A4 Aktuelt
Køb abonnement

Særligt én udfordring for den danske model holder Kaare Dybvad Bek "vågen om natten"

23. februar 2026 kl. 10.00
Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek (S). | Foto: Angelika Warmuth/Reuters/Ritzau Scanpix
Det ender galt for den danske model, hvis både arbejdsgivere og arbejdstagere i højere grad vælger foreninger, der ikke støtter op om overenskomster, mener beskæftigelsesministeren.

Den største langsigtede udfordring i det danske arbejdsmarked er at fastholde den arbejdsmarkedsmodel, hvor man har organisering af arbejdsgivere og arbejdstagere, og hvor de to parter indgår overenskomster.

Sådan lyder det fra beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek (S) i A4 Overenskomsts podcast 'Den Danske Model'.

"Det mener jeg er en udfordring, som er langsigtet, og som holder mig mest vågen om natten i forhold til det her område," siger ministeren.

Det gælder både fra arbejdstagersiden, hvor det har indflydelse på arbejdsmarkedet, om folk vælger en fagforening med overenskomster eller ej, men det gælder også på arbejdsgiversiden, hvor det også er vigtigt, at virksomhederne støtter op om overenskomster, mener han.

Læs også: Kaare Dybvad Bek er bekymret for den danske models udvikling

"Det gør en enormt stor forskel, i forhold til om det er en form for juridisk service, man kan ringe til, eller om det er nogen, der rent faktisk er med til at opretholde det arbejdsmarked vi har," siger han og fortsætter:

"På samme måde er der med arbejdsgiverforeninger også nogle virksomheder, som melder sig ind og bare vil have den juridiske rådgivning og den politiske interessevaretagelse, men som ikke vil tiltræde overenskomsten."

På den måde ser han en spejling i problematikken for faldende dækningsgrad på de to sider.

Læs også: Fritvalgsordning er et nybrud i OK26

"Det spejler den udfordring, der også er på arbejdstagersiden, altså at der er nogle som tilbyder en del af produktet, men ikke det, som egentlig opretholder vores arbejdsmarkedsmodel," siger ministeren.

Det er den store langsigtede udfordring for arbejdsmarkedet.

På kort sigt påpeger han implementering af beskæftigelsesreformer og diskussionen om tilbagetrækning.

Du kan høre hele afsnittet i podcast-appen her.

Mere fra A4 Aktuelt

GDPR