Ny aftale forpligter SAS til at frigøre sig fra FPU-overenskomster: "Vi tager det tilbage, som er vores"

20220713-095711-L-1920x1280we
Formand for Dansk Pilotforening Henrik Thyregod ved forhandlingerne i Stockholm. Foto: Ali Lorestani/TT/Ritzau Scanpix
Alle nyansættelser i SAS Connect og Link bliver på den nye Metal-overenskomst, og SAS har forpligtet sig til at frigøre sig fra FPU's overenskomster, når de udløber, lyder det fra Dansk Metal og Dansk Pilotforening.

Den nye overenskomst mellem SAS og de nordiske piloter i SAS Pilot Group vil på længere sigt helt smide Flyvebranchens Personaleunions pilotoverenskomster på porten fra de to omstridte datterselskaber Connect og Link. 

Det fortæller Dansk Metals forhandlingssekretær Keld Bækkelund til A4 Overenskomst:

LÆS OGSÅ: Efter kaotiske forhandlinger: SAS og piloter er enige om ny overenskomst

"Vi har lavet én overenskomst, der dækker hele SAS, og derfor er der nu en situation med paralleloverenskomster i Connect og Link. SAS har forpligtet sig til ikke at ansætte flere på FPU-overenskomsten. Derudover har SAS forpligtet sig til at frigøre sig fra FPU's overenskomster, når de udløber," siger han. 

Formand for Dansk Pilotforening Henrik Thyregod, der har siddet ved forhandlingsbordet i Stockholm, bekræfter, at SAS har skrevet under på, at selskabet vil frigøre sig fra overenskomsterne med Flyvebranchens Personaleunion, samt at alle nyansættelser bliver på Dansk Pilotforenings overenskomst.

"Alle, der er i Connect og Link, bliver hvor de er, og ingen skal frygte for at miste deres stilling. De, der er ansat på FPU-overenskomst, kan blive på den. De kan også vælge at komme over på en rigtig god, dansk overenskomst hos os, og det tænker jeg, mange vil tage imod," siger Henrik Thyregod.

A4 Overenskomst har forsøgt at få en kommentar fra SAS, men selskabet er ikke vendt tilbage inden deadline. SAS' danske direktør Simon Pauck Hansen bekræfter dog over for Berlingske, at piloter på FPU's overenskomster nu kan søge over på Dansk Metals overenskomst:

"Der er ingen tvivl om, at FPU selvfølgelig ikke synes, at den her aftale bidrager til deres forening, givet at vi nu laver parallelaftaler med Dansk Metal, som skal organisere arbejdskraften i de selskaber, FPU har tegnet overenskomst i. Men i sidste ende har vi ansvaret for, at SAS kan overleve, og vi stod i en konkurstruende konflikt, der var uløselig uden en aftale på det område," siger Simon Pauck Hansen til Berlingske.

Direktøren understreger også, at ingen pilot "får ændret eller mister sit ansættelsesforhold".

"De ansatte vil vælge vores"

Datterselskaberne SAS Connect og SAS Link, hvor FPU har overenskomster indtil henholdsvis 2025 og 2027, har været et helt centralt stridspunkt i konflikten. Med den nye aftale vil der således eksistere to, parallelle overenskomster på samme tid. 

Rent fagretligt kan hver enkelt lønmodtager selv vælge at være ansat på den overenskomst, der er "mest fordelagtig for dem", siger Keld Bækkelund fra Dansk Metal:

"Og det er selvfølgelig vores. Vi går ud fra, at de ansatte af sig selv vil vælge vores overenskomst, når vi når august. Der er organisationsfrihed, men jeg ser det som naturligt, at man er medlem hos dem, der har overenskomsten," siger han.

Forhandlingssekretæren mener, at den nye overenskomst er bedre end FPUs på "en række områder", vigtigst af alt den såkaldte senioritetsliste.

Vi har ikke brug for at have konkurrerende fagforeninger rendende som løsgående missiler og lave rav i den
Henrik Thyregod, formand, Dansk Pilotforening

Et af Dansk Pilotforening og Dansk Metals store kritikpunkter af de nye datterselskaber har været, at corona-fyrede piloter fik slettet ancienniteten og skulle starte forfra på et lavere løntrin, hvis de blev ansat i Connect eller Link. 

“Men fra nu af bliver man afskediget og ansat ud fra anciennitet på tværs af hele SAS, som det hele tiden burde have været. Det er særligt vigtigt, når vores folk kommer tilbage og bliver genansat i henhold til senioritet,” siger Bækkelund med henvisning til, at aftalen også forpligter SAS til at genansætte de fyrede piloter.

FPU: Metal fører 'organisationskrig'

Den nye aftale har udløst rødglødende kritik fra Flyvebranchens Personaleunion. Fagforeningen er lige nu ved at undersøge, hvad parallelaftalen får af betydning for deres 180 medlemmer i Connect og Link. 

"Det fremstår nu helt tydeligt, at Dansk Metals konflikt udelukkende har handlet om at hverve medlemmer og føre organisationskrig mod FPU. En konflikt er et helt legitimt værktøj, men vi er dybt kritiske over, at Dansk Metal misbruger konflikten i et forsøg på at tage overenskomsten fra en anden FH-organisation. At påstå at en organisationskrig er en kamp for den danske model er absurd," siger FPU's formand Thilde Waast i en pressemeddelelse.

Men det er "helt forkert", lyder svaret fra Henrik Thyregod i Dansk Pilotforening:

"Det handler udelukkende om at få vores opsagte SAS-piloter tilbage i selskabet frem for, at der kommer andre ind fra gaden. Det eneste, vi sørger for, er, at piloterne tager det tilbage, der var vores. Vi har ikke brug for at have konkurrerende fagforeninger rendende som løsgående missiler og lave rav i den. Vi har overenskomstdækket SAS siden 1946 og det klarer vi fint selv," siger Thyregod og tilføjer:

"Jeg har ingen kommentarer til FPU. Jeg kender dem ikke og jeg regner ikke med at komme til det."

Også Keld Bækkelund fra Dansk Metal afviser, at aftalen handler om en organisationskrig mod Flyvebranchens Personaleunion.

"FPU har indgået overenskomster med to selskaber, der har været identiske med SAS. Med aftalen får vi vores tabte terræn tilbage," siger han.

Den nye overenskomst indebærer også, at SAS ikke opretter nye datterselskaber på andre vilkår end den netop indgåede overenskomst. Til gengæld kommer piloterne til at gå omkring 25 procent ned i løn og den ugentlige maksimale øvre arbejdstid hæves fra 47 timer til 60 timer.

Aftalen, der har en historisk lang varighed på 5,5 år, skal formelt godkendes af medlemmerne i hver af de nordiske landes pilotforeninger. Samtidig skal en amerikansk domstol også nikke godkendende til aftalen, fordi SAS er i gang med en rekonstruktion af selskabet under en såkaldt chapter 11-proces i USA.

Afstemningens resultat forventes at ligge klar i starten af august, hvorefter aftalen enten vil træde i kraft eller strejken genoptages.

Tidslinje: SAS-konflikten

November 2021
SAS og piloterne indleder forhandlinger om en ny overenskomst.

Februar 2022
SAS præsenterer den storstilede spareplan SAS Forward, der skal skære skære 5,2 milliarder danske kroner af de årlige omkostninger.

Marts 2022
Piloternes overenskomst udløber.

15. juni 2022
Piloterne varsler strejke fra den 29. juni

28. juni-3. juli 2022
SAS og piloternes forhandlinger intensiveres. Parterne forhandler ved det svenske Medlingsinstitutet i Stockholm og deadline for piloternes strejke udskydes flere gange undervejs i forløbet.

4. juli 2022
Overenskomstforhandlingerne bryder sammen, og omkring 1000 piloter går i strejke.

5. juli 2022
SAS søger om konkursbeskyttelse i USA. Få dage senere får SAS af en amerikansk dommer lov til fortsætte driften som vanligt, mens selskabet kan påbegynde en rekonstruktion under konkursbeskyttelse.

13. juli 2022
Parterne genoptager forhandlingerne i Stockholm

18. juli 2022
Parterne bliver enige om en ny overenskomstaftale

 

GDPR