Borgmestre kritiserer kommuners lønbonus til pædagoger

20210712-092043-1-1920x1280we
Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
I både København og Lyngby-Taarbæk vil man give 15.000 kroner til nyuddannede pædagoger. Det kritiserer flere borgmestre nu med opbakning fra kommunalforsker.

Landets kommuner skriger efter pædagoger. Det fik i december Københavns Kommune til at indføre en engangsbonus på 15.000 kroner til pædagoger. Nu har Lyngby-Taarbæk fulgt trop og indført en lignende tilskudsordning.

Men strategien møder kritik fra andre kommuner, der frygter en lønkonkurrence ude af kontrol. Det skriver TV 2 Lorry.

LÆS OGSÅ: Kommune vil lokke nyuddannede pædagoger til med stor lønbonus

Det kan få konsekvenser for kommunernes samarbejde, ansættelsesmuligheder og økonomi, lyder det både fra Gentofte og Furesø.

- Den her type ordning kan hurtigt blive til en situation, hvor vi kommuner overbyder hinanden. Det er vi jo ikke interesserede i, for det kan blive dyrt for os, siger Gentoftes borgmester, Michael Fenger (K).

Alligevel er manglen på pædagoger et problem, som kommunerne skal finde en hurtig løsning på.

En undersøgelse fra Danske Professionshøjskoler viser nemlig, at der med den nuværende udvikling vil mangle op imod 13.700 pædagoger på landsplan i 2030.

Men ifølge Michael Fenger er pengebonusser ikke en langtidsholdbar løsning på det, han kalder et strukturelt problem.

- Jeg er ikke begejstret for ordningen. Der kommer jo ikke flere pædagoger af, at vi giver et tilskud. Lige nu er der jo kun de pædagoger, der nu engang er. Det er et desperat forsøg på at tiltrække arbejdskraft, siger Michael Fenger.

Heller ikke Furesøs borgmester, Ole Bondo Christensen (S), mener, at en økonomisk bonus er vejen frem, når der skal findes løsninger på pædagogmanglen.

- Det er ikke en ordning, vi overvejer i Furesø Kommune. Det kan simpelthen føre til en lønudvikling, som er svær at håndtere, lyder det.

Roger Buch, der er kommunalekspert og forsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, mener heller ikke, at et tilskud løser problemerne.

- Det er grundlæggende en dårlig ide. Der er kæmpe årgange af ældre, der forlader arbejdsmarked, og der kommer ikke tilsvarende unge ind. Derfor kan enhver regne ud, at det ikke nytter noget med bonusser og højere løn. Det hjælper kun indtil nabokommuner skruer endnu højere op for bonusserne, siger Roger Buch.

Ifølge Roger Buch er det ikke første gang, at man ser en kamp om de varme hænder i kommunerne.

- Vi så det også før krisen i 2008. Her lokkede kommuner med “sign on fee”, hvor man fik en ekstra månedsløn. Man begyndte også at arbejde med bonusordninger til medarbejdere: ”Få 10.000 kroner, hvis du kan finde en ny kollega”. Desperationen var stor, siger Roger Buch.

Han pointerer, at ordningen ikke er den fulde løsning på pædagogmanglen, og at kommunerne i stedet bør kigge nærmere på de arbejdsløse og dem, der er på kontanthjælp. Derudover skal der også mere fokus på, hvordan man holder på de ældre pædagoger.

I Lyngby-Taarbæk kan man godt forstå skepsissen overfor det nye initiativ.

- Jeg forstår til fulde kritikken. Men inden man siger, det er unfair og urimeligt, er man nødt til at kigge på andre parametre. Vi har i forvejen forskellige måder at rekruttere og aflønne på i kommunerne. Lønniveauerne er forskellige, behovene er forskellige, og institutionerne er forskellige, siger borgmester Sofia Osmani (K).

At en lønbonus ikke nødvendigvis ændrer på det grundlæggende problem med manglen på pædagoger, er Sofia Osmani udmærket klar over. Hun håber dog, at lønbonussen kan have andre fordele for kommunen.

- Det løser jo ikke problemet med, at vi mangler pædagoger. Men måske kan det her initiativ være med til at vise, at vi sætter pris på vores pædagoger. Og så kan vi jo håbe på, at det kan være med til, at nogen vælger at tage uddannelsen.

GDPR