spørgsmål, men partiets deltagelse i det nationale kompromis var på mange måder en symbolsk kulmination på den regeringsduelige og ansvarlige kurs, som partiformand Pia Olsen Dyhr (SF) har lagt for partiet, og som vælgerne i høj grad har kvitteret for ved det seneste folketingsvalg.

Det er også årsagen til, at en af regeringens skarpeste kritikere i bededagssagen, beskæftigelses- og udenrigsordfører Karsten Hønge (SF), overfor A4 Aktuelt ikke klart kan afvise at ofre store bededag på forsvarsforligets alter.

SF vil nemlig gerne være med. Dermed har partiet reelt kun den mulighed at sluge bededagskamelen eller at anvise anden finansiering af de tre milliarder kroner, helligdagen ifølge SVM-regeringen forventes at indbringe.

Løkke løber en risiko

Lars Løkke Rasmussen løber imidlertid også en stor risiko på regeringens vegne med den kobling. For det første fordi det har vakt harme hos flere af de politiske partier.

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, kalder det for "bøllemetoder", DF-formand Morten Messerschmidt omtaler i skjulte vendinger Lars Løkke Rasmussen som et "pattebarn," og så mener både SF's Karsten Hønge og De Konservatives forsvarsordfører, Rasmus Jarlov, at SVM-regeringen optræder magtfuldkomment.

Det sidste er næppe en kritik, regeringen kan leve med på den lange bane, eftersom nuværende vicestatsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen var henholdsvis bannerfører og ophavsmand for netop den kritik af Mette Frederiksens (S) forhenværende regering.

Den kritik kommer oven i, at SVM-regeringen i forvejen får drøje hug for det politiske finansieringskryds mellem en sløjfet helligdag og krigen i Ukraine, hvorfor regeringen er blevet beskyldt for "manipulation" og "spin og sludder". 

Men de øgede udgifter til forsvaret er hverken manipulation eller sludder. Det koster at fremrykke de øgede forsvarsudgifter, og det ved partierne uden for regeringen også godt. SF og K må altså finde på noget andet, hvis de vil komme ud af regeringens skruetvinge, men "det har vi til gode at se", som Lars Løkke lakonisk har formuleret sig i Berlingske

Ingen - og slet ikke regeringen - har imidlertid interesse i at lande et smalt forsvarsforlig, der skal gælde de næste ti år. Det giver med andre ord nogle muligheder for SF, De Konservative og Radikale Venstre, når forhandlingerne om finansieringen bliver konkrete.

Men uanset hvordan det ender med forsvarsforliget og ikke mindst finansieringen af det, tyder meget dog på, at store bededag snart vil være fortid.

Regeringen har krydset Rubicon og kan ganske enkelt ikke vende om. Det er hele den brede samlingsregerings eksistensberettigelse at træffe de svære, men i deres optik nødvendige beslutninger, og store bededag er blevet den første rigtige prøve.

Hvis regeringen alligevel har sat hele sin politiske kapital ind på at fjerne helligdagen, som samtidig kan være finansieringskilden i forsvarsforliget, ville det virke omsonst for de øvrige partier at gå hele vejen for at finde yderligere og måske lige så upopulær finansinering.

Derfor er det heller ikke usandsynligt, at SF og Konservative i sidste ende bider til hvedebrøddene, når de indser, at helligdagen alligevel er fortid, og derfor accepterer prisen for adgangsbilletten til forsvarsforliget.

GDPR