LIZETTE RISGAARD OG DAN JØRGENSEN har i en kronik i Information sat fokus på samspillet mellem beskæftigelse og grøn omstilling: "Uden blik for beskæftigelse og lighed får vi ingen grøn omstilling".
Det er en rigtig vigtig diskussion, så tak for det!
LÆS OGSÅ: Forbundsformænd: Vi har råd til velfærds- og klimaløft, selvom vi har corona
For Enhedslisten har det fra starten været en hjørnesten, når vi snakker den grønne omstilling, at klimakampen skal være solidarisk, og der skal være plads til alle. Derfor kan vi kun være enige med Risgaard og Jørgensen.
Problemet er dog, at deres kronik er lidt forsimplet og bør gå et par spadestik dybere, hvis den skal fungere som rettesnor.
FØRST OG FREMMEST er det alfa og omega, at den omstilling, som vi står over for, er af en helt anden type end det, vi før har skullet håndtere. Historisk har omstillingen af produktionen være styret af det teknologiske fremskridt, hvor noget nyt gradvist fortrængte det bestående. Da man ikke mere kørte i karet, blev kuskene chauffører, og karetmagerne begyndte at lave sæder i togene. Og typograferne laver ikke mere blysats, men har lært at udføre opgaverne på skærm.
Politisk er de fleste partier og organisationer – og altså også FH og regeringen i kronikken - bange for at tage den udfordring op og direkte tale imod vækst og forbrugssamfundet, netop fordi de er bange for, at virksomheder mister indtjening eller at job forsvinder
Jon Burgwald, miljøpolitisk rådgiver, og Jette Gottlieb, (MF) og arbejdsmarkedsordfører, Enhedslisten
I modsætning til den kendte historiske udvikling kræver klimakrisen en mere forceret omstilling. Én, hvor vi ikke kan håbe og vente på de teknologiske fremskridt, men må tage udgangspunkt i de teknologier, som vi allerede har.
LÆS OGSÅ: Forbund har anderledes krav til OK-forhandlinger: Vi skal tage grøn omstilling alvorligt
Det betyder også, at selvom der på nogle områder er et naturligt skridt til flere arbejdspladser med en ny, dominerende teknologi, er der på andre ikke den samme naturlige udvikling.
DERFOR BLIVER VI nødt til at forstå og tænke den grønne omstilling og den grønne jobskabelse meget bredere, end der gøres i kronikken. Det betyder ikke, at der ikke på nogle områder findes makroløsninger, som eksempelvis skiftet fra ansat i olieindustrien til job i vindmølleindustrien. Men det er ikke hele løsningen.
LÆS OGSÅ: Dansk Metal advarer mod oliestop: Der tages ikke hensyn til arbejdspladser
Vi skal turde italesætte den cirkulære økonomi. I stedet for brug-og-smid væk, skal vi blive meget bedre til brug-og-reparer. Det er ikke en opgave, som vi kan overlade til et marked, der har for stor en interesse i at fortsætte som hidtil og sælge nye produkter, som ikke har nævneværdig holdbarhed eller som der reelt ikke er brug for. Derfor må vi politisk tage opgaven på os for at skabe de rammer, som eksempelvis gør det muligt at nøjes med en delebil, med cyklen og med den kollektive transport.
Tænk også på, hvad man kunne opnå i byggeriet, hvis man favoriserede energirenovering og vedligehold af de eksisterende boliger og offentlige bygninger. Det ville give en kæmpe gevinst for klima og på varmeregningen. Men der er alt for mange politiske og administrative barrierer til, at det kommer til at ske.
I dag er det alt for ofte det ubæredygtige valg, som er det billigste og nemmeste. Det er billigere at køre i sin egen bil fra København til Aarhus, end det er at tage toget. Det er billigere at købe et par nye bukser eller en ny vaskemaskine, end at få repareret det gamle. Og det er billigere at smide iPhonen ud end at få den fikset. Det er jo helt hul i hovedet og kræver politiske ændringer. Derudover er vi nødt til at se i øjnene, at der er visse produktioner og funktioner, der faktisk skal udfases for at sikre en mere bæredygtig fremtid.
LÆS OGSÅ: Grøn omstilling kan koste tusindvis af ansatte jobbet: 'Utrygheden er en fast følgesvend'
DET ER DEN ØMME TÅ. Politisk er de fleste partier og organisationer – og altså også FH og regeringen i kronikken - bange for at tage den udfordring op og direkte tale imod vækst og forbrugssamfundet, netop fordi de er bange for, at virksomheder mister indtjening eller at jobs forsvinder. Det er kortsigtet. Opbygning af en reparationskultur er slet, slet ikke en blindgyde for jobskabelse. Tværtimod vil en sådan tilgang kræve styrkelse af håndværksprægede kvalifikationer, og det er langt mere arbejdsintensivt, end den måde produktionen foregår i øjeblikket.
Det er der, hvor Risgaard og Jørgensen går lidt for meget rundt om den varme grød. Opgøret med overforbrugskulturen er nødvendigt for den grønne omstilling
Jon Burgwald, miljøpolitisk rådgiver, og Jette Gottlieb, (MF) og arbejdsmarkedsordfører, Enhedslisten
Den største barriere for hurtige og effektive ændringer lige nu er i virkeligheden, at den nødvendige ændring af uddannelserne ikke er sat på dagsordenen. Dét, der først og fremmest kræves, er en hurtig udvikling af uddannelser og efteruddannelser, der kan opbygge de nødvendige kvalifikationer for dem, der skal varetage omstillingen. Der skal sikres midler, både til den indholdsmæssige udvikling og til den strukturelle omstilling af efteruddannelsessystemet. Den slags sikres ikke med midlertidige puljer og kortsigtet planlægning.
Den grønne omstilling handler om, at vi politisk skal sige, hvad vi skal have mere af. Det er den nemme del. Men vi skal også turde sige, hvad vi politisk skal have mindre af. Og det er der, hvor Risgaard og Jørgensen går lidt for meget rundt om den varme grød. Opgøret med overforbrugskulturen er nødvendig for den grønne omstilling.
Og gør vi det rigtigt, er vi helt sikre på, at der vil være grønne jobs til os alle.
