3F byder ind med kandidat som ny næstformand i FH

20220408-122633-L-1920x1409we
3F-formand Henning Overgaard har meldt sin opbakning til Morten Skov Christiansen som FH-formand. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Landets største fagforbund støtter Morten Skov Christiansen som FH-formand og stiller selv med en næstformandskandidat. Også Dansk Metal har meldt sin opbakning til det samlede kandidathold.

Morten Skov Christiansen fik mandag opbakning fra to af fagbevægelsens sværvægtere i sine bestræbelser på at blive valgt som formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH). 

Efter et hastigt indkaldt hovedbestyrelsesmøde kunne 3F-formand Henning Overgaard i Politiken og TV 2 erklære, at landets største fagforbund støtter Morten Skov Christiansens kandidatur. 

LÆS OGSÅ: Kommentar: Formandskabalen i FH er på vej til at gå op

Samtidig løfter 3F sløret for sin kandidat til den næstformandspost, der bliver ledig, når Morten Skov Christiansen forventeligt bliver valgt som formand på den ekstraordinære kongres 7. september:

Flemming Grønsund er udlært gartner og har siden 2015 været forhandlingssekretær i 3F's Grønne Gruppe.

Med mere end 25 års erfaring med forhandling, overenskomster og arbejdsret fra forskellige grene af 3F har han netop den profil, som en række fagforbund har efterlyst som en del af formandskabet i FH-hovedkvarteret på Islands Brygge. 

LÆS OGSÅ: Henrik W. Petersen afviser at være kandidat til FH's formandspost

3F's udmelding kommer, to dage efter at Blik- og Rørarbejderforbundets formand, Henrik W. Petersen - som flere forbund har ønsket som formandskandidat - meddelte, at han ikke stiller op til posten.

Også Dansk Metal støtter Morten Skov Christiansen "i en samlet pakke" med Flemming Grønsund og den nuværende næstformand, Nanna Højlund, oplyser Metal-formand Claus Jensen til Politiken.

I pædagogernes fagforbund BUPL, et af de største offentlige forbund, mangler hovedbestyrelsen stadig at tage endelig stilling til kandidaterne.

"Men det vil være min klare anbefaling, at vi støtter op om det hold, der har meldt sig nu. Det er en god kabale med fornuftige kandidater, og jeg har store forventninger til, de kan klare opgaven," siger BUPL-formand Elisa Rimpler til A4 Overenskomst. 

I løbet af den seneste måned har det været diskuteret internt i fagbevægelsen, om nogle af de tidligere FTF-organisationer ville stille med en kandidat for at sikre balance på hovedorganisationens topposter.

Både næstformand Nanna Højlund fra FOA, fungerende formand Morten Skov Christiansen med baggrund i Dansk Metal og nu 3F's Flemming Grønsund kommer fra tidligere LO-forbund. 

Elisa Rimpler mener dog ikke, det skal være afgørende, hvilken hovedorganisation man kommer fra.

"Det har været på tale med en FTF-kandidat, men jeg synes, vi skal gå væk fra at tale om FTF og LO. Nu mangler jeg lige at lære Flemming (Grønsund, red.) bedre at kende, men både Nanna (Højlund, red.) og Morten (Skov Christiansen, red.) er dygtige både på det private og det offentligte område. Det vigtigste er, at vi står sammen om fællesskabet i Fagbevægelsens Hovedorganisation," siger Elisa Rimpler. 

GDPR