I STATSMINISTERENS NYTÅRSTALE hed det sådan:
“Jeg fortryder ikke, at vi for tre år siden dannede en regering hen over midten (…) Det har ikke gavnet os som partier. Men jeg er ikke i tvivl om, at det har tjent Danmark. Og det er det vigtigste.”
Den sidste sætning - “og det er det vigtigste” - stod ikke i manuskriptet, men faldt i TV som en vigtig markering: Statsministeren satte en streg under dét, der tæller mest.
Sætningerne er i første omgang en forsvarstale for den upopulære midterregering. Men de udstiller samtidig en klar prioritering: Opbakningen kan falde, men hvis den førte linje siges at tjene Danmark, så er det linjen - ikke opbakningen - der tæller mest. Heraf følger en rangorden: faldende folkelig opbakning bliver ikke et signal om at ændre retning, men en pris man må betale.
Når politiske hovedprioriteringer på den måde gøres vigtigere end opbakningen, signaleres også noget mere principielt: at politik sættes over den demokratiske forankring, som opbakningen netop er udtryk for. Der kan godt foretages mindre justeringer undervejs, som med madchecken til udvalgte grupper, men på de store linjer - ikke mindst oprustningens retning og tempo - er budskabet klart: Kursen ligger fast.
LÆS OGSÅ: Madsen: Mettes bedste nytårstale
Når retningen først er udlagt som national nødvendighed, skubbes interessekonflikter i baggrunden. Spørgsmål om fordeling, byrder og prioriteringer bliver til noget, der må vige. Fagbevægelsen må derfor tage sig i agt for, at “Danmark” ikke bliver et negativt trylleord, der lukker debatten.
Når store reformer, omprioriteringer og oprustning gennemføres trods faldende opbakning, må fagbevægelsen insistere på konkrete fordelingsspørgsmål: Hvem får gevinsterne, hvem betaler regningen i løn, arbejdstid og velfærd? Og ikke mindst: Har vi indflydelse på retningen - eller kun på implementeringen, efter rammerne er fastlagt?
“Danmark” som slør over interessekonflikter
Sætningen “det har tjent Danmark” lyder samlende, men “Danmark” er ikke neutralt. “Danmark” rummer modsatrettede interesser - mellem lønmodtagere og arbejdsgivere, og i disse tider også mellem velfærd og oprustning.
Når politik begrundes med, at den tjener Danmark, flyttes diskussionen fra fordeling til loyalitet. Det, der reelt er et valg om prioriteringer og byrder, fremstilles som national nødvendighed. Dermed løftes retningen op over de konflikter, som burde stå centralt i et demokrati.
Konsekvensen er, at kritik lettere kan afvises: Hvis retningen siges at være for Danmark, kan modstand gøres til illoyalitet. Det gør legitim uenighed politisk mistænkelig - og svækker demokratiets praktiske indhold.
LÆS OGSÅ: Trads: Mette Frederiksen bør love og levere mere lighed
For fagbevægelsen kan det på sigt betyde tre ting. For det første et mere snævert handlerum, hvor lønmodtagerkrav lettere mødes med et "tiden er ikke inde til..." For det andet et øget pres for at tage medansvar, hvor organisationerne inviteres med til at gennemføre en politik, der allerede er besluttet. For det tredje en større afstand mellem organisationer og medlemmer, netop fordi mulighederne indsnævres, og forhandlingerne derfor ikke kaster meget af sig.
Samlet set kan det forskyde fagbevægelsen fra at være en selvstændig interessebærer til at blive en medforvalter af en national politik, den kun i begrænset omfang kan påvirke, men som samtidig udhuler medlemsopbakningen.
Konklusionen er derfor enkel. Når regeringen siger, “det er det vigtigste”, må fagbevægelsen fastholde spørgsmålet: Hvis kursen “tjener Danmark”, hvordan fordeles gevinster og byrder - og hvem har reel magt over kursen?
