DET ER SVÆRT AT læse Henrik Sass Larsens nye selvudgivne erindringer og forsvarsskrift 'Tilbageslag' uden at fundere over alt det, som kunne have været.
Hvis man kunne læse bogen uden slagskyggen fra den kommende retssag om besiddelse af overgrebsvideoer og en børnesexdukke, ville det have været en fremragende biografi. En brutal, nøgen og rørende historie fortalt med Sass’ karakteristiske sarkasme.
Jeg må indledningsvis nævne, at Henrik Sass Larsen og jeg var venner gennem knap 20 år. Vi havde lært hinanden at kende i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) i slutningen af 1990’erne og var begge en del af holdet bag Helle Thorning-Schmidt, da hun blev valgt til formand for Socialdemokratiet i 2005.
I 2018 afbrød vi kontakten. Siden har vi kun talt sammen en enkelt gang. Jeg har derfor ingen særlig viden om den aktuelle sag eller forhold til Henrik Sass Larsen i øvrigt.
Men tilbage til Sass’ fortælling om opvæksten: Undfanget i 1965 som et engangsknald mellem to unge mennesker, der var på kursus sammen i Politiet, og som før abortens frigivelse ikke havde andet valg end at gifte sig og forsøge at leve med deres "kneppeaffald", som moderen kaldte sit barn.
Politifolk i knirkende Ecco-sko
Brutaliseret, slået og ydmyget i en kærlighedsløs familie med skiftende dysfunktionelle konstellationer gennem hele barndommen. Jeg kan ikke huske at have læst et had til en moder udtrykt så skånselsløst og afmægtigt: Hvordan kan man hade sit eget barn? Faderen, der skyder sig i hovedet, da Sass er 18 år, slipper marginalt billigere.
Og så løftet op af den tilfældigt tildelte sociale sump, der ikke skyldes velfærdssamfundet, hvis ansatte mest er ordensvagter ved omsorgssvigtet. Heltene er hans skolekammeraters forældre, der åbner køleskabet, stiller en tallerken ekstra frem på bordet og laver en opredning på sofaen. Hos Frita og Annie bliver opredningen permanent, og de bliver vejen væk fra skiftende børnehjem.
Medlemskabet af DSU åbner en dør til en ny verden, nye venner, og en politisk karriere med storhed og fald med interne kampe og rockeren Suzuki-Torben, vi kender nogenlunde herfra.
Men sådan kan man selvfølgelig ikke læse bogen alene. Dels fordi nyhedsværdien er i det selvretfærdige forsvarsskrift, der også er blevet et langt og pinagtigt interview med B.T., som Sass vrider sig igennem med ustyrlig mimik, sludrende tale og tragikomiske udfald mod Politiet, der går i knirkende Ecco-sko, har “været på trofæ-jagt i frokoststuen” og er ude på at “få ham ned med nakken” med metoder, der “er værre end Stasi”.
Sass føler sig som den krænkede
Det præger også bogen, der går i opløsning, efterhånden som tiden skrider frem. Det føles som at finde en gal videnskabsmands efterladte dagbøger, hvor paranoia og parallelunivers tager over fra den velkomponerede fortælling om barndommen. Marineret i et stigende had til eliten, til pressen, til Politiet. Der er intet ansvar, der bliver taget. Sass’ problemer, politiske som juridiske, er andres skyld.
Misæren om rockeren Suzuki-Torben var en sammensværgelse fra topembedsmændene i “Team Herlufsholm”, der vil have ham ned med nakken.
Pressen vil have ham ned med nakken ved at afsløre hans private forhold, selvom der aldrig har været skrevet en side om Sass’ privatliv i et seriøst medie. Tværtimod var historierne, der ifølge hans interview med Politiken, udløste hans depression, helt relevante historier om hans udeblivelse fra møder hos rigsrevisorerne.
Mens Sass åbner for den private fortælling om sin barndom, forbliver den voksne Sass et mysterium for læserne. I et tåkrummende kapitel med titlen 'Sex' forsvarer Sass retten til sit privatliv, som ingen havde krænket, før Politiet helt rimeligt gjorde det med en dommerkendelse i hånden.
Nægter blankt at have børnesexdukke
Her nærmer vi os kernen i forsvarsskriftets parallelunivers: Sass føler sig som den krænkede i hele sagen.
Det på trods af, at Sass Larsen tilsyneladende erkender et af de forhold, der er grundlaget for anklageskriftet i sagen, der er berammet til august: Han har anskaffet sig videoer af overgreb på børn i nogle tilfælde mod betaling. Strafferammen er et års fængsel.
Ifølge sin egen forklaring, anskaffede han sig materialet for at finde en video, som han havde fået tilsendt et link til i 2018, mens han var medlem af Folketinget. En video som Sass Larsen mener, fremstiller ham selv som 2-3-årig blive penetreret af en voksen mand.
Sass Larsen nægter blankt det andet forhold i anklageskriftet: at han skulle have været i besiddelse af en børnesexdukke. Det var, forklarer Sass Larsen, en helt almindelig tøjdukke uden nogen form for seksuelt formål.
De forhold skal retssagen nu udrede.
Offer for et komplot
Men uanset udfaldet er det tydeligt, at Sass Larsen ser sig selv som offer for et komplot snarere end en mand, der har tilstået et alvorligt lovbrud.
Han vidste godt, at det var ulovligt - men ikke “SÅ ulovligt” at downloade videoer med overgreb på børn. Han havde “ikke lige slået op i straffelovens paragraf dit og dat”, som han siger til B.T.. Han havde forventet, at Politiet “ville gå i dialog” med ham efter sigtelsen snarere end at tiltale ham. Og han er chokeret over, at “de her typer myldrer ind”, da Politiet i 2023 ransager hans lejlighed, og at han med det samme tilstår at have materialet.
Politiet opfører sig “meget groft og uforskammet, det er åbenbart en del af konceptet med at gå ind i andre folks hjem, men det synes jeg faktisk ikke er særligt passende”, skriver Sass Larsen. Passende? Det er, som om Sass Larsen stadig ikke helt forstår alvoren i det, han er tiltalt for, og at det ikke er ham, der er den krænkede part.
Drømmen om at blive reetableret
I Sass Larsens fortælling er lovbruddet i hvert fald moralsk forståeligt, ja næsten ligegyldigt. Han er på en mission udløst af et uligevægtigt sind. Han vil finde klippet, identificere og opsøge sine krænkere. Han har ingen erindring om dette eller andre seksuelle overgreb og har ingen screenshots eller andet, der kan understøtte forklaringen. Det virker ikke overbevisende.
Måske er det fri fantasi. Måske er det sandt. Måske er den mest nærliggende forklaring, at Sass har overbevist sig selv om, at det er sandt, grænsen mellem virkelighed, paranoia og parallelunivers er flydende gennem forsvarsskriftet.
Hvor det stiller ham juridisk? Det bliver afgjort i byretten til august, hvor sagen er berammet.
Moralsk frikender det ham næppe, og bogens udtrykte drøm om at kunne blive reetableret som en seriøs stemme i den offentlige debat eller få et egentligt arbejde igen virker næsten endnu mere fjern end tanken om, at en omsorgssvigtet knægt fra Vestegnen kunne blive en af landets mest magtfulde politikere.
