Stille genstart for storcentrene: 'Måske er folk bange for at blive smittet'

Efter at have være lukket i knap to måneder vendte landets storcentre mandag tilbage til noget, der minder om en hverdag igen. A4 tog ud til to centre i København - og blev mødt af nøje optælling ved døren.
Er der for mange kunder, bliver man afvist. Det er blot en af flere regler i myndighedernes retningslinjer for en forsvarlig genåbning.
Der er dog ikke meget, der tyder på, at det bliver nødvendigt at afvise kunder i første omgang. Mandag var der ganske få kunder i de to storcentre, A4 besøgte.
Forretningen gik stille i herretøjsforretningen Bertoni i Fisketorvet, der havde kørt gitteret op for første gang i lang tid.
- Det er tydeligt, at der ikke er så mange mennesker i centret, som der plejer af være. Jeg ved ikke, om det skyldes, at de er bange for at blive smittet. Så vi er lidt bange for, hvordan det kommer til at se ud, siger butikschef Kasper Kondrup Jensen.
LÆS OGSÅ: Tillidsrepræsentant styrer hjælpepakker for milliarder: 'Det mest sindssyge jeg har prøvet'
Han og det øvrige personale brugte søndagen på at gøre butikken klar til den 'den store genåbning' som har været meget ventet. Derfor var det med ro i stemmen, at han bød en patruljerende politibetjent velkommen i butikken med en forsikring om, at 'alt er efter bogen'.
Rengøring og afspritning
Men det er ikke gjort ved det, forklarer han. Den nye virkelighed kræver et løbende fokus på hygiejneforholdene i butikken. Det stiller en række nye krav til måden at drive butik på.
- Vi har forberedt os på at skulle bruge meget tid på at spritte af løbende. Vi skal holde styr på antallet af kunder, og vores vagtplan er ændret, så vi nu undgår at være flere på arbejde på samme tid, lyder det fra Kasper Kondrup Jensen.
Artiklen fortsætter efter billedet:
Butikschef i Bertoni i Fisketorvet, Kasper Kondrup Jensen.
Men ikke alting er lige nemt at håndtere for en butik, der lever af at sælge varer, som folk gerne lige vil prøve først.
- Hvordan håndterer vi det, når en kunde har prøvet noget tøj på. Vi kan jo ikke vaske det, spørger han og forklarer, at rengøringen er særlig koncentreret omkring kasseområdet og håndtag ved prøverum.
Det samme gør sig gældende i butikken Bræt & Brikker. Også her har man været optagede af at tilpasse både butik og personale til den nye hverdag, hvor covid-19 kan dukke op som uønsket kunde.
- Vi har taget forholdsregler ved at rykke rundt på nogle af varerne og spredt tingene lidt mere ud, så vi forhåbentlig kan motivere folk til at gøre det samme, siger Tobias Odgaard, der er assisterende butikschef og fortsætter:
- Vi har også lavet en række interne retningslinjer for, hvordan vi selv bevæger os rundt i butikken, hvordan vi skal stå bag kassen, og hvordan vi taler med kunderne.
Masser af vagter
Det indebærer, at personalet skal holde et vågent øje med kundernes adfærd, og om nødvendigt gribe ind over for de kunder, der skulle glemme alvoren.
LÆS OGSÅ: Danskere i risikogruppe: - Skal vælge mellem deres job og helbred
Det bliver formentlig ikke nødvendigt. Af to grunde, forklarer han. For det første fordi butikken ikke normalt er tætpakket, og for det andet fordi Fisketorvet, som butikken ligger i, ikke ligefrem er overrendt af mennesker.
Til gengæld er det nemt at få øje på både vagter og rengøringspersonale, der med stor opmærksomhed holder gang i storcentret.
- Mængden af mennesker i centret er betydeligt mindre, end vi er vant til fra før coronakrisen. Det var den allerede inden nedlukningen, men der er godt nok ikke meget gang i den lige nu. Det er virkelig der, det kan mærkes, siger Tobias Odgaard.
Bræt & Brikker skriver sig ind i en række af butikker, der har oplevet konsekvenserne af coronakrisen. Det fremgår af en medlemsundersøgelse foretaget af Dansk Erhverv, der viser, at 82 procent af detailhandlen har oplevet et fald i omsætningen.
Aflyste arrangementer
Derfor er det afgørende, at kunderne i den kommende tid finder vej tilbage til butikkerne. En af de kunder, der på første åbningsdag har bevæget sig mod et storcenter, er 38-årige Daniel Metzon. Han er ude efter et par sko.
- Normalt er jeg ikke den store shopper, og jeg kommer faktisk sjældent i storcentre, men jeg mangler et par sko. Jeg ved, de er billige derinde, siger han og nikker mod Deichmann-skoforretningen bag ham i Nørrebro Bycenter.
Her er der opsat håndsprit ved indgangene, gulvene klistret til med advarsler og skilte, der guider kunderne på rette vej.
Artiklen fortsætter efter billedet:
Daniel Metzon, kunde i Nørrebro Bycenter
Langs korridoren i storcentret står også den 39-årige dagplejemor Mia Jensen og nyder, at hun igen kan komme uden for og se andet end lejlighed og have, som hun beskriver det. Begrænsningerne har givet hende stof til eftertanke.
- Jeg har efterfølgende tænkt over, hvor mange penge jeg egentlig bruger på unødvendige ting, siger hun, inden hun bevæger sig mod en af centrets mange butikker.
Tilbage i Bertoni-butikken håber Kasper Kondrup Jensen dog på, at kunderne vil begynde at bruge penge igen. Det er nødvendigt for butikken, der blandt andet lever af arrangementer, der normalt finder sted i løbet af sommeren. Det er blandt andet konfirmationer, bryllupper og barnedåb, som er blevet aflyst i hobetal.
- Vi har haft nogle af vores strøgbutikker åbne. Der har omsætningen været en fjerdedel af, hvad den normalt er. Så det er også den virkelighed, vi åbner op til i dag. Og det er klart, at vi har brug for, at der kommer lidt skub i det snart, siger han.
Endnu ikke overblik
Derfor har han også svært ved at forholde sig til den virkelighed, som blandt andre landets museer og fitnesscentre lige nu ser ind i, hvor der først kan forventes en genåbning til august.
- Jeg tror, det ville koste os mange penge. Allerede nu har vi været bange for vores jobs. Hver gang det har været den 1. i en måned, så har man siddet med krydsede fingre og kigget på kontoen for at se, om der er kommet løn, siger han og forklarer, at han endnu ikke har overblik over butikkens tab.
Det samme gør sig gældende hos Bræt & Brikker, hvor en august-åbning også ville have været en massiv mavepumper i økonomien.
- Jeg ved faktisk ikke, hvordan det så ville se ud. I hvert fald ikke super godt, det kan jeg godt afsløre, siger han, inden et udenlandsk par så småt nærmer sig kassen med en vare under armen.
Ifølge Dansk Erhvervs medlemsundersøgelse er det da også hele 37 procent af detailhandlen, der forventer at løbe tør for likviditet inden for to måneder, hvis ikke situationen forandrer sig.
Men spørger man hos konsulenthuset Boston Consulting Group, der har analyseret detailbranchens genåbning i udlandet, ser det ikke rosenrødt ud for branchen.
- Vi forventer, at butikkerne efter genåbningen sælger halvdelen af det, de gjorde sidste år i samme periode baseret på de erfaringer, vi har fra Tyskland og Kina, lyder den dystre forudsigelse fra Andreas Malby, der er partner i Boston Consulting Group, til Finans.