Finansministeriets topchef bliver direktør i PensionDanmark

20230303-125821-L-1920x1280we
Departementchef i Finansministeriet, Peter Steensgaard Mørch, bliver ny direktør i PensionsDanmark. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
16. maj 2023 06.00
Han har været departementschef i Finansministeriet siden 2019. Nu begynder jagten på en ny topchef til Finansministeriet.

PensionDanmark har fundet den mand, der skal overtage direktørposten efter Torben Möger Pedersen, der stopper efter mere end 30 år.

Den nye mand for bordenden bliver Peter Stensgaard Mørch, der har været departementschef i Finansministeriet siden 2019.

Det skriver Finansministeriet i en pressemeddelelse.

"Efter mange spændende år i det politiske maskinrum på Slotsholmen ser jeg frem til nye udfordringer i PensionDanmark, som er en vigtig institution i den danske pensionsbranche. Jeg glæder mig til at få ny indsigt og nye udfordringer, og til at bringe mine erfaringer fra den offentlige sektor i spil i en virksomhed med så store kontaktflader med samfundet," lyder det fra Peter Stensgaard Mørch om jobskiftet.

Peter Stensgaard Mørch er uddannet cand. scient. pol. fra Aarhus Universitet, hvor han blev færdig i 2003. Siden har han brugt det meste af sin karriere i centraladministrationen i en række forskellige ministerier. Fra 2013-2016 var han departementschef i Beskæftigelsesministeriet, siden blev han administrerende direktør i Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune, før han igen blev departementschef i 2019, denne gang i Finansministeriet.

Peter Stensgaard Mørch bliver den anden direktør for PensionDanmark nogensinde.

LÆS OGSÅ: "Enden på en æra": Portræt af de danske arbejdsmarkedspensioners fader

Torben Möger Pedersen var nemlig selskabets første ansatte og direktør, da PensionDanmark blev stiftet i 1992. Dermed har han i mere end 30 år stået i spidsen for selskabet, der i dag har omkring 815.000 medlemmer og samtidig råder over en samlet formue på 310 milliarder kroner.

Peter Stensgaard Mørch indtræder fra 15. august i PensionDanmarks direktion for at overtage posten som administrerende direktør efter et år. 

I perioden fra Torben Möger Pedersen træder tilbage 1. oktober og Peter Stensgaard Mørch sætter sig i stolen i august 2024, vil investeringsdirektør Claus Stampe indtræde som administrerende direktør i PensionDanmark.