Forsker: Et langt pensionistliv er ikke nødvendigvis godt

De fleste af os kan se frem til mange gode år efter arbejdslivet, selvom pensionsalderen stiger, og selvom de fleste stadig har en sygdomsperiode på nogle år, inden døden indtræffer.

Siden folkepensionen blev indført i 1956, er den forventede levealder i Danmark steget med cirka 10 år fra lidt over 70 år til lidt over 80 år. 

Samtidig er pensionsalderen faldet med et år - fra 67 år i 1956 til 66 år i 2020 - på trods af, at den er steget de seneste år og stiger yderligere i de kommende år. 

De 10 ekstra leveår, vi har fået siden 1956, er således alle sammen blevet brugt på livet efter pensioneringen.

Og når du først har nået pensionsalderen, er din forventede restlevetid 20 år for mænd og 23 år for kvinder.

LÆS OGSÅ: Gik på pension under coronakrisen: 'Jeg mangler en ordentlig afslutning'

Inden for aldringsforskningen taler man om det institutionaliserede livsforløb. Hver livsfase kommer med bestemte forventninger til, hvad du skal foretage dig, fra barndom til ungdom til voksendom til alderdom, og de forventninger institutionaliseres gennem børnehaver, folkeskoler, uddannelsesinstitutioner, arbejdsmarked og pensionskasser.

Der er et overordnet manuskript for livet, som vi selvfølgelig som individer kan undvige, men som langt de fleste af os følger uden at tænke synderligt meget over det.

Når vi lever længere og længere, spredes de ekstra leveår ikke udover de forskellige livsfaser, men tilføjes blot pensionen.

Dermed forlænges de institutionaliserede forventninger, som er til os i den livsfase også, selvom forventningene også forandrer sig, som vi ser med de meget aktive ældreliv, der i dag praktiseres af mange pensionister. 

De sidste århundreders statsopbygning og videnskab med fokus på sundhed, uddannelse, statistik, teknologi og infrastruktur har fuldstændigt forandret, hvad vi kan forvente os af livet.

Som 38-årig kan jeg i dag nyde godt af ikke engang at have nået midten af livet endnu, hvis ellers mit liv ikke bliver kortere end gennemsnittets.

Sådan var det bestemt ikke for et par hundrede år siden. I 1850 var middellevetiden for nyfødte drenge blot 43 år, og jeg ville nu have været i slutningen af livet. 

Jeg skriver heller ikke dette for at problematisere, at vi som samfund har indført folkepension.

Som samfund skal vi selvfølgelig tage os af ældre mennesker, ligegyldigt hvor meget de har arbejdet, og ligegyldigt om de er syge eller ej. Det er en central del af samfundskontrakten, at vi kan se frem til nogle år uden krav til os fra arbejdsmarkedet.

Ikke altid et gode

Når jeg problematiserer de meget lange pensionistliv, er det fordi, de mange år uden arbejde ikke nødvendigvis bekommer os så godt.

Godt nok har de 60-70-årige den bedste mentale trivsel af alle aldersgrupper. Men jeg har i min forskning også interviewet mange mennesker i både 60'erne, 70'erne, 80'erne og 90'erne, der synes, at det er svært at holde engagementet og nysgerrigheden ved lige, når arbejdslivet fortoner sig i det fjerne.

Arbejdet er med til at holde os friske, hvis vi ellers har et arbejde, vi bryder os om, og som ikke slider os ned.

Den franske filosof Pascal Bruckner beskrev det for nylig under overskriften 'Alderdommen er en ørken' på denne måde i et essay i Atlas Magasin:

- Heraf det tvetydige i pensionen: som en formidabel social erobring skaber den også den alderdom, som den bliver anset for at aflaste. Visse trættende erhverv kræver en standsning af aktiviteter for en krop udmattet af ensformige handlinger. Men for alle de andre er denne afsked en dobbelt byrde, foreningen mellem svækkelse og alder, udgangen fra det aktive liv koblet med en faldende indkomst, skrev Pascal Bruckner. 

Selvom mange mennesker nyder pensionen, er den ofte også svær at vænne sig til, og mange døjer både med identiteten som pensionist og med følelsen af, at de kunne være blevet længere i arbejde, hvis ellers arbejdsmarkedet havde været gearet til at imødekomme deres behov for fleksibilitet. 

Forspildt mulighed 

Så når vi bare lægger de ekstra leveår til pensionen, forekommer det en smule fantasiløst og som en forspildt mulighed for at gentænke det institutionaliserede livsforløb.

I min forskning er jeg stødt på talrige eksempler på ældre medarbejdere, der fortsætter med at arbejde en smule efter pensionen. Det har i nogle tilfælde ført til, at en småbørnsforælder så kunne gå lidt ned i tid.

Sådanne delejobordninger kunne være en af løsningerne, men hvis vi i det hele taget begyndte at lege lidt mere med de måder, livsforløbet er indrettet på, kunne det føre til bedre arbejdsliv for mange og ikke kun for seniorerne. 

Ældre Sagen har i en del år talt om livsfasepolitik i stedet for seniorpolitik, og en del virksomheder begynder at tale samme sprog.

Ideen er, at nok har mange seniorer bestemte behov for fleksibilitet som for eksempel nedsat arbejdstid, men andre livsfaser indeholder også særlige behov.

For eksempel har børnefamilierne behov for fleksibilitet til at indrette et godt familieliv. Der kan også være perioder i livet, hvor man har brug for et fleksibelt arbejdsliv på grund af sygdom, omsorgsopgaver til pårørende, livskriser eller efteruddannelse.

Pointen er, at alle livsfaser har særlige behov, og øget fleksibilitet i de forskellige livsfaser kunne både skabe muligheden for forlængede arbejdsliv, som seniorerne vel at mærke selv kunne vælge til, samtidig med at det kunne skabe bedre plads til at få livet til at hænge sammen i andre livsfaser. 

Til glæde for alle

Jeg taler således ikke om en forøgelse af pensionsalderen, men om at åbne mulighedsrummet op for, hvad man kan som senior på arbejdsmarkedet.

De blomstrende ældreliv og nye pensionsveje, vi ser brede sig i disse år, tyder på, at mange ressourcer kunne udnyttes bedre og kunne komme alle livsfaser til gode.

Det ville selvfølgelig koste arbejdspladserne i noget så kedeligt som ekstra forsikringer og arbejdsstationer på grund af flere medarbejdere.

Til gengæld ville det skabe øget trivsel på arbejdspladsen, bedre udnyttelse af de ældre medarbejderes erfaringer og kompetencer, større forståelse og solidaritet generationerne imellem, gode, gradvise overgange til pensionstilværelsen og bedre muligheder for at blive mødt med forståelse og fleksibilitet af vores arbejde, når livets omstændigheder kræver af os, at vi må have perioder uden fuldtidsarbejde.

LÆS OGSÅ: Hverken tak eller farvel: Coronakrisen snyder seniorer for en ordentlig afsked på jobbet

Men som det er i dag, har vi ikke fantasien til at indløse potentialet i de forlængede liv.