
A4 Mediers bestyrelse og A4 Mediers administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør, Kristian Madsen, er blevet enige om at stoppe samarbejdet.
Det sker som følge af, at bestyrelsen og direktøren ser forskelligt på, hvordan A4 Mediers "administrative setup bedst styrkes efter en periode med omsætningsvækst", oplyser bestyrelsen i en pressemeddelelse.
Bestyrelsen fremhæver, at A4 Medier over de seneste knap fem år, hvor Kristian Madsen har været administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør, har udviklet sig positivt, er vokset i antal ansatte og har øget omsætningen.
”Jeg vil gerne takke Kristian Madsen for det store arbejde med gennem næsten fem år at udvikle A4 Medier og ikke mindst søsætte nye vigtige initiativer – senest forretningsområdet A4 Agenda, der blandt andet driver netværk og events. Derudover har Kristian været en synlig og dygtig chefredaktør med mange skarpe analyser. Bestyrelsen ønsker Kristian alt det bedste fremover,” siger bestyrelsesformand i A4 Medier Mads Reinholdt.
Også Kristian Madsen fremhæver den udvikling A4 Medier er gået igennem de senere år.
“Jeg vil gerne takke A4 Mediers medarbejdere og bestyrelse. Jeg er stolt af de resultater, vi har skabt i de seneste tre år med den strategi, vi lagde for perioden. Vores journalistik har fået et markant løft i omfang og kvalitet, så A4 Medier i dag står stærkt som den danske models medier. Nu skal andre stå i spidsen for de næste strategiske skridt, og jeg ønsker alle i og omkring A4 Medier god vind på den videre rejse,” siger Kristian Madsen.
Bestyrelsen vil nu rekruttere en ny administrerende direktør.
Indtil det er på plads, vil bestyrelsesmedlem Astrid Jørgensen varetage rollen som administrerende direktør interimt. Der arbejdes samtidig på en midlertidig løsning for det journalistiske ansvar i perioden.

















