Baumol-effekten:
Lær dette ord - det kan blive kernen i de kommende års diskussioner om arbejde og velfærdssamfundet

20221026-115050-L-1920x1280we
Statsminister Mette Frederiksen (S) har flere gange talt om, at vi ikke har råd til at arbejde mindre, hvis vi skal bevare det velfærdssamfund, vi har i dag. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
ARTIKELSERIE: Vi kan ikke arbejde mindre, betale mindre i skat og forvente samme velfærd. Derfor vil regeringen have os til at arbejde mere.

Hvorfor er det egentlig, at vi skal arbejde mere?

Det spørgsmål er blevet helt centralt på Christiansborg og i den offentlige debat efter balladen om store bededag, som et flertal i Folketinget tirsdag officielt vedtog at afskaffe.

Derfor skal vi alle nu arbejde en dag mere om året fra 2024.

I første omgang lød forklaringen, at det var nødvendigt for at finansiere fremrykkede forsvarsudgifter. Siden har regeringen udvidet forklaringspaletten, og statsminister Mette Frederiksen (S) har ad flere omgange plæderet for vigtigheden af, at vi arbejder mere, da det er forudsætningen for finansieringen af vores velfærdssamfund.

Men kigger man på Finansministeriets langsigtede fremskrivninger, er der intet, som umiddelbart understøtter statsministerens forklaring. De viser tværtimod, at finanspolitikken er holdbar, fordi der er et langsigtet overskud.

Så igen - hvorfor er det egentlig, vi skal arbejde mere?

Artikelserie: Hvorfor skal vi arbejde mere?

I årevis er udviklingen kun gået én vej: Vi har arbejdet mindre og holder mere fri. Nu vil regeringen med en række initiativer få os til at arbejde mere. Vi skal tidligere ud på arbejdsmarkedet, vi skal blive der længere, adgang til tilbagetrækningsordninger skærpes og vi mister en helligdag.

Men hvorfor er det egentlig, at vi skal arbejde mere? Hvad siger det om regeringens syn på arbejde, og hvad siger den voldsomme modreaktion på afskaffelsen af store bededag om samfundets syn på arbejde i dag?

De spørgsmål vil A4 Medier forsøge at finde svar på i en række artikler de kommende uger.

Baumol-effekten

For at finde et svar på det spørgsmål har A4 Aktuelt allieret sig med professor i økonomi ved Københavns Universitet og tidligere overvismand, Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

Han peger i første omgang ligeledes på, at der ikke er noget langsigtet problem i finansieringen af velfærdssamfundet.

"Finanspolitikken er overholdbar med cirka en procent af BNP,” siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen og uddyber:

"Det vil sige, at hvert år kunne man undvære nogle og tyve milliarder kroner i de offentlige kasser, og så vil der stadigvæk være den langsigtede sammenhæng mellem indtægter og udgifter,” siger han.

"Men den videre diskussion man kan have, og som jeg synes er relevant, det er, om vi vil være tilfredse med den udgiftsudvikling, der ligger til grund for disse fremskrivninger,” siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

Eller sagt på en anden måde: Er vi tilfredse med, at serviceudgifterne i den offentlige sektor lige netop følger med det private forbrug, eller skal der ske forbedringer derudover med dertilhørende større udgifter?

Behovet for, at vi arbejder mere, beror altså på perspektiv, politiske prioriteringer og ikke mindst introduktionen af et teknisk begreb, som nok er ukendt for den brede befolkning: 'Baumol-effekten'.

Lad os tage det sidste først.

I Danmark følger lønningerne på det private og det offentlige arbejdsmarked nogenlunde hinanden. Det skal sikre, at de private lønninger ikke stikker af, og vi i sidste ende står uden medarbejdere i det offentlige, der kan yde velfærd.

Det er bredt anerkendt som et ganske fornuftigt princip, men det har også en hage ved det, og det er kernen i 'Baumol-effekten'.

Det går kort fortalt ud på, at det er sværere at øge produktiviteten inden for serviceproduktion, som det offentlige i stor grad er præget af, end i materiel produktion i den private sektor.

"Helt i sin kerne betyder det, at man ikke har lige så store produktivitetsfremskridt i den offentlige sektor som i den private sektor,” forklarer Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

Samtalebehandlinger af 50 minutters varighed for en depressiv person kan ikke bare effektiviseres ned til 40 minutter, og en klasselærer kan ikke uden videre få 10 skoleelever ekstra i sin klasse. I hvert fald ikke uden, at det går ud over kvaliteten vel at mærke.

Men fordi de offentlige lønninger stiger i takt med lønningerne i det private, bliver vores offentlige velfærd hele tiden dyrere og dyrere i forhold til det private forbrug – uden at der nødvendigvis sker en kvalitetsforbedring.

Vi får med andre ord hele tiden mindre offentlig service for de samme penge.

I Finansministeriets fremskrivninger stiger den offentlige service i forvejen med nogenlunde den samme stigning som vækstraten i økonomien.

Men ‘Baumol-effekten’ betyder, at der muligvis er brug for en højere vækst i den offentlige service end det, der ligger i beregningerne, som jo allerede viser et overskud.

"Det kan altså godt være, det ikke er nok, at udgifterne til det offentlige forbrug pr. bruger følger med det private forbrug pr. borger. Det er der, jeg gerne vil flytte diskussionen hen,” siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

"Man må altså være åben overfor, at det kan være, at den stigning, der ligger i fremskrivningerne fra Finansministeriet, ikke er stor nok, fordi kravene til den offentlige sektor vil stige yderligere. Så det kan være, man vil have mere fremgang i udgifterne til det offentlige forbrug per bruger, end hvad det private forbrug stiger,” siger han.

Derfor kan der ifølge den tidligere overvismand være logik i behovet for arbejdsudbudsreformer.

De lavthængende frugter er plukket

Men mere arbejde er kun ét blandt flere håndtag, som politikerne kan vælge at skrue på for at sikre velfærdssamfundets fremtid. Og så er vi tilbage ved de politiske prioriteringer.

For i virkeligheden kunne man også bare vælge at sætte skatterne op for at øge indtægterne, eller alternativt øge privatiseringen af velfærdssamfundets serviceydelser, forklarer Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

Men det er to enormt upopulære redskaber, som de færreste regeringer, der ønsker et genvalg, ville tage i brug.

Dermed er øget arbejdsudbud det mindste af flere onder.

Hans Jørgen Whitta-Jacobsen understreger, at man hverken kan snakke om, at vi har nået absolutte grænser for skatteopkrævning eller arbejdsudbuddet endnu.

"Alle de nemme ting, dem har vi gjort. For eksempel at pensionsalderen er steget, og det har jo givet en enorm luft i de offentlige finanser. Men det, man har gjort, er jo sådan set bare, at man lader pensionsalderen stige med levealderen, så det på den måde ikke engang er en reel stramning,” lyder det fra Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

De lavthængende frugter er altså allerede plukket, og med afskaffelsen af store bededag rækker SVM-regeringen ud efter en ny type reformfrugter.

Befolkningens vrede mod afskaffelsen af store bededag viser dog, at disse frugter er sværere at indfange, fordi vi i danskernes øjne muligvis har nået et mæthedspunkt – både i forhold til arbejdsudbudsreformer og skattetrykket.

Dermed ser Hans Jørgen Whitta-Jacobsen også en mulighed eller måske snarere en uundgåelighed i, at noget af den offentlige velfærd bliver privatiseret, hvis ikke vi i stigende grad skal opleve servicen som utidssvarende.

"Hvis man tror på det her ‘Baumol-problem’, og man siger, at vi på et tidspunkt både når en grænse for, hvor meget vi kan sætte skatten op, og har nået en grænse for at lave flere arbejdsmarkedsreformer, og derfor ikke får plads til på langt sigt bare at lade udgifterne stige så meget, som folk ønsker. Ja, så er der kun to mulige løsninger: Enten at vi får generelle nedskæringer i forhold til det ønskede serviceniveau på alle mulige områder. Eller vi kan begynde at tage enkelte funktioner ud, der privatiseres og dermed ikke finansieres over skatterne, og så kan servicen stige som ønsket, på de områder, der bliver tilbage,” vurderer Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

GDPR