A4 Aktuelt
Køb abonnement

Christina Rasmussen greb sin elev, da hendes "verden væltede". Derfor er hun Årets uddannelsesmentor 2025

12. november 2025 kl. 6.00
Christina Rasmussens personlige nærvær på arbejdspladsen har givet hende en særlig relation til kolleger og elever. Netop derfor blev hun tirsdag aften hædret som Årets uddannelsesmentor. | Foto: A4 Medier
ÅRETS TR: Christina Rasmussens personlige nærvær på arbejdspladsen har givet hende en særlig relation til kolleger og elever. Netop derfor blev hun tirsdag aften hædret som Årets uddannelsesmentor.

Der lød et overdøvende jubelbrøl fra den store sal i Cirkusbygningen i København, da Christina Rasmussens navn blev råbt op som vinder af Årets uddannelsesmentor. 

Under stående klapsalver fra de 539 gæster i Cirkusbygningen modtog hun prisen af forbundsformand for HK Danmark Mads Samsing og forhenværende undervisningsminister og medlem af Folketinget for Venstre Bertel Haarder.

"Jeg troede aldrig i mit liv, at jeg skulle stå på så stor en scene. Jeg vil takke alle mine elever, kolleger og min leder, der tror på os," sagde den nyudklækkede vinder fra scenen. 

Christina Rasmussen arbejder til daglig som social- og sundhedsassistent på plejecenteret Hjemmet ved Noret. Hun er kendt blandt kolleger og elever som en person, der vægter de personlige relationer og nærvær højt.  

Hun blev indstillet til prisen af sin tidligere elev Lajla Hansen, der fremhævede Christina Rasmussens omsorg under hendes praktikperiode, i sin indstilling. En mørk tid for Lajla Hansen, der mistede sin lillebror.

“Christina greb mig, da min verden væltede. Der var intet stress eller pres om, at jeg skulle skynde mig tilbage på arbejde igen,” lød det fra Lajla Hansen i hendes indstilling af Christina Rasmussen til prisen.

Tillid til eleverne skinner igennem

Christina Rasmussens tillid til elevernes evner skinner også tydeligt igennem i hverdagen. Lajla Hansen fremhæver Christina Rasmussens fokus på at lade elever - som hende selv - komme med input og ideer til det daglige arbejde på plejecenteret Hjemmet ved Noret.

“Hun lader os indgå i fællesskabet og giver os ansvar for at planlægge vores egen dag. Hun giver os mulighed for at stå for aktiviteter for beboerne og i det hele taget arbejde selvstændigt,” fremhæver hun.

For Christina Rasmussen handler arbejdet om at se elevernes potentiale og give dem det nødvendige skub i den rigtige retning.

"Det er vigtigt for os at uddanne dem på det niveau, de er på, så man kan løfte deres niveau højere op og give dem en masse med i rygsækken," lyder det fra Christina Rasmussen.

Prisen uddeles for femte gang

Prisen Årets uddannelsesmentor går til dem, der gør en ekstraordinær indsats for at hjælpe kolleger, lærlinge og praktikanter med at indfri deres potentiale på arbejdspladsen - blandt andet gennem hjælp og støtte under uddannelsesforløbet.

Prisen uddeles af A4 Medier og HK. Vinderen modtager 10.000 kroner, som er sponsoreret af Socialpædagogerne. Vinderen udpeges af en fagjury. Christina Rasmussen er prisens fjerde vinder. 

Til Årets TR 2024 gik prisen som Årets Uddannelsesmentor til montør Rasmus Blach Nielsen, der blev fremhævet for sit arbejde med at sikre hele 6.500 timers efteruddannelse til kollegerne hos Svanehøj Danmark.

GDPR